Litteraturen hjælper læger med at sætte ord på lidelser

I psykiatrien findes talrige syndromer, der i folkemunde er blevet opkaldt efter litterære værker og især eventyr. Det skyldes blandt andet, at eventyr sprogliggør tilstande i grænselandet mellem at være syg og rask

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Lidt ligesom Alice fra ”Alice i eventyrland”. Sådan havde formanden for Migrænikerforbundet, Anne Bülow-Olsen, det, da hun som barn var ude for en mærkværdig oplevelse. For en dag føltes hendes krop alt for stor. Hun havde migræne, lå med hovedpine, og af en eller anden grund var det, som om hendes ben var helt nede i den anden ende af stuen. I virkeligheden var de lige der i almindelig kort forlængelse af hendes barnekrop, men det føltes altså ikke sådan.

”Når man er barn, tænker man ikke så meget over den slags, for det er bare sådan, det er,” siger Anne Bülow-Olsen og tilføjer:

”I dag ved jeg, at det skyldtes blodtilførslen til min hjerne. Når den ikke får nok blod, så sker der mærkelige ting, lidt ligesom migræne med aura, hvor man ser forskellige farver og lysglimt,” siger hun.

Det, som Anne Bülow-Olsen oplevede som barn, kaldes ”Alice i eventyrland-syndrom”. For mennesker, der lider af dette fænomen, synes genstande pludselig at være enten helt enorme eller bittesmå, og man kan selv have det, som om man vokser eller formindskes helt uden for naturens love. Selvom man godt ved, at ens ben ikke vokser eller bliver mindre, så er det for den ramte alligevel, som om man, ligesom Alice fra eventyret, pludselig er faldet med ned i kaninhullet, hvor ingenting behøver at give mening.

”Jeg tror ikke, det er en officiel diagnose. Men det er en beskrivende vending, man bruger om fænomenet, og det fortæller meget nydeligt, hvad det handler om. Hvis man altså har læst eller kender til 'Alice i eventyrland',” siger Anne Bülow-Olsen.

”Alice i Eventyrland-syndrom” hedder i virkeligheden Todd's syndrom, opkaldt efter den britiske psykiater dr. John Todd, som beskrev tilstanden i 1955. Men det er blevet dens mere eventyrlige navn, som folk kender den på. Og den er ikke den eneste af sin slags. Der findes mange lidelser, der egentlig er opkaldt efter psykiatere eller læger, men i folkemunde er har fået navn efter litterære eller historiske figurer og steder.

Her kan også nævnes ”Jerusalem-syndromet”, en lidelse, man hvert år støder på adskillige tilfælde af i Jerusalem, hvor personer, der ellers aldrig har været dokumenteret syge, pludselig tror, at de er Jesus Kristus.

”Othello-syndrom”, navngivet efter en person hos William Shakespeare, der sættes på folk, som er blevet så drabeligt jaloux, at det er sygeligt. Og prædikatet ”Münchhausen-syndrom” er opkaldt efter baron Karl Friedrich Hieronymus von Münchhausen, som var kendt for sine røverhistorier. Det bruges af læger og psykiatere om folk, der tilsyneladende er hønesyge, men højst sandsynligt ikke fejler noget som helst. De findes også uden for psykiatrien i form af eksempelvis ”Rapunzel-syndrom”: en meget sjælden og yderst smertefuld type tarmslyng, der opstår ud af en hårklump i maven, og som oftest forekommer hos folk, der tygger på deres eget hår eller i tæpper.

Men hvad er så grunden til, at man giver disse syndromer navn efter eventyr?

Jo, det skyldes blandt andet, at grænsen mellem syg og rask er noget mere kompleks end som så, forklarer Sven Erik Hansen, pensioneret overlæge i reumatologi og formand for Dansk Medicinsk-Historisk Selskab. Når en diagnose får sit navn, sker det ofte i diskussioner i medicinske fagblade, hvor en læge eller psykiater fremlægger et fænomen, som han eller hun er stødt på flere gange.

Det er der måske også andre læger og psykiatere, der er, og derved begynder en diskussion for at afgrænse lidelsen. Ofte opkalder man den serie symptomer, der er på færde, efter den læge, som først observerede dem.

”Men nogle sygdomme kan være vanskelige at lokalisere og kan forårsage mange forskellige symptomer og i det hele taget have mange uafklarede elementer. Sådanne tilstande benævnes ofte 'syndrom-' med en eller anden tilføjelse,” siger Sven Erik Hansen, der uddyber, at de litterære referencer kan have den simple årsag, at neurologer og psykiatere, som tit er meget belæste og øvede i at give detaljerede beskrivelser af patienter, vistnok har en særlig tilbøjelighed til at associere til skønlitteraturen.

En diagnose er også en fortælling i sig selv, forklarer Johannes Nørregård Frandsen, professor i litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

”Litterære værker er ofte noget, som kulturelt har hjulpet os med at give noget, der er uformet, et navn. Derfor mener jeg, at det er en udmærket trafik, at litteratur er med til at fortolke noget, som er underligt. Psykiske tilstande er jo ofte svære at afgrænse, fordi grænsen mellem syg og rask er kompleks. Det er nemt at sige, om et ben er brækket eller ikke-brækket. Men hvis man har det skidt eller er deprimeret, så kan en psykiater arbejde på dig i et år og fortælle dig, at du er et eller andet. Når du giver ting navne, bliver de mere håndterbare. Det kender vi også fra religionen. Det onde er 'Fanden' eller 'Djævlen'. Det gode er 'Kristus'. Det er principielt det samme.

H.C. Andersens 'Skyggen' er også blevet brugt næsten diagnostisk,” siger han.

”Når man giver ting navne, gør man dem håndterbare. Du skaber mening i det meningsløse. Det får mening, fordi det får et navn. Du kan se det for dit ansigt. Og dér er litteraturen den største kilde til inspiration.”