Er der en forbindelse mellem etableringen af velfærdsstaten og kredsen omkring tidsskriftet Heretica? I litteraturhistorien er det ikke ligefrem en forbindelse, der normalt fremhæves. Her hører man ofte om Heretica-forfatterne som indadvendte kunstnere, der trak et skarpt skel mellem kunst og samfund i efterkrigstiden men ny forskning viser, at jo, der er en forbindelse.
Påvisningen af denne er en af pointerne i Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere, en antologi med bidrag af en række skribenter og redigeret af professor i dansk litteratur Anne-Marie Mai fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet i Odense. Bogen er netop udkommet på Syddansk Universitetsforlag og blev anmeldt for nylig her i avisen.Mai har også skrevet den fyldige indledning til historien om, hvordan forfattere med bogens ord i tiden efter Anden Verdenskrig engagerede sig i velfærdsstatens opbygning og skabte en dialog med ministre og politikere om, hvordan kunst kunne medvirke til at sikre trivsel i den nye velfærdsstat.Temaet bliver i bogen belyst af litteraten og teologen Anders Thyrring Andersen, der fastslår, at adskillige i kredsen omkring Heretica fik afgørende betydning for den kulturpolitik, der blev et grundlag for skabelsen og vedligeholdelsen af velfærdsstaten ikke mindst i kraft af de institutionelle magtpositioner, kredsen efterhånden opnåede.Specielt fremhæves den kulturpolitiske indsats, der blev gjort af forfatteren Martin A. Hansen, som i en periode var medredaktør af Heretica. Og over for Kristeligt Dagblad uddyber Anne-Marie Mai påstanden:Vi er måske tilbøjelige til at se Hansen som en mere traditionel forfatter, end rimeligt er. Han var meget mediebevidst, dels ved at forny foredragsgenren, dels via radioen. Han så den mulighed, som kunsten rummer for at fremme dialogen. Og han understregede det mellemmenneskeskeliges og dialogens betydning for demokratiet. Han tænker ud fra en eksistentiel, kristen forudsætning, siger hun og tilføjer:Men samtidig har vi en kulturradikal tendens, der i traditionen fra Georg Brandes vil sætte problemer under debat. Det er to meget forskellige strømninger, der løber sammen til én og bidrager til en forandring. En person fra den sidstnævnte strømning er meget vigtig i forbindelse med diskussionen om de nye forfatterroller. Det er Villy Sørensen, der siger, at ligesom demokratiet har brug for en politisk opposition, har det brug for en kunstnerisk.
LÆS OGSÅ: Vores kulturhistorie hviler på outsidere fra overklassen
Er der flere forbindelser mellem velfærdsstaten og litteraturen? Det spørgsmål var udgangspunkt for projektet, der har ført til nærværende udgivelse.
Anne-Marie Mai uddyber:Med opbygningen af velfærdssamfundet, der udvikler sig med folkepensionens indførelse i 1956 og fremefter, tænker man litteraturen ind i det store projekt, man har gang i. Således får vi Kulturministeriets oprettelse i 1961. Og Statens Kunstfond følger efter i 1964. Jeg ser disse ting som en flot krone på velfærdslovgivningen og som en anerkendelse af litteraturens betydning. Og den skal vel at mærke ikke kun støttes, fordi den har betydning for en eller anden lille elite. Nej, den skal støttes, fordi den er vital for hele samfundet, idet den er med til at holde det levende og i bevægelse, som det hedder i en stor kulturpolitisk redegørelse, der kom i 1969.Inspireret af velfærdssamfundets kulturpolitik brugte forfatteren Anders Bodelsen i 1965 udtrykket statsborgerliggørelse af kunstnerne. Han så ligefrem de forskellige initiativer til kunststøtte som en indmeldelse af kunstnerne i samfundet og mente, at de dermed ville få en mulighed for at leve på de samme materielle præmisser som deres publikum.
Statsborgerliggørelse af kunstnerne det kan lyde lidt negativt, men sådan er det vel ikke ment?
Overhovedet ikke. Jeg tror, at forfatterne har haft en oplevelse af at blive taget alvorligt af staten. Og det er ikke alene de samfundsdebatterende romaner, der tillægges betydning. Altså ikke kun den litteratur, der handler om samfundet og den store verden, men også den, der handler om det enkelte menneske og de eksistentielle værdier. Holdningen er, at alle typer litteratur er med til at holde samfundet levende og i bevægelse. Derfor støtten. Forfatterne opfatter det tydeligvis som en vældig anerkendelse.
Kristeligt Dagblads anmelder, Anders Juhl Rasmussen, noterer sig en ny opmærksomhed over for realistiske forfattere som blandt andre netop Anders Bodelsen og Tove Ditlevsen. Deler du den opfattelse?
Jeg synes, det er et bredt spektrum af forfattere, vi tager op. Anders Bodelsen spillede en væsentlig rolle, var meget fremme i debatten om kunsten og skrev noveller, der handler om velfærdslivet på godt og ondt. Og hans Tænk på et tal er en fantastisk krimi om en velfærdsborger. Senere havde Bodelsen en lang pause, hvor han ikke skrev noget som helst. Og da han vendte tilbage, tog han fat på en ny side af velfærdslivet og fortæller om, hvordan det er at blive gammel i velfærdsstaten.Også Tove Ditlevsen er spændende. I litteraturhistorien er vi tilbøjelige til at kalde hende traditionalist. Men faktisk eksperimenterede hun i høj grad med forfatterrollen og satte meget på spil. For eksempel ved at være brevkasseredaktør i Familie Journalen. Det må have været problematisk for hende at engagere sig som sådan på et tidspunkt, hvor man så ned på alt, hvad der havde at gøre med triviallitteratur. Hun udfordrede en litterær rolle, som hun ellers nemt kunne være trådt ind i: rollen som en forfatter, der holder afstand og ikke engagerer sig personligt.I dag bekender man jo hvad som helst i litteraturen og i det hele taget i offentligheden. For Tove Ditlevsen var det imidlertid noget af en satsning at være så selvbiografisk, som hun er i sine romaner. Nu har vi Karl Ove Knausgård. Men Tove Ditlevsen var ude længe før, han satte sit forfatterry og rygte på spil.
I velfærdsstaten, fortsætter Anne-Marie Mai, har samfundet overtaget nogle af de funktioner, der tidligere hørte hjemme i familien, for eksempel pleje af børn og gamle. Forandringen af familien er et tema, der dukker op hos flere forfattere.
Man ser det tidligt hos Anders Bodelsen i Tænk på et tal, hvis hovedperson, bankfunktionæren Flemming Borck, ikke tager sig meget af sin gamle far, der er anbragt på plejehjem. Så er Borck befriet for den byrde eller hvordan han ser på det.Under alle omstændigheder er der tale om et tab af nærhed. Det er et stort tema, der dukker op også i den senere litteratur. For eksempel hos Kirsten Thorup og Jens Smærup Sørensen. Hos nogle af de yngre forfattere er temaet stadig vigtigt. En af de romaner, hvor man ser det, er Christina Hesselholdts I familiens skød. Spørgsmålet er, hvad medlemmerne af en familie egentlig laver, når de er sammen, efter at mange af de ting, der tidligere blev varetaget af familierne, er taget fra dem. Romanens personer kan ikke rigtigt finde ud af det.
Hvad med forfatterrollen i fremtiden? Er der overhovedet en fremtid for den?
Anne-Marie Mai svarer i forlængelse af et synspunkt i bogen: Måske står litteraturen i fare for at forsvinde og blive opslugt af andre kunstarter og et voksende kulturforbrug i velfærdsstatens nye årtusind.
Skal man tage truslen alvorligt?
Jeg tror, det er rigtigt, når det i bogen påpeges, at litteraturen forandrer sig, og at forfatterrollen går i retning af, at man færdes i flere medier og genrer end alene de litterære. Men jeg tror ikke, det betyder, at litteraturen og forfatterne forsvinder. Forfattere vil fortsat være vigtige i det velfærdssamfund, vi er i gang med at forandre, og de fleste politikere ser ud til at anerkende, at forfatterne er med til at holde samfundet levende, hvad enten de skriver fortællende romaner eller eksistentielle digte, slutter Anne-Marie Mai.
Læs Kristeligt Dagblads ?anmeldelse af bogen på
k.dk/kultur