Litteraturens første flipproletar endelig på dansk i stiveste flip

Tyske Hans Falladas mesterværk ”Lille mand – hvad nu” er endelig udkommet på dansk i fuld længde

Litteraturens første flipproletar endelig på dansk i stiveste flip

Den danske dramatiker Kjeld Abell opnåede europæisk succes gennem skuespillet ”Melodien der blev væk” fra 1935. Det kender de fleste i dag uden at kende det, fordi Højskolesangbogens ”Sangen om Larsen” stammer fra samme drama. Larsen var som bekendt ”tem’lig uheldig med livet,” men selvom hans uheld kunne virke exceptionelt, var 1930’erne fyldt med Lars’ner. ”Flipproletarer” var det opfindsomme udtryk for en samfundsgruppering, der nok havde skiftet naturligt habitat fra værksted til kontor, men intet havde at synge om. Det var faktisk ret skidt.

Flipproletaren kan virke så dansk, men historikere hævder undertiden, at typen og måske sågar begrebet stammer fra tyske Hans Falladas ”Lille mand – hvad nu” (1932). Over næsten 600 sider fortæller romanen om det lille menneske Johannes Pinneberg og hans blomstrende kone, mest kaldet Lamseben. Pinneberg og Lamseben er forelskede. Men ligesom Larsen i sangen må konstatere, at konen ”blomstred’ alt for hurtigt a’,” frygter Pinneberg, at Lamsebenet slappes. Eller som det sarkastisk lyder, hvad både ægteskabet og husholdningsbudgettet angår: ”Der er udsigt til kødløse dage.” Det er sat i kursiv i en af romanens mange geniale kapiteloverskrifter. 

”Lille mand – hvad nu?” var forfatteren Falladas (1893-1947) største succes, både litterært og økonomisk. Fallada voksede op i en borgerfamilie i Greifswald, men viste sig hurtigt som en højst ubanal eksistens i modsætning til sin grotest indskrænkede Pinneberg. Fallada forsøgte allerede som 18-årig at begå selvmord sammen med en jævnaldrende ven. De ville skjule selvmordet gennem en fingeret duel. Kun vennen lykkedes med forehavendet, mens Fallada blev indlagt på et sindssygehospital.

Under Weimarrepublikken havde Fallada forskellige jobs som blandt andet godsforvalter, men var i 1920’erne hovedsageligt beskæftiget som alkoholiker og morfinist, afbrudt af enkelte fængslinger på grund af bedrageri. I begyndelsen af 1930’erne gav forlæggeren Ernst Rowohlt ham en halvtidsstilling, hvilket muliggjorde arbejdet på ”Lille mand – hvad nu”. Den er siden sin udgivelse fortsat blevet solgt og oversat, og i 2016 blev en hidtil ukendt version udgivet – den fulde længde, præcis som Fallada selv skrev den.

Det er denne udgave, der synes at ligge til grund for Silkefyrets genudgivelse af romanen i en oversættelse af Jacob Jonia i stiveste flip: Det tyske ”Lämmchen” er blevet til ”Lamseben,” og hele vejen igen fastholdes romanens ironiske minimalisme, der er et højdepunkt for den tyske stilretning kendt som ”Neue Sachlichkeit.” Man kan jo igen med fordel tænke på de kødløse kapiteloverskrifter.

Romanen blev allerede oversat til dansk i 1933. Figuren Gitte Graa ligger da og læser i den i et afsnit af Matador. Men her er den oprindelige flipproletar Pinneberg altså for første gang i fuld og meget lang udgave, paradoksalt for en mand, der er så undseelig. Pinneberg er bogholder, men har ingen indflydelse på sin egen usikre tilværelse i disse Weimarrepublikkens sidste år. Fra 1930 til 1932 falder Pinneberg og hans Lamseben fra nogenlunde glad og selvstændig eksistens til meningsløs arbejdsløshed i en kolonihave uden for Berlin.

Lamseben er til sidste bange for at Pinneberg er sprunget i floden af skam. Det er han selvfølgelig slet ikke selvstændig nok til at gøre. Hun behøver heller ikke frygte, at han har slået sig på flasken. For som Pinnebergs flamboyante svindlersvigerfar bemærker: ”Der har altid været noget nyvasket over Pinneberg, og druk er skidt og møg, det holder han sig fra.” Pinneberg har da også gået med flip et helt år efter sin sidste ansættelse. Man er vel et man. Og sådan går det med alle de Lars’ner.

Pinneberg og Lamseben får sig et barn kaldet Purken, og på en måde bærer de deres melodiløse liv værdigt. De holder af hinanden, og Purken er sågar sød. Alligevel virker historien faretruende, da handlingen slutter i 1932. Parret har haft forskellige stop i Nordøsttyskland for at finde deres vej gennem livet, men må også trækkes gennem det depraverede Berlin: Moderen holder en form for sexsaloner, stedfaderen er professionel svindler, og den gode kollega Heilbutt dyrker dannet nudisme. Alt sammen alt for meget for dette menneske, der er alt for lidt.

I overgangen fra romaens sidste del til dens såkaldte efterspil i en kolonihave, slutter det med sætningen ”Alting er slut, alting,” fordi Pinneberg er blevet fyret fra sit sælgerjob i en afdeling for herremode. Man bladrer side og læser, at næste del – efterspillet – hedder ”Det hele fortsætter” og første linje: ”Ingenting er slut.”

En gådefuld opbygning af en samtidsroman og en mesterlig udnyttelse af den nye sagligheds stilistiske påklædningsmuligheder. Fallada klædte også mesterligt denne første flipproletar på, og nu har alle danskere mulighed for at se ham blive klædt af. Det sku’ vær’ så godt – og er det.

Hans Fallada: Lille mand – hvad nu? Oversat af Jacob Jonia. 581 sider. 300 kr. Silkefyret