Josefine Klougart ser op og smiler lidt opgivende. For hun er ikke meget for at skulle agere live-erindringsdigter, da hun bliver spurgt om at lukke øjnene og beskrive sin barndom på Mols, men snart strømmer sætningerne alligevel ud af hende:
”Der er jo de første hundrede steder og situationer at beskrive, men jeg kan måske fortælle om at stå op en sommermorgen og gå ud i haven, hvor græsset duftede sødligt, og jorden var kølig under det fugtige græs. Haven var enorm. Strakte sig fra det sted, kornmarkerne sluttede, og de store egetræer stod, den del af haven, hvor vi hængte vasketøj op, ned ad bakken, forbi brændeskuret, plænen og rododendronbedene, forbi den lukkede baghave og over i det nye stykke jord, som vi købte, da jeg var seks eller syv. Det var egentlig bare en skrænt, men vi fik den udjævnet i store plateauer. Jeg kan huske maskinerne arbejde deroppe, hvordan stensætningerne blev lavet, min mors rosenhave, frugthaven, drivhuset med den store vin, der så hurtigt voksede til. Og endelig, øverst i haven begyndte markerne, som vi nogle år senere hegnede ind og havde mine heste til at gå på. Og udenfor, bag hækkene, træerne, på den anden side af marken, var Agri så, landsbyen, hvor jeg er vokset op. Og hvad skal man sige om Agri? At jeg græd, da der kom striber på vejen. At der var en sø, hvor jeg trak hestene ned, når de havde tørre hove. At der var en kirke og en have bag kirkegården, hvor man kunne plukke kirsebær og tænke på, om rødderne gik helt ned til gravene,” siger Josefine Klougart, så det bliver klart, at Mols var en hel verden for hende som barn. Og sådan er der mange steder på Mols, som hun husker og holder af.
”Der er Tinghulen, hvor jeg holdt vejret, når jeg red ned ad de stejle skrænter, der er Bogens Strand, hvor vi badede om sommeren. Langesø og plantagen, hvor vi også badede og fandt kantareller. Sådan er der de første 100 steder, som betyder noget særligt for mig,” siger Josefine Klougart og stopper sin sætningsgalop gennem barndommens landskab, som man også genfinder mange steder i forfatterskabet. For Josefine Klougart satte fra sin første roman både sig selv og Mols på det litterære Danmarkskort.
I et lyrisk sprog skildrer debutromanen ”Stigninger og fald” netop en barndom på Mols, de landskaber, der er både naturens og sindets landskaber. Den skildrer en familie i 1980’erne, der er flyttet på landet og lever et liv i det bakkede landskab der. Men også i hendes andre romaner spiller naturen en hovedrolle. Forholdet mellem menneske og natur bliver undersøgt, og hvordan det ydre landskab smitter af på det indre, eller som Josefine Klougart siger:
”Den moderne myte er, at mennesket er fuldkommen adskilt fra naturen og bare er fri til at bemestre den. Men sådan lykkes vi ikke med at være i forbindelse med den erfaring, at vi selv er natur. Og fremmedgørelsen over for naturen bliver derfor også et indre anliggende og problem.”
I bøgerne vrimler det med konkrete beskrivelser af natur, men man tager fejl, hvis man tror, at man kan tage til Mols eller New Forest i Sydengland og finde nøjagtig de steder, hun skriver om. For en roman er aldrig en 1:1 gestaltning af virkeligheden, understreger hun.
”Litteraturen etablerer en egen virkelighed inde i sproget. Det er helt centralt for at forstå, hvad litteratur er. I første omgang må man læse den som fuldkommen selvberoende. Som Nabokov (den amerikansk-russiske forfatter Vladimir Nabokov, 1899-1977, red.) skriver, så er ethvert kunstværk en nyskabt verden, og først når vi har undersøgt denne tilbundsgående, kan vi tillade os at se på, hvordan den er forbundet til andre verdener og andre områder af indsigt. Det Mols, jeg skriver om, har strengt taget ikke så meget at gøre med det Mols, du kan besøge, hvis du tager færgen over til Ebeltoft. Når det så er sagt, så er det klart, at man skriver ud fra sine egne erfaringer. Men disse erfaringer er utro, de blander sig med hinanden, de forskyder sig, de ændrer proportion og placering på en måde, man måske bedst kan sammenligne med den måde, vores drømme gror ud af konkrete erfaringer på, men alligevel kun til dels repræsenterer vores virkelighed,” siger forfatteren og fortsætter:
”For mig repræsenterer litteraturen en helt særlig måde at erfare og erkende på. En form for tænkning, der er exceptionel kompleks, fordi den modsætter sig, at den logiske, rationelle bevidsthed skal have overherredømme. Der bliver der tale om en sensitiv erkendelse, som er både sanselig og refleksiv. Og på den måde ligner litteraturen drømmen. Den giver os adgang til at se nogle forbindelser, vi med vores logiske hjerne og bevidste sind ikke har adgang til. For eksempel en forbindelse mellem os selv og naturen, som vi ikke havde set på den måde tidligere. Og sådan vokser der af litteraturen og læsningen radikalt nye indsigter frem. Simpelthen fordi en roman tilbyder dig et nyt sprog, en ny verden og dermed et helt nyt paradigme at erkende i.”
Skaber vores vågne bevidsthed netop ikke mønstre mellem det, vi oplever?
”Når vi læser en bog, lader vi vores tænkning og sansning læne sig fuldkommen op ad bogen. På den måde ledes vi til ikke bare intellektuelt, men også sensitivt, at forstå, hvad det for eksempel betyder for os, at vi er selv en del af den natur, vi forsøger at undertvinge, og at vi, når vi undertvinger naturen, i virkeligheden undertvinger noget vigtigt i os selv. Måske endda det, der skulle holde os i live. På den måde bliver skønlitteraturen politisk, og den kan i dén grad få betydning for et samfund. Men det er et problem, når litteraturen bliver forhippet og engageret på en måde, så den glemmer sin bestemmelse og bliver debatterende. Så overser man, at litteraturens store potentiale opstår, når man slipper idéen om, at den skal repræsentere eller diskutere en konkret virkelighed. Så kan vi nemlig ikke erkende noget radikalt nyt, og det er jo det, vi har brug for. At lade os bevæge af litteraturen.”
Når Josefine Klougart alligevel finder inspiration i det konkrete landskab på Mols, er det, fordi hun kender det så godt, fortæller hun:
”Sproget har brug for konkrete erfaringer, det gror på store blokke af kropslig erfaring. Og på den måde bliver de steder, vi har boet som børn, vigtige. For barndommens landskaber udforsker man jo på en meget mere intens måde, end man udforsker de landskaber på, vi møder som voksne. Men både den konkrete fysiske, men også mytologiske undersøgelse af verden er meget mere intens i barndommen. Jeg vil vove den påstand, at vi som børn er mere lydhøre over for det, man kan kalde et steds ånd, en form for sanselig poesi, der findes overalt i verden, men som det kræver en særlig åbenhed at kunne mærke. En form for ro og ikke mindst en masse tid. For mig er Mols det landskab. Det er særligt for mig, ikke fordi det er smukt, eller fordi det er dramatisk, det her istidslandskab, men simpelthen på grund af karakteren af den undersøgelse, jeg har underlagt det som barn. Den måde, jeg har åbnet mig for stederne på. Jeg har et intimt forhold til Mols, derfor er min erindring om Mols en del af det store stykke tømmer, som litteraturen lever på, som nogle tangplanter, der har fæstner sig til en sten i havet og vokser derfra. Men det kunne lige så godt have været Skjoldhøjparken sådan set, eller Hellerup, hvis jeg havde været født der.”
Erindring og fiktion hænger altså sammen på en kompleks og drømmeagtig måde, har hun erfaret. For eksempel nævner hun en passage fra det første afsnit af sin roman ”New Forest”, hvor en pige bærer en skarnbasse i hånden på en tur gennem skoven. Hun synes selv, at den scene var fin og central for en roman, der handlede om et parforholds afslutning og en tilbagevenden til naturparken New Forest.
”Det var noget med det at tage billen i hånden og så knuse den, som pigen ender med at gøre det, der talte sammen med fortællingen om at være i naturens varetægt og at have naturen i sin varetægt, på en spændende måde.”
Efter at bogen var udkommet, sad hun hjemme hos sine forældre og så på familiefotos fra en rejse til New Forest, da hun var seks år, og opdagede da et foto af en drengehånd, der holder præcis sådan en bille. Det bekræfter hende i, at fiktionen er fisket op af de samme erindrede bevidsthedslag som drømme:
”Vores erindring er så dyb, det er kun en lille del, vi har adgang til. Og af alle de forbindelser, der er mellem begivenheder og steder og følelser, er det kun ganske få, vi har tegnet op. I litteraturen og i drømmene tegnes nogle af disse linjer op mellem erindringens og forestillingens arkæologiske lag på måder, der skaber ny erkendelse, og som gør os i stand til bedre at forstå, hvad det vil sige at være menneske.”
Det handler hendes roman ”En af os sover” også om, hvor hovedpersonen vender tilbage til et erindret landskab for at opdage, at verden har forandret sig:
”Den roman handler om, at der altid er en tabserfaring i det at vende tilbage og gense et sted eller et menneske for den sags skyld. I bogen bliver den tabserfaring også spejlet af, at et kærlighedsforhold går i stykker. Men det er ikke entydigt, dette tab, for erindringen findes jo stadig og udgør et selvstændigt rum eller univers i vores bevidsthed. Når vi genser et sted og finder det forandret, er det med Freuds udtryk en ’unheimlich’-oplevelse, det er velkendt, men alligevel ikke. Noget nyt har skudt sig ind, en forandring, der hensætter os i en bevægelse mellem tider. Vi bliver vandrende mellem verdener, den konkrete og den erindrede. Og det er jo et spændende sted at være, et mytologisk sted, et litterært sted på mange måder.”
Hvordan er det litterært?
”Jo altså, fordi litteraturens forhold til virkeligheden ligner den tilbagevendendes hjemvenden til et erindret landskab. Noget er det samme, men det meste, det grundlæggende, er forandret. Fordi vi selv er forandrede. I vores liv er det tiden, der bærer forandringen. I litteraturen er det sproget. Sproget, der vokser utro frem af det erindrede, så de små genkendelige brudstykker bliver fremmed for os i skriften. Spørgsmålet, som jeg indimellem tænker over, er, om selve det at skrive om et landskab, man erindrer, potenserer den erfaring. Altså: Man erfarer et landskab, man vender tilbage og opdager, at alt er anderledes, end man huskede det, at alt har forandret sig, fordi tiden er gået. Så skriver man omkring dette landskab, og det bliver et helt tredje landskab. Og når man så vender tilbage til det erindrede landskab, så er det igen for at finde det forandret, nu både af tiden og sproget. Og på den måde kan man måske sige, at forfattere bliver professionelle både udi at erindre og i at miste.”