Konflikter i hele verden er spidset til i de seneste par år. Klimakrise, flygtningestrømme, racisme og kvindeundertrykkelse har været på dagsordenen. Det har også fået konsekvenser for den litterære debat. Således er digteren Christina Hagen kommet med kontroversielle politiske, etiske og eksistentielle udtalelser i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ”Jungle”.
Hun peger blandt andet på den racisme og sexisme, som hun mener ligger mere eller mindre gemt i os alle sammen. Også hos de ”gode” og ”rigtige”. Også hos dem, der føler sig ”fejede og prydede”, for nu at tale med evangelisten Lukas’ og gamle Martin A. Hansens ord.
De udtalelser har afstedkommet en diskussion, om forfattere skal tage klar og utvetydig stilling til politiske problemstillinger og konflikter, eller om forfatteren hellere skal fastholde en (selv-)kritisk, åben og tvivlende position. Det er en diskussion, som er vendt tilbage igen og igen siden Georg Brandes plæderede for en litteratur i frigørelsen og fremskridtets ånd i 1870’erne.
Fra den politiske venstrefløj har kravet lydt hos både Hans Kirk sidst i 1920’erne og Hans-Jørgen Nielsen i midten af 1970’erne. At forholde sig apolitisk var i deres øjne også at forholde sig politisk – bare bevidstløst reaktionært.
”Tag parti!”, skrev forfatteren Asta Olivia Nordenhof på sin Facebook-væg som en kritik af Hagens udtalelser i et interview i Dagbladet Information. Og så kørte diskussionen ellers derudad på både de sociale medier og i massemedierne. Kan man stille sådan et krav til en kunstner? Nogle gjorde det tilbage i 1970’erne, hvor den politiske debat spidsede til. De fleste af os, som oplevede 1970’ernes politiske regimente, der strengt bestemte de rette politiske holdninger, ønsker sig ikke tilbage til den tids sort-hvide verdensbillede.
Det var dengang, hvor forfattere som Martin A. Hansen, Henrik Stangerup og Anders Bodelsen blev ekskluderet af det rettroende og gode selskab for deres reaktionære og borgerlige synspunkter. De duede ikke og måtte fejes bort.
Men nu tilhører Nordenhof også en anden generation, som til gengæld har oplevet, at direkte politiske og etiske holdninger helt skulle forvises fra litteraturen. Det æstetiske kom før alt andet og stod over alt andet. At man godt kan få åndenød i sådan et æstetisk rum, er til at forstå.
At man formulerer sig med en så bombastisk og entydig enten-eller-holdning, som Nordenhof gør, er imidlertid ulideligt både eksistentielt, æstetisk og politisk.
Spørgsmålet er, hvordan man kommer ud over dette enten-eller. Hvordan man både kan have politisk og æstetisk kant?
Det korte svar kan man finde i maleren Harald Giersings aforisme: ”Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig.”
Hverken i praksis eller i teorien er der nogen modsætning, fordi den gode kunst under alle omstændigheder også er politisk. Det er den, fordi den til enhver tid vil udfordre de givne æstetiske normer, traditionen og de ”rigtige” meninger. Derimod er den kunst, der bliver dikteret af dogmatiske, politiske meninger, dårlig, fordi den er forudsigelig og ikke rykker ved noget som helst.
Aforismen lyder tilforladelig nok, men den behøver bare ikke altid at være rigtig. Dels kan man for eksempel finde en politisk, eksperimenterende kunst fra 1910’ernes og 1920’ernes Sovjetrusland, som er både vild og spændende. Man kan stadig se den på Tretyakov-museet i Moskva. Dels kan man – hvis man med det politiske også mener en dogmatisk religiøs kunst – nemt finde en god kirkekunst, ligesom der findes salmer af stor kunstnerisk værdi. Og ligesom der findes en kristent farvet litteratur som Martin A. Hansens, der er værd at læse.
Og ligesom man for nylig har kunnet høre Maja Lisa Engelhardt fortælle om sine tanker omkring de billeder af Skabelsen, som hun har malet. Som hun siger, så giver hendes malerier alene mening, hvis de sættes i relation til Bibelens skabelsesberetning. Her er der en tekst før kunsten, og der er på ingen måde tale om et autonomt værk. Alligevel er det kunst, hun skaber.
Vi kommer ikke uden om en politisk diskussion, ej heller en etisk eller religiøs, når vi taler om kunst og litteratur. Det skal vi bestemt ikke være kede af. Det viser blot, at litteraturen også lever i vore dage.
I klummen Liv&Litteratur skriver Kristeligt Dagblads anmeldere Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift om forholdet mellem bøger og eksistens både aktuelt og historisk.