At læse den franske forfatter Jonathan Littells meget omdiskuterede bog "De velvillige" er som at blive ramt med en hammer i panden. Som at blive ramt af en lastbil med 200 km/timen på en stille landevej. Bogen er så rystende, så voldsom og så imponerende, at verden omkring en skælver under læsningen og nægter at falde til ro igen bagefter.
Den blot 41-årige franskmand Littells roman skabte allerede voldsom furore ved udgivelsen i Frankrig i 2006. Littell, der selv har jødisk baggrund, vælger i romanen at fortælle historien om det nazistiske folkedrab på jøderne set gennem bødlens blik. Som udgangspunkt følger romanen den fiktive SS-officer Max Aue, der med tilbageblik i makabre detaljeskildringer beretter fra masse-nedskydninger af jøderne under Anden Verdenskrig, om gasning af tusindvis af mennesker, men også om soldaternes sult og deres overlevelseskamp i Stalingrad og under de sidste kampe i Berlin.
Mens store forfattere som Jean Améry eller Paul Celan især har beskrevet ofrenes blik, gengiver Littell altså SS-bødlens perspektiv, hans følelser og tanker under massemordet, hans forhold til søsteren og moderen, hans fascination af filosofien, det politiske og kunsten. Romanens tone er ligetil: med sine konkrete beskrivelser af krigen og af nedslagtningerne af jøderne er romanen en æstetisk udfordring. På 900 sider hører vi om alle mulige former for afføring, seksuelle praktikker og om nedskydninger, hvor hjernemasse flyver gennem luften. Alt dette berettes omhyggeligt og ned i allermindste detalje.
Pointen er imidlertid, at bødlerne her, i modsætning til i så mange andre romaner om denne tid, ikke beskrives som psykiatriske tilfælde, men som de "almindelige mennesker, staten består af". I stedet for at dæmonisere gerningsmænd åbner romanen for en tiltrængt forståelse af de afgrunde, der åbner sig i mennesket under disse forfærdelige massemord.
Og fra begyndelsen overføres dette til læserens eget perspektiv. I direkte tiltale inddrages læseren i romanen og får sine egne handlingsoptioner sat til diskussion. Vi kan alle, synes romanen at understrege, tilsidesætte vores medfølelse med andre mennesker og af pligtfølelse, af overbevisning eller på grund af karriereplaner forsøge at hærde os imod vores egne følelser.
Holocaust er dermed ikke længere bare en tysk historie eller en jødisk historie, men snarere en historie, som alle mennesker har til fælles. "Den sande fare for mennesket er mig, er jer", som det hedder allerede i begyndelsen af romanen. Og dermed åbner romanen samtidig for en fremadrettet tilgang til holocaust. Mens fortællingerne fra ofrene endnu kunne ses som historier, som var fjernt for dem, der ikke selv oplevede rædslerne, rammer Littells tilgang midt ind hos dem, der mente ikke at have noget at gøre med holocaust. Eller som mente, at den tilhørte en forgangen tid. Littells roman gør det uigendriveligt klart, at den afgrund, som bødlernes perspektiv åbner, aldrig vil kunne lukkes igen.
Littell står ikke alene med dette projekt. I den tyske litteratur har vi de seneste år kunnet iagttage lignende forsøg på at åbne holocaust for fremtiden ved at inddrage læseren, for eksempel hos forfattere som Marcel Beyer og Bernhard Schlink. Og i Danmark søger Charlotte Inuk i sin for blot få dage siden udkomne roman "Store Dyr" på tilsvarende vis at nærme sig mekanismerne omkring empati og hærdelse som grundlag for fremmedfjendtlighed og holocaust.
Littells roman er imidlertid især i sin æstetik kompromisløs. Konstant bliver vi inddraget, men skubbet bort igen; konstant skabes nærhed og distance, der fører til, at vi ikke kan andet end overveje vore egne potentialer: Hvor ville jeg have sat en stopper? Hvor ligger mine egne affiniteter? Jo frygteligere beskrivelserne er, desto større bliver rædslen over for vores egne potentialer. Littell viser os på denne måde vejen for en fremtidig litterær omgang med den historiske arv, som holocaust har efterladt: i stedet for at se holocaust som en afsluttet periode, ser vi den evigt truende rædsel foran os.
Littells roman er en bog, der vil indgå i litteraturhistorien. Den er rammende, imponerende og i al sin gru uundgåelig. Det er længe siden en roman har gjort så stort indtryk på mig. Denne roman skal læses. Den vil ikke blive overgået i mange, mange år.
Jonathan Littell: De velvillige. Oversat af Lars Bonnevie. 910 sider. 399 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.