I den nye svenske HBO Max-serie “Lust” er der en scene fra Det Svenske Akademi, hvor medlemmerne er samlet. Og i centrum sidder en mand med briller og midterskilning, som styrer mødet og beslutningerne om, hvilke – mandlige – forfattere der skal støttes med store beløb.
Det er tydeligvis Horace Engdahl, satiren er modelleret over. Litterat, forfatter, dr.phil. og i 10 år sekretær for akademiet og dermed også ansigtet udadtil, når nobelpristageren i litteratur offentliggjordes for verdenspressen. Men skandalerne i og omkring akademiet i 2017, med voldtægter, mandschauvinisme og misbrug af midler, har siden klæbet til Engdahl, der er ven med selve symbolet på råddenskaben, Jean Claude Arnault. Og det har været forbløffende og foruroligende at se en kapacitet som Engdahl trampe rundt i den nye tidsånd med store støvler. Igennem MeToo, feminisme og såmænd også klimabevidsthed.
Nu er Engdahl, som man kan læse i aforisme- og essaysamlingen “op. 101”, flyttet fra Stockholm til en lejlighed i Göteborg, hvor han lever et liv som paria. Om det er fortjent eller ej, kan diskuteres, men bogen må læses for, hvad den er, og det er mildest talt ikke sket herhjemme, hvor Politikens Benedicte Gui de Thurah Huang gav den to små hjerter. Hun fokuserer i anmeldelsen på teksternes forhold til det identitetspolitiske, som hun igen læser i forhold til skandalerne i akademiet. Og hun bryder sig absolut ikke om Engdahl og hans synspunkter.
Det burde være noget, man lærte første dag som kritiker. At kritik handler om at læse sig ind i andres synsvinkler, og at en vurdering aldrig må være baseret på hverken enighed eller uenighed. Men sådanne brud på det indlysende sker ofte i Engdahls tilfælde, og da tidsånden flugter med synspunkter som Huangs, er det tilsyneladende helt okay.
Det er det bare ikke, og læser man “op. 101” er det verden set fra et helt andet sted end mit, og de tanker, Engdahl gør sig om feminisme, og måden han behændigt undlader at nævne Arnault på, er frustrerende.
Men sådan ser virkeligheden altså ud fra en detroniseret og isoleret intellektuels lejlighed. Og det er linjer som disse, der klinger underligt:
“Og ligesom Gryllos vil jeg ikke lade mig overtale til at vende tilbage til menneskenes kreds hvis det indebærer at jeg bliver tvunget til at udsætte mig for daglige forsøg på at bilde mig ind at livet på jorden trues af undergang, at samfundet er i hænderne på forbrydere, at kvinder altid taler sandt når de beskriver deres mellemværender med det modsatte køn”.
Det er stædigt, tonedøvt og virkelighedsfjernt. Men det er meninger, Engdahl forsøger at forklare med flittig brug af den klassiske dannelses filosoffer og forfattere. Som han åbenlyst føler sig mere hjemme hos end blandt nutidens ditto. Og samlingens titel, “op. 101”, er sigende lånt fra en klaversonate af Beethoven.
Engdahl lever i den gamle verden, med den gamle kunst og et gammelt værdisæt, ryger cigar og ser virkeligheden “fra min balkon”, som et af kapitlerne hedder. Det er perspektivet, oppefra og ned, og der er meget at komme efter i hans penduleren mellem før og nu, for eksmpel mellem middelalderens seksualitet og i dag med de “forbløffende spring mellem frihedsrus og panikagtig moralisme, mellem en forherligelse af begæret og en dæmonisering”.
Eller i det fine, fine essay om at skrive. Om hvordan morgenens “uforlignelige klarhed”, med en hilsen til digteren Vilhelm Ekelund, er der, hvor man er mindst personlig og kan skrive om det principielle, det saglige. Mens breve til venner og familie må vente til “skumringstimen, hvor man igen bliver ét stort hjerte”.
Eller en aforisme som: “Hvad er ydmyghed for resten andet end foragt med nedslagent blik?”
Sådan er der meget at tænke over og bryde egne meninger, egne erfaringer, mod. Og at diskvalificere Engdahls ord i “op. 101”, blankt at afvise dem, er der en underlig selvgodhed over. Litteraturen er som bekendt ikke kun et spejl, men også en dør. Ind til andre rum. Verdener. Der ikke ligner vores. Det kan aldrig være dårligt eller forkert. Heller ikke hvis det er Engdahl – persona non grata i en tid som ellers fejrer inklusion – der åbner døren for os.
Horace Engdahl: op. 101. Oversat af Signe Lyng. 162 sider. 260 kroner. Jensen & Dalgaard.