Et af den nordiske arkitekturs hovedværker ligger på Sveavägen i Stockholm. Det er et bibliotek. Stockholms Stadsbibliotek er tegnet af den svenske arkitekt Gunnar Asplund og opført fra 1920 til 1928 som et bibliotek for hele byens befolkning, børn som voksne.
Stadsbiblioteket er funktionalistisk i tidens stil, men med rødder tilbage i den klassiske arkitektur, hvor Asplund trækker på alt fra de egyptiske pyramider, over de græske templer til den franske arkitekt Claude Nicolas Ledoux’ ikoniske toldbygning i Paris, Rotonde de la Villette fra 1784 – oplysningstiden.
Når man som borger kommer til Stadsbiblioteket, føles det som en lang opstigning. Helt nede fra gadeplan bevæger man sig uafbrudt opad og indad, først af alle trapperne nede fra Sveavägen og ind i bygningen igennem den egyptiske portal og videre op ad den smalle trappegang, indtil alt vider sig ud i det allerhelligste: det store cirkelrunde biblioteksrum med reoler hele vejen rundt og det mest pragtfulde milde lys fra de høje smalle ruder i rotunden. Svalegange leder brugeren fra etage til etage af bogterrasser og rundt langs med dem, mens tanken i princippet kan flyve videre op i himlen, som hvælver sig over bøgerne. Helhedsindtrykket er enkelt, funktionelt og sublimt.
Og for børn! Bare ankomsten er – som antydet – eventyrlig. Og et uhyre smukt rum i biblioteket er udelukkende skabt til højtlæsning for børn med en grandios vægudsmykning af kunstneren Nils von Dardel af Ole Lukøje under sin store paraply. Og sådan føler alle det, der bruger og besøger Stadsbiblioteket. Man er under en paraply af viden, dannelse og omsorg for substantiel tilegnelse af viden. I et hus specielt tegnet og opført til formålet.
Men hov! Hvad med forskningen? Stadsbiblioteket er jo et folkebibliotek. Jo, der har Stockholm naturligvis Kungliga Biblioteket midt i Humlegårdsparken, opført i en imposant bygning fra 1800-tallet, der mest af alt ligner et slot. I det 20. århundrede har bygningen formeret sig under jorden med alverdens faciliteter, her kan forskere sidde med håndskrifter og trænge ind til essensen af kulturens historie. Stockholm er stolt af sine biblioteker, og de er naturligvis langt flere end de her nævnte hovedbiblioteker.
Når det er værd at fæstne sig ved , skyldes det den uundgåelige sammenligning med København, Danmarks hovedstad.
Her holder Hovedbiblioteket i Krystalgade til i et nedlagt stormagasins gamle lokaler. Eller rettere i et appendiks til samme krakkede stormagasin. Et møbellager. Naturligvis alt for småt, tarveligt og dysfunktionelt, hvad der har fået ledelsen til at skaffe sig af med de fleste bøger. Engang holdt Hovedbiblioteket til i en bygning på Kultorvet, der var rummelig og funktionel. Den er sparet væk og biblioteket neddroslet til en ligegyldighed. Hovedbiblioteket i København holder ikke længere til i en bygning, skabt og indrettet til formålet. Bøgerne har mistet deres rum og rumlighed. Det er fatalt. For bøger skal have rum. Generøse rum for tanker, forestillinger og drømme.
Men så har København da sit kvalitative Kongelige Bibliotek på havnefronten? Ja, indtil videre.
Afvigte efterår forsøgte den aldeles kulturløse siddende regering at afskaffe navnet. Biblioteket blev fusioneret med Stadsbiblioteket i Aarhus og måtte ikke længere være kongeligt, hverken af navn eller gavn. Det måtte heller ikke længere have sin egen direktør. Han sidder nu i Aarhus og holder formentlig videokonferencer med sine medarbejdere i København.
Med symbolsk tyngde døde Det Kongelige Biblioteks tidligere mangeårige direktør Erland Kolding Nielsen i denne uge. En hædersmand. Erland Kolding Nielsen havde et argusøje og blandede sig i alt. Det kunne være besværligt og måske irriterende for nogle. Men det virkede.
På Det kongelige Bibliotek kom der orden i sagerne, og biblioteket fungerede. Ja, mere end det. I sine år på posten transformerede Erland Kolding Nielsen biblioteket til et tidssvarende kulturhus med mange funktioner, udadvendt og åbent. Men uden på noget tidspunkt at give køb på kvalitet og forskning. Og uden på noget tidspunkt at fralægge sig sit personlige ansvar.
Det var dengang. Nu er Det Kongelige Bibliotek ikke længere en selvstændig enhed med et selvstændigt ansvar, men må i lighed med de andre ledende og bærende statslige kulturinstitutioner spare igen igen.
Forskergangen på biblioteket lukker, flere læsesale, blandt andet for uvurderlige håndskrifter, er lukket, og forskere, studerende og andre brugere stuves sammen, tillige med et personale, der ikke kan få ro til at udfolde deres kompetencer.
Kulturhuset består, men biblioteket som bøgernes og håndskrifternes hus med en aura af lødighed, kvalitet, ja ånd, og uha farligt ord: intellekt, forgår. Det rum og den rumlighed, der så fortjenstfuldt blev bygget op omkring bøgerne på en af landets vigtigste litterære og forskningstunge institutioner, bliver gradvis tømt for mening og indhold.
København kan ikke, som Stockholm, være stolt af sine hovedbiblioteker. Det ene er ødelagt, det andet kan potentielt blive det.
Kan det ikke være lige meget? Er bøger ikke bare blevet digitale? Kan vi ikke alle få adkomst til dem via pc’en?
Nej, bøger er stadig primært analoge, fysiske , og måske ligefrem æstetisk formgivet. Og salget af analoge bøger har aldrig været større. Bøger kræver rum, smukke rum, funktionelle rum, sindsudvidende rum skabt til at huse dem med generøst sindelag og kultur-politisk vision.
I København er dette ikke til stede, hverken på rådhuset eller Christiansborg.