Prøv avisen

Litteratur kan sænke livets hastighed

"For mig blegner offentlighedens og mediernes konkrete ydre pres i forhold til det indre pres eller den, med et slidt udtryk, indre nødvendighed, jeg oplever i skriften," siger Josefine Klougart og tilføjer, at for hendes skyld må det gerne være svært at skrive litteratur. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Efter sin anmelderroste debutroman og nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er Josefine Klougart klar med sin anden roman, "Hallerne". Gennem beskrivelsen af et destruktivt kærlighedsforhold undersøger hun manden og kvindens blikke på sig selv, hinanden og verden

Kvinden og manden er hovedpersonerne i Josefine Klougart nye roman. Ingen navne eller særlige kendetegn er nævnt, til gengæld får vi et råt for usødet indblik i parrets destruktive seksualitet og kærlighedsforhold. Anonymiteten hjælper os til at forstå, at her er noget på spil, der går langt ud over netop de to menneskers relation. Bogen er en slags undersøgelse af en tidstypisk kompleksitet, der blandt andet handler om kønnenes gensidige magtudøvelse, og meget svær at ryste af sig.

Det samme er mødet med Josefine Klougart. Hun gør på én gang et både selvsikkert og sårbart indtryk. Vi har sat hinanden stævne i et lille dagligstuelignende rum oppe under loftet på Testrup Højskole, hvor hun er gæsteforelæser på et kursus om køn i litteraturen. Et emne, der må siges at være topaktuelt for den 25-årige forfatter, der allerede er blevet et kendt navn på den litterære scene i Danmark.

Da hun får valget mellem spisebordet og sofaarrangementet, vælger hun det sidste, krænger de sorte gummistøvler af og trækker fødderne med de mønstrede, hjemmestrikkede sokker op under sig. Hun er intenst til stede og taler gerne længe og indgående om sit litterære projekt, mens hun med en anelse flakkende øjne afviser at tale om den polemik, der på det seneste har været om hendes kandidatur til Nordisk Råds Litteraturpris.

"Det interesserer mig ikke," siger hun og tilføjer så, at hun har bestemt sig for at ikke at udtale sig om den sag. Først og fremmest vil hun gerne have lov til at være glad og stolt over den fornemme nominering af hendes debutroman, "Stigninger og fald", og ikke tage sig af den kritik, der har været rettet mod komiteen for at indstille værker uden den nødvendige litterære tyngde. Men allerhelst vil hun tale om sin nye roman, "Hallerne", der udkommer den 28. januar.

"Det er vigtigt at forstå, at der ikke bare er tale om en simpel fortælling om et parforhold, hvor manden forgriber sig med et kynisk blik på en kvinde. En kvinde, der for sit vedkommende er så svag, at hun ikke kan bryde ud af overgrebets rum, objektgørelsens vold. Der er tale om en meget mere kompleks dynamik, hvor kvinden har indoptaget og ligefrem internaliseret mandens blik på hende, og hvor det tidspunkt, da man kunne skelne mandens blik på kvinden fra kvinden og omvendt kvindens blik på manden fra manden, for længst er overstået. Det hele er filtret sammen," forklarer Josefine Klougart og siger, at "Hallerne" mest af alt er en bog, der handler om blikket: det at se. Selvom den i den ydre handling mest handler om sex, dominans og underkastelse.

"Blikket, mandens blik på kvinden, men omvendt også kvindens blik på manden og de tos blikke på sig selv og verden. Det er det, jeg har været interesseret i at undersøge," siger hun.

Romanen kunne umiddelbart ligne et 2010'ernes svar på Vita Andersens "Tryghedsnarkomaner", der udkom midt i kvindefrigørelsens 1970'ere. men Josefine Klougart bedyrer, at hun ikke har nogen kønspolitisk dagsorden med sin roman. Dog kan hun sagtens se, at mand-kvinde-relationen i dag stadig er underlagt store udfordringer, og at relationen mellem kønnene pr. definition altid er interessant – også for hende som forfatter.

"Det er ikke til at komme uden om, at bogen blandt andet kredser om nogle specifikke kønstematiske problemstillinger. Kulturpolitisk set er det et klassisk maskulint blik, manden i romanen kaster på kvinden. Der er et klart element af objektgørelse på færde. Og væsentligt er det, at kvinden oplever en nydelse i det at reproducere en stereotyp, et kulturhistorisk set klassisk kvindeideal: manden som agent og kvinden som det passive objekt, der bare underkaster sig og lader sig beskue og penetrere. Det er vigtigt at forstå, at kvinden er med til at opretholde den stabile magtfordeling, at hun får noget ud af at befinde sig i overgrebets og ydmygelsens rum. Der er en gevinst i det for kvinden også. Ligesom manden også er et offer underlagt billeder og forestillinger. Det destruktive, voldelige blik, det blik, der reducerer den anden, byder sig til som en velkendt og stabil optik, som kan synes at gøre den anden tilgængelig og fundamentalt set synlig. Det kan virke meget tillokkende, ikke mindst i en kaotisk, uhyggelig, kompleks verden," siger hun og tilføjer, at hun tror, mange kvinder i hendes generation oplever en kæmpe indre konflikt i forhold til det seksuelle. Mange er fanget mellem det lystfyldte i at være en slags begærsobjekt for et maskulint blik og samtidig være en seksuelt handlende kvinde.

"Jeg tror, at mange kvinder i min generation oplever et blodigt sammenstød mellem de to modsatrettede kvindeidealer. På den ene side er man vokset op i og med en billedstorm, der indkoder idéen om kvinden som infantilt Lolita-objekt. Og på den anden side er der hele tiden den bevidsthed om arven fra de tidligere generationer, kvindekampen og hele realiseringen af idéen om den frigjorte, potente kvindekrop. Vi er vokset op midt i porno- og reklameindustriens forbrug af meget unge kvinder, men samtidig med denne idé om, at mænd og kvinder er seksuelt ligestillede – i hvert fald som et ideal og i udgangspunktet. Man føler en lyst ved at reproducere et billede af sig selv som begærsobjekt, samtidig med at man væmmes. Friheden er måske alligevel så som så," siger hun.

Men havde Josefine Klougart haft en kønspolitisk dagsorden, havde hun skrevet et læserbrev eller et essay. Nu er det imidlertid litteraturen, der er hendes metier, og derfor handler "Hallerne" i høj grad også om litteraturens blik.

"Midt i beskrivelsen af et destruktivt og nedbrydende kærlighedsforhold og midt i udfoldelsen af et også voldsomt magtens og overgrebets sprog byder det poetiske sprog og det poetiske blik sig til som en anden mulighed, et andet blik," som hun siger.

Som forfatter er Josefine Klougart interesseret i at finde alternativer til de blikke, der er reducerende og måske ligefrem destruerende for mennesker. Et blik og et sprog, der ikke ødelægger det, som det ser og beskriver.

"For nogle år siden hørte jeg for første gang om den kvindelige danske forsker Lene Vestergaard Hau, som formåede at sænke lysets hastighed og nogle år senere ligefrem standsede lys ved at sende det igennem et superkoldt kondensat. Jeg har lige siden tænkt på det som en slags billede på litteraturen. For er det ikke det, litteraturen kan: sætte livets hastighed ned, så man har en chance for virkelig at se verden med al den kompleksitet, der let forsvinder i farten? Den sænkede hastighed gør, at man som forfatter kan kondensere tid og erfaring, luge ubetydeligheder, menneskelige forenklinger og reduktive blikke fra, så man står tilbage med et koncentreret og usentimentalt blik på verden," mener Josefine Klougart.

Hun er træt af, at litteratur fylder så lidt i det danske mediebillede, og at den spalteplads, der er til rådighed, ofte forvaltes elendigt. Det gør hende trist både på egne og på litteraturens vegne. Hun fremdrager sit eget eksempel i forbindelse med sin debutroman sidste år. Eksponeringen af hende som forfatter kom i nogle tilfælde til at handle mere om hendes ungdom og kønne udseende end om hendes litterære værk.

Josefine Klougart har i modsætning til mange af sine forfatterkolleger ikke oplevet problemet med "den svære toer" så voldsomt – altså det at skrive sin næste roman efter en succesrig debut. Hun mener i virkeligheden, at "den svære toer" langt hen ad vejen er et begreb, som medierne har skabt.

"For mig blegner offentlighedens og mediernes konkrete ydre pres i forhold til det indre pres eller den, med et slidt udtryk, indre nødvendighed, jeg oplever i skriften," siger hun og tilføjer, at for hendes skyld må det gerne være svært at skrive litteratur.

Josefine Klougart har interesseret sig for at læse og skrive litteratur, så langt hun næsten kan huske tilbage. I begyndelsen var det ikke de gode historier, men derimod en glødende interesse for sætninger og sprog i det hele taget, der drev hende:

"På et tidspunkt oplevede jeg det som et problem, at jeg ikke umiddelbart havde en masse gode historier, jeg gerne ville fortælle. Min interesse for litteratur handlede ikke om plotudvikling og spektakulære fortællinger. For mig starter og slutter alting i sproget og sætningen. Og så sker det jo alligevel, noget skrives frem og fortælles, sproget lokker det ud af mig."

washuus@k.dk