Prøv avisen
Essay

Litteraturen viser, at vi sørger på forskellige måder

Jens Christian Grøndahl og Alberte Winding er blandt de forfattere, der for tiden giver sorgen stemme. Foto: Jens Dresling

I en række nye bogudgivelser aftabuiseres sorgen. Det står klart, at vi instinktivt søger skriften som et særligt meningsfuldt medie til at håndtere overvældende følelser som sorg

For tiden manifesterer sig en ny form for offentlig sorg på de sociale medier. Hver gang personligheder og kulturikoner som Prince, David Bowie, Leonard Cohen eller Jan Sonnergaard går bort, står nekrologerne i kø, både i de landsdækkende dagblade og i personlige Facebook-opdateringer, tweets et cetera. I den mere personlige afdeling af denne offentlige sorg finder man blandt andet Facebook-profiler tilhørende mennesker, som er døde. Profiler, hvis vægge nu fungerer som virtuelle gravsteder, hvorpå folk, især ved særlige mærkedage, slår beskeder af endog meget intim karakter op.

Denne udadvendte sørgen kan forekomme fremmed og uvant i en kultur, hvor sorg tidligere har været et meget personligt og privat anliggende. Men spørgsmålet er, om det ikke snarere forholder sig sådan, at de sociale medier blot har synliggjort en meget universel menneskelig reaktion på at stå over for livets store følelser? Måske vidner reaktionerne på de sociale medier simpelthen om, at vi helt instinktivt søger skriften som et særligt meningsfuldt medie til at håndtere overvældende følelser som sorg?

De nye tendenser på de sociale medier peger desuden på, at sorg i det hele taget er kommet på dags-ordenen som et stadig mere af- tabuiseret emne, som vi ønsker at komme nærmere ind på livet af. Dette afspejler sig i høj grad også i tidens bogudgivelser, hvor sorgtemaet er bredt repræsenteret. Eksempler er blandt andet Jens Christian Grøndahls ”Tit er jeg glad”, britiske Max Porters ”Sorg er et væsen med fjer” og franske Antoine Leiris’ ”I får ikke mit had”. Også børnelitteraturen tematiserer sorg, som det blandt andet er tilfældet i Cecilie Ekens rimende billedbog ”V” og Alberte Windings roman ”Når jeg savner min far”.

Hvis vi i det hele taget ofte bruger det at skrive som en måde at tackle en sorg på, er det i denne sammenhæng interessant at se nærmere på, hvad ”litteraturens tag på sorgen” kan siges at være: Hvad kan litteraturen bidrage med, når vi står over for en sorg? Og hvad kan litteraturen lære os om denne sindsstemning, som ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i sit liv må gennemleve?

Én ting, som litteraturen kan være med til at synliggøre og skabe accept omkring, er det vilkår, at ingen sørger ens. Litteraturen er befolket af forskelligheder, hvilket har den naturlige konsekvens, at hver person og psyke har sin måde at forholde sig til tabet af et andet menneske på.

I Jens Christian Grøndahls ”Tit er jeg glad” møder vi den aldrende Ellinor, hvis ægtemand, Georg, pludselig er død. Af Ellinors dagbogsoptegnelser fremgår det, hvordan sorgen er lunefuld og uberegnelig af karakter. Den lader sig hverken fremtvinge, når den ikke er til stede, eller tilbageholde, når den pludselig overmander én. Vi kan have en masse forventninger til, hvornår og hvordan en sorg skal komme til udtryk, men sorgen går sine egne veje, som Ellinor også må sande, da hun er ude af stand til at græde ved Georgs begravelse.

At sorgen har forskellige udformninger hos de pårørende, fører til gentagne konflikter mellem Ellinor og Georgs voksne sønner. Mens sønnerne er optaget af at beholde barndomshjemmet og de minder, det huser, inden for rækkevidde, har Ellinor mere behov for at starte på en frisk et nyt sted. ”Tit er jeg glad” illustrerer således også, hvordan sorg kan være utrolig svær at dele med andre, omend nok så nære, mennesker. Netop derfor kan en hyppig ledsager til sorgen ofte være ensomheden, sommetider endda en selvvalgt isolation, fordi man kan føle sig alene med sin sorg.

I en altomsluttende sorgtilstand kan det desuden ikke bare være svært at rumme andre menneskers sorg, men også andres velmenende hjælpsomhed. Antoine Leiris skildrer i erindringsbogen ”I får ikke mit had” de 12 dage, der går, fra hans kone, Hélène, dør under terrorangrebet i Paris i november 2015, til dagen efter hendes begravelse. Indhyllet i en lammende sorg tager Leiris sig af sin toårige søn, Melvin, der knap forstår, hvad det vil sige, at mor er død. Og samtidig må Leiris hjælpeløst se til, mens mødrene i Melvins vuggestue på eget initiativ iværksætter en ordning med levering af hjemmelavet mad i store Tupperware-beholdere, så Melvin ikke skal savne en mors kærligt tilberedte måltid. Deres anmassende hjælpsomhed er næsten ikke til at bære for den knuste Leiris, netop fordi der ikke er noget, der kan erstatte hans elskede Hélène. Snarere end taknemmelighed reagerer han derfor med irritation.

Et lignende scenarie beskriver Grøndahls Ellinor, som kynisk ironiserer over andre menneskers selvforherligende forsøg på at stille sig til rådighed og vise deres rummelighed over for hendes situation.

Det er altså langtfra altid noget kønt ansigt, sorgen viser, hvad enten det gælder reaktioner på udenforståendes forsøg på at tage del i det udelelige eller kontroverser over, hvad der er den mest rigtige måde at sørge på. Men litteraturen synes på en eller anden måde at råde over et større spillerum for ærlighed i sine fremstillinger; den behøver ikke at forskønne de mindre flatterende sider af den ellers så ædle sorg. I stedet lader den os se situationer fra flere vinkler og opnå en større forståelse for de modsatrettede følelser, der kan være på spil i disse situationer.

Men ”litteraturens tag på sorgen” er ikke udelukkende at fremstille dens væsen og dens mekanismer for os. Litteraturen benytter sig også af sit eget særlige kendemærke: det konventionsbrydende sprog og fiktionen. Følelsen af, at vores hverdagslige sprog ikke rækker, når vi står over for en sorg, imødekommes i litteraturen af en anden mulighed for at manipulere sprogets og virkelighedens grænser.

I Max Porters debutroman ”Sorg er et væsen med fjer” følger man livet i en lille familie, hvor en far er ladt alene tilbage med to små drenge, efter deres mor er død. Porter lader på poetisk og underfundigt-humoristisk vis sorgen tage skikkelse af en stor forpjusket krage, som uden at vente på tilladelse flytter ind i huset hos den lille familie, idet den erklærer: ”Jeg forlader dig ikke, før du ikke har brug for mig mere.” Med kragen som en på én gang symbolsk og spillevende skikkelse illustrerer Max Porter sorgens tvetydighed som en både uhåndgribelig, abstrakt størrelse og et ubehageligt konkret fravær og savn.

Metaforen kan som litterær figur også have en forvandlende kraft: Den kan gøre det absurde, det groteske og ufattelige til noget vedkommende og nært. Efter at Leiris har iklædt sin Hélène et hvidt tylskørt, som hun skal begraves i, forvandles liget af den elskede i kisten gennem metaforen til en balletdanserinde i et smykkeskrin. I stedet for det afsjælede legeme i dødens bolig skrives Hélène ind i et billede med langt større liv og med en skønhed, der kan rumme den kærlighed, som den efterladte ægtemand sidder tilbage med.

Litteraturen synes altså at foretage et dobbeltgreb: Den lader os på den ene side, som tilskuere til en fremmed eller fiktiv persons liv, anlægge en distance til sorgen, der tillader os at iagttage dens væsen og virkemåde nøjere og måske forstå den på en mere nuanceret måde. Og på den anden side giver litteraturen os et andet sprog og et andet betydningsunivers til at give den uoverkommelige sorg en form. Den viser os, hvordan skriftens medium kan hjælpe med at genskabe en sammenhæng og mening for den efterladte.

Fælles for de tre omtalte bøger er, at den skriftlige fremstilling bliver en form for terapi for den sørgende fortæller. Den skriftlige proces bliver parallel med sorgprocessen i sin bevægelse mod større afklaring og accept. Inden for kulturvidenskaben taler man blandt andet om en ”affektiv dumping”, hvilket vil sige, at man tager sin kropslige affekt eller følelse og placerer den et andet sted, uden for én selv. Det er også det, der sker, når det ubegribelige og uhåndterbare tingsliggøres og gives en fysisk manifestation i en tekst. På trods af at ord føles utilstrækkelige, bliver det at skrive under en følelsesmæssig undtagelsestilstand derfor en meningsfuld og selv-reparerende handling oven på sorgens traume.

Når vi mister en, der står os meget nær, føles det som at miste en del af sig selv. Vi går i stykker, og netop dér kan det at skrive være en måde at heles på; at blive hel igen. Når vi skriver, samler vi os bogstaveligt talt om at give det meningsløse mening, det formløse form og det fragmentariske sammenhæng.

Anne Skov Thomsen er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, anmelder skønlitteratur for Nordjyske Stiftstidende og underviser på Silkeborg Højskole.

Når vi skriver, samler vi os bogstaveligt talt om at give det meningsløse mening, det formløse form og det fragmentariske sammenhæng.

”Derfor kan en hyppig ledsager til sorgen ofte være ensomheden, sommetider endda en selvvalgt isolation, fordi man kan føle sig alene med sin sorg.”

Jens Christian Grøndahl og Alberte Winding er blandt de forfattere, der for tiden giver sorgen stemme. Foto: Leif Tuxen