Livet i en lille engelsk landsby trisser af sted i slutningen af 1950’erne. Det britiske kastesystem opretholdes til perfektion. I bakkerne bor adelen, i byen fiskerne og rengøringskonerne. Skotterne er tætsluttede, men sladderen lever sit eget liv. For det fysiske hjerte i ”The Bookshop”, lillebyen Hardborough, er på mange måder som Peer Hultbergs Viborg, dog med et mere traditionelt fortællergreb i stedet for et modernistisk.
Det er vi’et, landsbyen, der fortæller om den anden, den udsete. Og her er byens stemme interesseret i den idealistiske enke Florence Green (Emily Mortimer), der naiv og fuld af forhåbning om fremtiden ankommer til Hardborough for at åbne en boghandel båret af kvalitetslitteratur. Det er et oplysningsprojekt for Florence, der tror på litteraturens både helende og unyttige kraft. Men det middelalderlige mørke stikker snuden frem, både i plottet og i udtrykket. Regnen siler ned, det skønne engelske landskab fremstår forrevet, havet bryskt, bakkerne med mere karakter af fjeld end britisk blødhed. Hurtigt bliver Florence til fællesskabets fjende. Med sin tro på bogen, sin tro på fremskridtet, overskrider boghandlerskens stedets sociale konventioner. Og hvad der kunne have været et lyst lystspil om upstairs og downstairs, bliver i stedet et længselsfuldt kammerspil.
For Florence får ikke lov til at blive en del af fællesskabet. På den ene side står grevinde Gamart (kølige Patricia Clarkson), der for sin egen klasses skyld hellere vil have et fimset kunstcenter end en boghandel for folket. På den anden side naboerne, der måske nok gerne vil bladre i bøgerne, men er mere bekymrede for landsbyens overlevelse. Florence får dog følgeskab af den dickenske pige Christine (Honor Kneafsey) og eneboeren Edmund Brundish (Bill Nighy), der har trukket sig tilbage fra sladderen og byen og lever i bøgernes verden. ”Jeg er ikke glad for mit eget selskab, men jeg har sluttet fred med mig selv,” siger han.
Der opstår en sær og meget fin forbindelse mellem Florence og Edmund, en næsten ridderlig romance, hvor blikke og høviske berøringer skaber mere spænding end kys og kærlighedserklæringer.
Litteratur er der dog ikke meget af i ”The Bookshop”, selvom der er bøger alle vegne. Forfatternavne nævnes, men bøgerne er mest til pynt. Kun da grevinden bliver ”personligt krænket” af smudscoveret på Nabokovs ”Lolita”, nærmer vi os noget.
Filmen er behagelig langsommelig, skrider beåndet frem. Og det er i den blide instruktion, de nænsomme karaktertegninger og samspillet mellem farver og eksistentielt indhold, at magien opstår. Emily Mortimer er sart og sødmefuld. I de ganske få møder mellem hende og Bill Nighy er der en livsnerve, der overstråler plottet. Nighy formår som få at lade ansigtets folder åbenbare årtiers indesluttede følelser.
Og selvom litteraturen hverken oplyser Hardborough eller ”The Bookshop”, fungerer filmen nu alligevel som kærkommen kærlighedserklæring til det skrevne ord og til det usagte mellem fine mennesker.