Prøv avisen
Bog

Litterære ledetemaer hos Thomas Mann

5 stjerner
”Musikken har altid virket stærkt stildannende på mit arbejde,” sagde Mann ved et foredrag i 1939. Foto: Carl Van Vechten/LOC/ Writer Pictures

Thomas Manns passion for musik prægede både hans forfatterskab og hans skæbne, viser denne storartede bog

Tysk kultur har altid gennemstrømmet Thomas Manns forfatterskab på den mest gedig-ne og underholdende måde. Åndslivet og litteraturen stod af gode grunde forfatteren nær, og hvor omfattende hans musikinteresse var, kan man nu læse mere om i Niels Bille Hansens litterære og vidt forgrenede analyse af Manns forhold til musikken. Denne musikpassion drejede sig især om tyske værker fra det 19. århundrede, herunder i særlig grad Wagner.

Som læser af Thomas Manns forfatterskab støder man også hurtigt på adskillige af disse musikalske referencer. I hans første roman. ”Huset Buddenbrook” (1901), følger man en velhavende families forfald over fire generationer. Her har en af hovedpersonerne, Hanno, en lidenskabeligt og intenst beskrevet musikerdrøm, som understøttes af hans mor. Men ved læsning af Bille Hansens analyse får man også øjnene op for, at hele strukturen i denne murstens-tykke roman har ligheder med Wagners tetralogi ”Nibelungens Ring”, som netop blev opført i München, hvor Mann boede, mens han arbejdede på romanen.

Thomas Mann var ganske ung, da hans mor tog ham med til en opførelse af Wagners ”Lohengrin” i Lübecker Stadttheater. Han læste senere Friedrich Nietzsches skrifter om Wagner, som hurtigt gjorde ham opmærksom på diskutable sider af Wagner og hans kunst. Det mindskede dog ikke hans entusiasme, tværtimod: Manns passion for Wagner blev lidenskabeligt-kritisk.

Når netop Wagner kom til at fylde så meget hos Thomas Mann, kan det tilføjes, at diskussionen om, hvorvidt man var for eller imod Wagners symbolladede musikdramatik, også på et generelt plan har fyldt ualmindelig meget i hele slutningen af 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet, hvilket fik uhyrlige konsekvenser i Det Tredje Rige.

Da Thomas Mann kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 skulle på en foredragsrejse i anledning af 50-året for Richard Wagners død, viste det sig, at det blev hans og hustruens endelige afsked med Tyskland. I sit nuancerede hyldestforedrag, der bar overskriften ”Richard Wagners lidelse og storhed”, tog Mann nogle af sine tidligere artikler om komponisten op til revision, og han inddrog psykoanalytiske perspektiver på emnet.

Dette førte et par måneder senere til, at dirigenten Hans Knappertbusch, der var chef for den bayerske statsopera og Thomas Manns nabo, tog initiativ til ”Richard Wagner-byen Münchens protest” mod Manns foredrag. Blandt underskriverne var pinligt nok også komponisterne Richard Strauss og Hans Pfitzner.

Under Anden Verdenskrig levede Thomas Mann som emigrant i Californien sammen med andre udviste tyske intellektuelle og kunstnere. Her påbegyndte han sit sidste store romanværk, ”Doktor Faustus. Den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt af en ven”, som udkom i 1947.

Mann ville skrive en bog om det Tyskland, han så og kendte, hvor Goethes Faust-digtning lå som et skjult underlag. Men Faust-skikkelsen måtte i Manns forestillingsverden være en genial komponist for rigtigt at repræsentere det tyske. Herved fremkom den stærkt fascinerende og skrækindjagende fortælling fortalt gennem den dæmoniske hovedpersons ven, den forsigtige lektor Zeitblom.

Det antydes i analysen at komponisten kunne være et billede på Alban Berg, men der kunne også være andre forbilleder indblandet, ligesom musik af Beethoven spiller en afgørende rolle. Den vigtigste inspirator til musikbeskrivelserne blev filosoffen Theodor Wiesengrund Adorno, hvis bog ”Den ny musiks filosofi” dannede et interessant grundlag for Thomas Manns montageagtige musikbetragtninger. Senere meldte Arnold Schönberg sig også i koret af inspiratorer til romanen, hvorfor Thomas Mann fik indføjet en note i udgaven fra 1948, hvor tolvtoneteknikken beskrives som Arnold Schönbergs åndelige ejendom og hans harmonilære nævnes.

”Musikken har altid virket stærkt stildannende på mit arbejde,” sagde Mann ved et foredrag i 1939 og fortsatte:

”Hvad mig angår, må jeg blandt digterne regne mig til musikerne. Romanen har for mig altid været en symfoni, et kontrapunktisk værk, et væv af temaer, hvori idéerne spiller rollen som musikalske motiver, og særligt fulgte jeg Wagner, også i benyttelsen af ledemotiver.”

Manns forfatterskab er med andre ord overordentlig anbefalelsesværdig læsning. Og vil man vide mere om, hvor stor en indflydelse musikken havde på hans forfatterskab, er Niels Bille Hansens bog en fin og meget grundig indføring i emnet på dansk.

kultur@k.dk