Prøv avisen

Litteraturen tager familieopgøret uden filter

At forfattere blander selvbiografi og fiktion, er der efterhånden intet kuriøst over, siger Jon Helt Haarder, litteraturforsker ved Syddansk Universitet. Foto: Tegning: Morten Voigt

Den selvbiografiske litteratur danner i stigende grad ramme om buldrende familieopgør. Men det har konsekvenser for de implicerede og litteraturen

En incestuøs far. En utro ægtemand. En mor, der nedbryder sin datter psykisk.

Det er blot tre ud af mange eksempler på karakterer i autofiktive bøger fra de senere år – skønlitterære bøger, der handler om forfatterens eget liv og ofte gengiver personer fra forfatterens familie og omgangskreds med deres rigtige navn.

Senest udgav Leonora Christina Skov i torsdags romanen ”Den, der lever stille”, en bog, der ifølge hende selv og anmeldelserne tager et opgør med den skyldkultur, hun (med egne ord) er vokset op med, med en dominerende mor, en tavs far og en grundlæggende følelse af forkerthed barndommen og voksenlivet igennem.

At forfattere blander selvbiografi og fiktion, er der efterhånden intet kuriøst over, siger Jon Helt Haarder, litteraturforsker ved Syddansk Universitet.

”Det er et fænomen, der efter en del år nu har konsolideret sig og er kommet for at blive. I 1990’erne var det avantgarde at skrive så tæt på sig selv, i dag er det en – helt berettiget – del af det brede litterære billede. Men der er også en modreaktion, som er nem at få øje på. Især hos anmeldere som en form for lede ved det, at forfattere skriver om deres eget blik på deres eget liv,” siger han.

Også i forhold til Leonora Christina Skovs seneste roman, der ellers har fået flest positive anmeldelser, har det selvbiografiske provokeret nogle. Romanen efterlader et ”rungende tomrum af ubesvarede spørgsmål” og ”udpeger forældrene som skurke og skyldige”, skriver anmelder og debattør Mette Høeg eksempelvis i sin anmeldelse i Berlingske.

En pendant til Skovs familieopgør kan findes i Norge hos forfatteren Vigdis Hjorth med bogen ”Arv og miljø”, der udkom på dansk sidste år og på originalsproget i 2016. I bogen, der blev fremlagt som det, nordmændene kalder for ”virkelighedslitteratur”, berettes om en far, der misbruger sin datter seksuelt, fra hun er fem, til hun er syv år gammel.

Bogen blev genstand for heftig debat, især i avisen Aftenposten, hvor anmelderen Ingunn Økland viede et helt indlæg til det, hun så som etiske problemer i Vigdis Hjorths metode. Siden udgav Hjorts søster, Helga Hjorth, et modsvar i form af en skønlitterær bog, der fortæller en helt anden historie: om en kærlig og beskyttende far.

Det med at hænge familiemedlemmer eller partnere ud har litteraturen gjort længe. Lige fra adelsmanden Marquis de Sade (1740-1814) til nutidens Yahya Hassan (født 1995), påpeger Iben Tandgaard, journalist og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad.

”Selvbiografier og erindringer har altid været diskutabel litteratur – for hvad er sandhed, og hvad er digt?”, spørger hun.

”Det har altid været et issue, at nogen er blevet ramt. Og i gamle dage blev man ramt hårdere, for sladder har været svær at slå ned. Begreber som ære og skam har fyldt meget, og man kunne ikke bare flytte til et andet land eller trække sig fra søgelyset i nogle år,” siger hun.

På den ene side taler genren til vores svinagtige sider, der higer efter sladder – på den anden side tales der også til de smukke sider, vores identifikationstrang og medfølelse. Men måske har sladderen efterhånden taget så meget over, at der kommer en modreaktion, mener også hun.

”Det diskuteres i øjeblikket, om der kommer en modbølge, fordi de her bøger ligner sladder, noget der altså også kan blive for meget for læserne. Ikke nødvendigvis på grund af de menneskelige konsekvenser for dem, der skrives om, for vi ser jo samtidig realityprogrammer i fjernsynet, hvor folk bliver hængt ud på det groveste. Men fordi nok også bare er nok. Måske er vi på vej mod en ny litteratur.”

Men skal en kunstner overhovedet have ret til at hænge andre ”til tørre”?

”Ja, i princippet. Det er også morderisk. Men kunsten står over forargelsen, fordi den skal pege på alt det, vi ikke tør tale om. Man kan jo sige, at havde ens familie været fantastisk, så havde der ikke været noget at skrive om. Selvfølgelig har kunsten også et ansvar for ikke at misbruge folk. Men i virkeligheden handler det om, at offentligheden også uddannes til ikke at tro på sladder. Vi skal lære at være kloge nok til at gennemskue, at det, Knausgård skriver om sin kone eller far, ikke er sandheden. Det er hans egen, narcissistiske virkelighed, vi ser.”

I et essay i Weekendavisen beskrev Leonora Christina Skov i sidste uge sine overvejelser omkring det at ”tage af hovedstolen” og skrive om sit eget liv.

”Jeg forventede, at min far og min familie ville slå hånden af mig, at mine venner og ekskærester ville flygte i alle retninger, og at jeg ikke ville have flere bøger i mig. Men endnu en roman i forklædning var dog værre.”

For en forfatter er der muligvis en vis forløsning eller katharsis over at få skrevet om det allersværeste i opvæksten. Men for dem, der skrives om, er forløsning ikke det mest sandsynlige, siger Camilla Carlsen Bechsgaard, psykolog med speciale i familierelationer og leder af Center for Seksuelt Misbrugte.

”Ofte er det sådan i bøgerne, at de kaster lys på noget, der indtil nu var inden for familiens fire vægge, men som alle familiens medlemmer har været klar over fandtes. Det, at opgøret tages offentligt, giver et intimitetstab og en skamfuldhed. Vi vil alle gerne være vokset op i en tryg og glad familie. Og så kommer der nogen og siger: ’Hjemme hos os var det helt dysfunktionelt’.”

Især i forhold til søskende og eventuelle børnebørn skal man passe på, mener Camilla Carlsen Bechsgaard.

”Der kommer også en blindhed hos den, der skriver: Hvis processen har været god og meningsfyldt for mig, så må den også være det for andre. Men hvad om man skrev sådan en bog sammen? Jeg er godt klar over, at det giver enormt ærlig litteratur, at det er forfatterens helt eget blik på sagen. Men det er ikke sikkert, alle er enige i, det skal lægges frit til skue. Og man kan faktisk risikere at miste det spinkle familiefundament, der måske var bygget op.”

Der er forskel på at fortælle for eksempel en terapeut eller psykolog om en smertefuld fortid eller utryg relation – og så skrive en bog, mener Camilla Carlsen Bechsgaard.

”Jeg synes på en måde, det svarer til at få lagt et nøgenbillede af sig selv ud på Facebook uden samtykke. Man kunne sagtens spørge til, om man bør have lov til at udstille nulevende menneskers opvækstvilkår, uden at de har givet tilladelse til det. Der findes meget skrappe regler for billedudnyttelse, og det kan undre mig, at der ikke gælder de samme regler i forhold til personlige oplysninger.”

Men det er jo også kunst. Og har en kunstner ikke ret til at beskrive virkeligheden, som han eller hun ser den?

”Blot fordi jeg har taget et flot og kunstnerisk nøgenbillede af min mand, giver det mig da ikke mere ret til at lægge det ud på Facebook!”.

Litteraturanmelder og debattør Mette Høeg er uenig. Selvom hun er kritisk over for Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille”, så kommer regler på det selvbiografiske område ikke til at føre noget godt med sig, mener hun.

”Enhver må fortælle sin historie, som vedkommende har lyst til – og de fleste læsere forstår jo, at der i den selvbiografiske genre nødvendigvis ikke er tale om objektiv virkelighed, men et subjektivt perspektiv på og en ufuldkommen fremstilling af virkeligheden,” siger hun.

”Men ’Den, der lever stille’ har et problem, idet forfatteren udøver meget hård kritik af sin familie uden at være selvkritisk. Det mener jeg er etisk – og litterært – problematisk. Det er ansvarsforflygtigende at stille sig så kritisk over for omgivelserne uden også at kaste et kritisk blik på sig selv. Det har en afengagerende effekt på læseren, den fremførte kritik svækkes, og det litterære projekt mister overbevisningskraft,” mener hun.

Der er både gode og dårlige dynamikker på spil i denne type bøger, herunder nogle, der er mere farlige for det litterære projekt end manglende selvkritik, mener litteraturforsker Jon Helt Haarder.

”Det er også et spørgsmål om, hvem der har magten til at fortælle historier. Mange medier gider typisk slet ikke beskæftige sig med litteratur, men hvis en ellers relativt ligegyldig bog handler om en kendt person eller om en kendt persons familie – så vil de gerne. Det er dybt problematisk, for det får os til at miste interesse for, ja måske ligefrem evnen til at læse fiktion.”

”Den selvbiografiske forståelsesramme er nu så stærk, at den kan slå fiktioner omkuld. I sig selv synes jeg slet ikke, vi har haft for megen autofiktion, det er en fremragende måde at sætte problemer under debat i litteraturen. Men er kendiseffekt den eneste måde, hvorpå litteraturen kan påkalde sig interesse fra mediemøllen, så er vi dårligt kørende,” siger Jon Helt Haarder.

Han fremhæver processen omkring den norske forfatter og forlagsredaktør Geir Gulliksens bog ”Historie om et ægteskab”.

”I Norge har reaktionen fået et særligt udtryk, så der nærmest drives klapjagt på forfattere, der skriver på denne måde. Der er en form for moralisme, hvor offentlige personer træder ind og irettesætter forfatterne. Det sås eksempelvis med ’Historie om et ægteskab’, som er en romanfiktion, men hvor forfatterens ekskone efterfølgende fik trykt en kronik, hvor hun havde held til at fremstille det, som om romanen ’i virkeligheden’ er en tarvelig udkrængning af hendes privatliv. Det interessante er, at bøger som disse er skrevet som fiktion. Men det, der fylder, er debatten om, hvem romanpersoner ’i virkeligheden’ er, og det er alle mulige andre end forfatteren, der får lov at definere, hvordan romanen skal læses.”