Forfatter: Litteratur må gerne være ufuldendt og uredigeret

Forfatter Christina Hagen holder af litteraturens vildskab og provokation. De litterære cliffhangere finder hun dog ikke kun i klassiske bøger, men også i tekster fra et åbent chatvindue

Christina Hagen.
Christina Hagen. . Foto: Tor Birk Trads.

Hvem læser du gerne?

"Martin Larsen, Jørgen Leth, Harald Voetmann, Christel Wiinblad og Cecilie Lind. Men jeg læser ikke så meget, som jeg måske burde. Jeg har en ret dårlig hukommelse på grund af epilepsi, og det gør, at jeg hverken kan huske mine egne eller andres tekster ret godt. Når jeg læser, er det derfor en her og nu-nydelse. Derfor ser jeg også flere film og kan godt lide fotobøger. Jeg er mest inspireret af bøger, film og andre kunstprojekter, der virker ufærdige og lidt sjuskede. Jeg synes tit, at skriveelevers tekster virker stærkere på mig end mange af de redigerede bøger, der udkommer. Det ufuldendte er spændende."

Hvad læser du lige nu?

"Jeg læser ikke noget lige nu, men jeg kigger i Joe Brainards 'The Nancy Book'. Hans banale og infantilt provokatoriske univers minder meget om mit eget. Han virker interesseret i perversiteter, uopdragenhed og vildskab, og der er noget med ikke at tage livet så seriøst, som nogle mener, at man burde. Joe Brainard er som et stort barn, og det er jeg på mange måder også. Der er en masse ting, som jeg er helt ligeglad med, og som andre bliver sure over, at jeg er ligeglad med. Men ærligt så læser jeg i dette øjeblik, hvad der står i mit chatvindue. Det er god litteratur for mig, fordi jeg hele tiden er spændt på, hvad personen skriver til mig næste gang. I et chatvindue er der cliffhangere og udvikling hele tiden. Det passer godt til mig."

Hvor læser du?

"De mest kedelige steder. Lige nu kigger jeg i en bog, mens jeg har chatvinduet åbent. Det er egentlig et uværdigt liv for en bog at være en pauseklovn, men det må den nøjes med i mit liv. Jeg tager ofte bøger med på ferie, men jeg har aldrig oplevet at læse en bog til ende på en ferie. Ikke engang dameblade når jeg igennem, fordi jeg simpelthen er for optaget af livet omkring mig. Når jeg rejser, så okser jeg rundt og snakker med lidt for mange mennesker og låser mig først ind på mit værelse, når jeg er så træt, at jeg ikke orker at børste tænder og gå i seng."