Prøv avisen
Bog

Litterært nulpunkt

"...når handlingen er så improviseret og uden sammenhæng, og de højtravende, temmelig luftige tanker, der står tilbage, falder til jorden, virker læsningen underligt ligegyldig," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Udklip af bogens forside. Foto: Forlaget Turbine

Det er ikke kærlighed til verdens-litteraturen, Sara Mannheimer savner i sin anden roman. Det er snarere et tydeligt begreb om, hvad der skaber god litteratur

Sara Mannheimer er svensk. Hun er uddannet glaspuster og har i de senere år skrevet to romaner. Forlaget Turbine mener, at hun skal introduceres for et dansk publikum. Man spørger uvilkårligt sig selv hvorfor?

Hvis kvaliteten af litteratur måles på forfatterens smag, som den kommer til udtryk i henvisninger til verdenslitteraturen, så er Sara Mannheimer en førsteklasses forfatter. Hun lader sin hovedperson læse Cervantes, T.S. Eliot, Rilke, Camus, Kertesz og vore hjemlige Inger Christensen og Søren Kierkegaard. Der citeres endda i rigelige mængder fra denne udmærkede kanon.

Men det er jo ikke sådan, man genkender den originale, stil- og selvbevidste, måske grænsesøgende og dybt reflekterede litteratur. Små digtere låner, store digtere stjæler, er førnævnte Eliot kendt for at have sagt, og det betyder omtrent, at man ikke skal bilde sig ind at skrive god litteratur, hvis blot man låner et yndlingscitat hist og her.

Kort fortalt beskriver Sara Mannheimers roman en kvindelig fortæller, hvis læselyst og videbegær inden for særligt skønlitteraturen synes grænseløs: ”Endelig skal jeg få mulighed for at undersøge hvad andre har skrevet til de levende, de døde og de endnu ufødte. Jeg skal tage imod det jeg ikke vidste at jeg kunne tage imod,” siger hun indledningsvis. Den sidste sætning afslører, med hvilken højstemt mine fortælleren lovpriser kunsten og lærdommen.

Denne undersøgelse af verdenslitteraturen sættes i gang af hovedpersonens læsning af Roland Barthes' teoretiske essay ”Litteraturens nulpunkt” fra 1953. Fortælleren sidder bogstavelig talt i en lænestol og læser Barthes, citerer fra hans essay og reflekterer over det. En af hovedpointerne, måske selve pointen hos Barthes var, at romanen er død, i al fald den handlingsbaserede roman, fordi den med tryg forankring i samtidens franske teoridannelse reducerer kompleksiteten af livet til en simpel handlingstråd.

Om sin læsning siger fortælleren: ”Jeg læser ikke 'Litteraturens nulpunkt' for at vinde himmerige, for at blive smertefri, jeg læser fordi det morer mig at tænke.”

Det er bare ikke helt så morsomt at være vidne til fortællerens læsning af Roland Barthes, og det er nærmest pinagtigt at følge den ydre handling, som omgiver fortællerens påtaget dybsindige læsning i lænestolen. Først forelsker hun sig i en person, men da han ikke har en bogsamling i sit hjem, flygter hun rædselsslagen fra ham. Så forelsker hun sig i en hjemløs, der sidder på en bænk og er fortrolig med Cervantes. Han viser sig siden at være en forklædt forfatter, og ham uden bogsamling viser sig at kunne citere Eliot udenad. Så er hun pludselig gravid, så har hun pludselig fået en uprovokeret abort osv.

Det er ikke fordi, jeg nødvendigvis forlanger realisme af en roman, men når handlingen er så improviseret og uden sammenhæng, og de højtravende, temmelig luftige tanker, der står tilbage, falder til jorden, virker læsningen underligt ligegyldig.

Hvis Sara Mannheimer på subtil vis vil demonstrere Barthes' gamle pointe om, at romanen er død, lykkes det ikke, uden at hun slår sin egen roman ihjel.

kultur@k.dk