Litteraturen svarer igen på den politiske virkelighed

Skotske Ali Smith er den første forfatter til at komme med et litterært svar på Brexit. Hendes nye roman er et udtryk for, at politisk og samfundskritisk litteratur lever i bedste velgående, siger iagttagere

Virkeligheden  inspirerer nogle gange forfattere til overdrivelser og absurditeter, som i værker af Margaret Atwood, Kazuo Ishiguro og ikke mindst George Orwell. Flere nye bøger om Brexit begynder nu at udkomme.
Virkeligheden inspirerer nogle gange forfattere til overdrivelser og absurditeter, som i værker af Margaret Atwood, Kazuo Ishiguro og ikke mindst George Orwell. Flere nye bøger om Brexit begynder nu at udkomme. Foto: Matt Dunham/AP.

”Et mesterværk om livet efter Brexit”. Magasinet The Atlantic har fundet de store roser frem til den kvindelige skotske forfatter Ali Smith.

For nylig landede hendes seneste roman ”Autumn” (Efterår) på hylderne hos boghandlerne. Bogen er den første i en kvartet, centreret om de fire årstider, hvor læserne følger den 32-årige lektor i kunsthistorie Elizabeth. Ali Smith tager udgangspunkt i hovedpersonens dagligdag og sætter den ind i rammen af Storbritannien efter Brexit og den britiske folkeafstemning sidste sommer, hvor et flertal besluttede, at Storbritannien skal melde sig ud af EU.

Ali Smith har i interviews fortalt, hvordan bogen er skrevet i al hast, fordi forlaget har presset på for at ride med på en aktuel politisk protestbølge. Hun beskriver i et interview med avisen The Guardian ”Autumn” som en bog ”om skel, grænser og identiteter, samt brugen, eller misbruget, af politisk retorik”.

En anden brite, den jødiske humorist og Man Booker-prisvinder Howard Jacobson, er på vej med bogen ”Pussy”, en flertydig titel, som er en slet skjult henvisning til nogle af de kvindenedgørende kommentarer, som den amerikanske præsident Donald Trump kom med, før han for alvor gik ind i politik.

Bogen udkommer om en måned, og ifølge forlaget Jonathan Cape er den skrevet ”i vildt raseri og vantro, og ud fra den overbevisning, at uhæmmet latterliggørelse er det eneste passende modsvar på de absurditeter og kapitulationer, der har gjort Donald Trumps tiltrædelse mulig,” skriver branchetidsskriftet The Bookseller.

I sidste lørdags udgave af The Guardian ser forfatteren og kommentatoren Alex Clark de to bøger som et sikkert og sundt tegn på, at den politiske roman stadig lever og har det godt.

Hun trækker tråde til en anden britisk forfatter, den nu afdøde Gordon Burn, som i 2007 udsendte romanen ”Born Yesterday: The News as a Novel” (Født i går: Nyhederne som en roman), som netop bruger aktuelle nyheder til at skrive om Margaret Thatcher, Tony Blair og Gordon Brown.

Alex Clark henviser videre til, hvordan virkeligheden nogle gange inspirerer forfattere til overdrivelser og absurditeter, som i værker af Margaret Atwood, Kazuo Ishiguro og ikke mindst George Orwell.

Den amerikanske avis The New York Times hæfter sig ved, at salget af Orwells roman ”1984”er steget kraftigt siden valget af Donald Trump.

”Den slags uvirkelighed, der bliver fremstillet som virkelighed, får folk til at søge tilbage til disse bøger,” siger litteraturprofessor Stefan Collini, der er ekspert i George Orwell ved Cambridge University, til The New York Times.