Prøv avisen

Litteraturen er nyklippet og må ikke betrædes

Henrik Dahl til M/S Foto: Søren Bidstrup Denmark

De voldsomme nedrakninger af Henrik Dahls debutroman, NT, afslører kritikernes bornerte normer for finlitteratur

Jeg kan selvfølgelig ikke bevise det. Men jeg vil tro, at hvis sociologen og debattøren Henrik Dahls debutroman, NT, om magtspil og sundhedsfanatisme i den moderne familie havde været skrevet af en ukendt yngre mandlig eller kvindelig debutant, ville den have fået en del roser med af anmelderne. Men nu var den altså skrevet af Dahl, og ham er vi mange, der er sure på. I universitetsverdenen, blandt forfatterne, på den politiske centrum-venstrefløj tre kredse, som der er et vist overlap og til tider ligefrem personsammenfald imellem.

Der var på forhånd øretæver i luften. Det skulle han ikke vove på, det her, at komme svansende ind fra siden og tro, at han kunne skrive en roman, der blot var halvgod.

LÆS OGSÅ: Piger med pakkekalendere

Flere anmeldere gik amok i rent overkill. I Information skrev René Jean Jensen således, at det var en af de ringeste bøger, han nogensinde havde læst. I Politiken fastslog Lilian Munk Rösing, at romanværdien var lig nul, og at det ikke gav mening at bedømme NT på dens litterære kvaliteter, for de var ikke-eksisterende.

Disse udsagn er oplagt utroværdige i al deres absolutisme. Som det fremgik af min anmeldelse her i avisen den 6. september, er NT ikke et stort litterært kunstværk, men dog en habil debut, håndværksmæssigt hæderligt skrevet og med både underholdnings- og debatværdi.

En person forklarede mig forleden dag, at Henrik Dahl jo selv havde bedt om at blive vurderet af de litterære anmeldere, ikke af dem, der anmelder krimier, chicklit og alle mulige andre slags bøger. Underforstået: Han havde selv spillet op, og nu fik han sin fortjente bekomst. Det er en lidt bekymrende analyse, for det siger en del om, hvor begrænset dette at være litterær bliver opfattet her i Danmark. Hvad er da bestanddelene i den nådesløse litterære dom?

Anmeldernes ene hovedkriterium er sproget. Henrik Dahl skriver simpelthen dårligt, klodset, ufrivilligt komisk, ubehjæpsomt, klichépræget og så videre. Det er en æstetisk og stilistisk kritik, der udspiller sig på niveauet for den enkelte sætning, og anmelderne giver da også beredvilligt eksempler på alle disse fraser og døde formuleringer. Men det går efter min mening ikke an at vurdere en roman på disse præmisser. Det kan være på sin plads i forhold til lyrik eller eksperimenterende kortprosa, men at fordre, at enkeltsætninger skal være smukt og/eller originalt skrevne, afslører, at man ikke har fornemmelse for prosa, men betragter al litteratur som forklædt lyrik.

En mesterlig roman kan være spækket med enten upåfaldende eller miserabelt klodsede sætninger, for det er ikke den enkelte sætning, men deres forbindelse og summen af dem, der gør romanen og skaber karakterer, situationer, temaer, motiver, suspense, stemninger, fortællerpositioner og alt det andet, der ikke har noget med stilistik på sætningsniveau at gøre.

Det gælder formentlig, at en roman ville gå i stå eller gå i stykker, hvis alt for mange af dens sætninger var meget smukke og/eller originale.

Anmeldernes andet hovedkriterium for nedrakning er for meget tydelighed i romanens budskab. Det er et læserbrev forklædt som roman, det er parforhold på staveplader og så videre. Dette kriterium er ikke helt så meget skudt forbi som det med sproget, men det rummer dog også sine faldgruber. Det er blevet et moderne dogme, at litterære prosatekster (medmindre de er eksperimenterende, for så må man alt!) helst skal være fnugfri, blankpolerede og underkommenterede; man må ikke kunne se og høre fortællerens arrangementer eller forfatterens intentioner alt for meget.

Men der er ganske meget, man lukker ude på den konto. Reelt betyder det, at satiriske romaner af princip ikke duer, for de vil jo netop ofte dyrke overtydeligheden. Det indebærer også, at de livlige, kloge og kommenterende fortællere, som var nerven i så mange af de store, gamle romaner, er udraderede i det meste af den moderne prosa til fordel for den kedsommelige standard-diskretion (sscchh, sænk dog stemmen, hr. fortæller, det er LITTERATUR, det her ).

Måske skulle Henrik Dahl have gjort som J.K. Rowling for nylig og udgivet sin roman under pseudonym. Men det kan han jo overveje til næste gang.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv