Hvad er et menneske? Og hvordan har udviklingen fra abe til menneske fundet sted? Disse spørgsmål nager den unge belgiske jesuiterpræst Hendrik Meulen, som er hovedperson i den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmarks klassiske roman ”Dræsinen”.
Med den roman skabte Wijkmark sit internationale gennembrud i 1984. Bogen er imidlertid først nu blevet oversat til dansk og udgivet herhjemme.
Vores unge hovedperson, Hendrik, er udstationeret som præst i forbindelse med et jernbanebyggeri i junglen i Congo i 1914.
Han skal afholde messer for jernbanearbejderne og tage imod deres skriftemål.
Arbejdet fylder ham imidlertid med lede. Han er opdraget med den kristne tro, men har svært ved at finde sig til rette i den og er dybt frustreret over, at den katolske kirke ikke kan svare overbevisende på den udfordring, som Darwins evolutionsteori har rejst.
Da tre menneskelignende aber, formentlig en blanding af gorillaer og chimpanser dukker op i arbejdslejren, øjner han en enestående chance.
Han vil studere aberne og træne dem op som mennesker for at kunne iagttage tilblivelsen af en ny menneskeart på egen hånd. Aberne er først sky, men bliver snart en del af livet i arbejdslejren. De tre dyr er nysgerrige og har masser af gåpåmod.
De er især optaget af den store jernbanedræsine, der både kan køre på skinner og sejle i floder, og de hjælper med stort engagement arbejderne med at lægge skinner ud i junglen.
En nat øjner de tre aber en mulighed for at stjæle dræsinen. De dræber i al ubemærkethed lejrens ingeniør og gør sig parate til at stikke af, men vores hovedperson får færten af deres forehavende og tager kommandoen over dem.
Nu kan Hendrik leve fuldt ud for sin nyvundne videnskabelige tro og virkeliggøre sin drøm om at observere de menneskelignende abers natur.
Han fører sine aber ud på en gigantisk odyssé fra Congo over øen Sankt Helena til Sydamerika om bord på den sejlende dræsine. Rejsen er imidlertid langt mere udmattende og farefuld for dem alle, end Hendrik i udgangspunktet havde forestillet sig.
Det går tidligt op for ham, at han har givet sig selv og aberne Gud i vold, og undervejs taber han modet flere gange. Aberne skuffer ham. De mange spor af menneskelighed, han i første omgang havde øjnet hos dyrene, viser sig at være blafrende blålys.
De tre menneskelignende væsner er og bliver dyr. Hendriks besættelse af evolutionen bringer ham til hans egen forbitrelse kun tomhed og ny frustration.
Hans heftige opgør med kristendommen kulminerer i en desillusion over, at naturvidenskaben ikke kan tilbyde ham mere forståelse og eksistentiel fylde.
Wijkmark har i store dele af forløbet prioriteret den filosofiske refleksion højere end fremdrift i handlingen, og ”Dræsinen” er derfor en drøj roman, som kræver stor tålmodighed af læseren. Man skal langt ind i bogen, før man for alvor bliver grebet af den.
Ikke desto mindre er der tale om et imponerende værk. For sproget er overalt nuanceret og skarpt skåret. Og skildringen af Hendriks kamp for at kultivere aberne og hans tætte følelsesmæssige tilknytning til dem er rørende at følge, når man først er trængt dybt ind i fortællingen.
Desuden må man tage hatten af for Wijkmarks evne til at indlejre konflikten mellem kristendom og den moderne videnskab i et storslået panorama.
Han koncentrerer en hel epokes største dilemma i et enkelt menneskes desperate og kompromisløse kamp for at forstå sig selv og sin omverden.