Prøv avisen
Boganmeldelse

Litteratur, der stråler

4 stjerner
Den russiskfødte forfatter Alina Bronsky har skrevet romanen ”Baba Dunja og kærligheden”.

I Alina Bronskys lille roman om Baba Dunja og kærligheden er der fokus på detaljen i en sådan grad, at plottet noget nær forsvinder

Babusjka er også russisk for bedstemor. Og kortformen ”baba” siges at være den måde, som russiske småbørn udtaler ”bedstemor” på, inden de får lært sproget med de syv kasus ordentligt.

I den russiskfødte forfatter Alina Bronskys roman ”Baba Dunja og kærligheden” følger vi en kvindes liv i en lille by i dødszonen, som ligger rundt om det berygtede atomkraftværk i Tjernobyl i Ukraine.

Den 26. april 1986 smeltede værkets reaktor 4 ned, så en sky af radioaktivt materiale fløj op i atmosfæren og svævede ud over store dele af det daværende Sovjetunionen, Skandinavien og Europa.

Hele 336.000 mennesker måtte evakueres ved den lejlighed. Et større område omkring atomkraftværket regnes den dag i dag for totalt ubeboeligt.

Det er netop her, Baba Dunja – sammen med en håndfuld andre ældre mennesker – overlever efter de forhåndenværende søms princip.

Baba Dunja er, som navnet antyder, en temmelig gammel dame. Og hun er, ligesom dukken, en dame med mange indre versioner. Det finder vi kun langsomt ud af i romanen, der har et plot og en struktur, som ligner en slags omvendt halveringstid.

Vi skal langt over halvdelen af romanen, før der overhovedet sker noget – som helst. Og først til sidst bliver romanen en smule spændende i klassisk suspense-forstand.

Når en roman er så rent ud sagt kedelig, så ved man, at kvaliteten må ligge et andet sted end i det plotmæssige. Og det gør den også her.

Dels ligger der en del sproglig skønhed i romanen, som i øvrigt også er udmærket oversat fra tysk af Jacob Jonia, dels rummer bogen en stille realisme, der på sin egen vis har en poesi midt i sin afslørende fremstilling af en pensioneret sygeplejerske.

Den stille fortælling om en lettere naiv og måske endda smådement – eller måske bare nukleart påvirket – ældre dame giver mindelser om kvindebilledet i Flauberts ”Et enfoldigt hjerte”.

Vi følger en gammel dame, og selvom fortællingen virker loyal, så er den også udstillende, holdt lidt ud i strakt arm. Ikke tydeligt, men måske lidt på samme slet skjult sarkastiske måde, som når en Helle Helle lader en middelklassekvinde besøge underklassen og så kalder bogen for ”Ned til hundene”.

Romanens kvalitet er på en måde netop det langsomme tempo. Detalje for detalje oprulles det, som i realiteten er et håbløst projekt. De gamle bor i et område, som – forstår man langsomt – ganske simpelt er livsfarligt.

En af de første scener er den, hvor naboens hane dratter død om. Uden årsag. Den kæntrer bare. Stendød. Bogen slutter med en kattekilling, som fødes uden øjne.

Og derimellem udfoldes alle de sygdomme og elendigheder – plantemutationer, kræftformer, misdannelser og hvad har vi – som kan findes inden for Hans Geiger og Ernest Rutherfords skala for atomar stråling.

Efterhånden som man kommer ind i bogen, vokser et plot stille frem. Der er noget med et barn, der hedder Irina. Og et barnebarn, som hedder Laura. Men det hele er meget diffust. Og læses igennem breve på fremmede sprog af en kvinde, som ikke har andet end en sovjetisk uddannelse.

På den måde bliver også den totalitære stats groteske mangler latterliggjort af den russiskfødte forfatter. Som da Baba Dunja bekender, at hun ikke tror på Gud, for han blev afskaffet af sovjetstaten. Og det er ikke lykkedes hende, som hun siger, at fremskaffe ham igen. Et andet godt eksempel er, apropos, fremmedsprog. Baba Dunjas horisont slutter simpelthen ved de gamle sovjetiske grænser.

Bogen rummer også – ret skal være ret – et brutalt mord, som igen er en hævn for et virkelig ondskabsfuldt drabsforsøg. Der er retssagsdrama og arbejdslejr. Men det er som sagt først til allersidst. Og en kompositionsmæssig kritik kunne gå på, at forfatteren i grunden går for vidt i sit eksperiment. Man kunne have overvejet at have bare lidt handling også inden midten af bogen.

Historien i bogen er i øvrigt sandfærdig et stykke af vejen. I Anne Bogart og Holly Morris’ dokumentarfilm ”The Babushkas of Chernobyl” møder man for eksempel Hanna Zavorotyna, Maria Shovkuta og Valentyna Ivanivna, der efter den katastrofale ulykke i 1986 flyttede hjem trods myndighedernes beboelsesforbud.

Og de lever endnu i dag – til videnskabens store måben – i bedste velgående.

”Baba Dunja og kærligheden” er lidt på den kedelige side, men ret beset er den lille historie jo – endda i mere end en forstand – strålende litteratur.