Prøv avisen

Litteraturens politiske forpligtelse blev diskuteret i Christiansborgs baghave

I aftenens panel på Det Danske Akademis offentlige temamøde sad blandt andre Astrid Saalbach (yderst til venstre), Elisabeth Friis, Henrik Nordbrandt, Lone Aburas og Peder Frederik Jensen (yderst til højre). – Alle fotos: Iben Gad.

Har litteraturen en politisk forpligtelse? Dét blev debatteret, da Det Danske Akademi var vært for et arrangement få hundrede meter fra Christiansborg

Snakken summer i den fyldte sal. Ved det fremsatte langbord i enden, hvor paneldeltagerne er ved at finde plads, og rundtomkring på stolerækkerne, hvor publikum i alle aldre allerede har indfundet sig. To fødder tager plads foran bordet med tæerne vendt mod det fremmødte publikum. Snakken stopper, og én enkelt stemme skærer sig ned gennem salen:

”Lille krigsbarn, hvor går du hen?

Mod øst eller vest? Hvor i verden tror du

du finder en ven?

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:

Et hullet tæppe?

En krydsfinerkiste? En redningsvest?

Lille krigsbarn, hvor vil du dø:

Hvor bomberne falder

eller i åben sø?

Lille krigsbarn, hvor vil du hen? Vælg selv. Bare vi aldrig

skal se dig igen”

En klapsalve lyder, da digteren Henrik Nordbrandt har læst de sidste ord op fra sit digt ”Vuggevise” og tager plads blandt de andre forfattere og litteraturkendere i panelet. Digtet skrev Henrik Nordbrandt i 2015 i et tog, der kørte fra Rødby mod København, samtidig med at en stor gruppe flygtninge var i gang med at gennemføre samme rute, bare på gåben – en episode, der siden skulle vise sig at få stor betydning for dansk politik.

At det netop er dét digt, der bliver læst op denne aften, hvor Det Danske Akademi har inviteret til offentligt temamøde på Johan Borups Højskole i København, få hundrede meter fra Christiansborg, hvor folketingsvalget blev udskrevet tidligere på ugen, er ikke helt tilfældigt. For aftenens overskrift lyder: ”Har litteraturen en politisk forpligtelse?”.

I panelet sammen med Henrik Nordbrandt, der også er medlem af akademiet, sidder forfatterne Lone Aburas, Jonas Eika og Peder Frederik Jensen, litteraturlektoren Elisabeth Friis og dramatikeren og akademimedlemmet Astrid Saalbach, mens akademimedlemmerne forfatter Thomas Boberg og lektor i litteratur Marianne Stidsen er aftenens ordstyrere.

Marianne Stidsen er den første, der tager ordet:

”I øjeblikket er der som i 1970’erne stort fokus på, hvad litteratur kan bruges til,” siger værten og taler videre om litteratur som terapi og Syddansk Universitets arbejde med at koble litteratur og sundhedsområdet, mens den brusende lyd af en dåse, der knappes op et sted i salen, agerer underlægningsmusik.

”Andre er snarere optaget af, hvordan litteraturen kan bruges i en politisk sammenhæng,” fortsætter hun, mens de sidste tilhørere træder ind ad døren til salen, hvor mere end 100 mennesker allerede har indfundet sig.

Aftenens store spørgsmål – har litteraturen en politisk forpligtelse? – spiller hun så over til de seks paneldeltagere og Thomas Boberg. Her lyder der syv gange nej – efterfulgt af lidt forskellige varianter af budskabet ”litteratur har ikke pligt til noget som helst andet end at være god litteratur”.

Fra Henrik Nordbrandt lyder opfølgningen på nejet, at litteraturen ikke har pligt til at være politisk, men at det i visse tilfælde alligevel kan være nødvendigt, at en forfatter er politisk. Noget lignende siger den unge forfatter Jonas Eika, der tidligere på året modtog Montanas Litteraturpris. Han mener, at pligt generelt er noget, der ligger meget fjernt fra det at skrive, men at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at være politisk. Og han følges op af Lone Aburas, der følger sit eget ”nej” op med at sige, at man helt generelt ”som menneske har en forpligtelse til at yde modstand mod uretfærdighed”. Der nikkes anerkendende fra stolene i salen.

Og så falder endnu et spørgsmål fra værten Marianne Stidsen: ”I siger alle nej til, at man kan tvangsindskrive litteratur til at være politisk, men mener, at der kan være perioder, hvor det er nødvendigt, den er politisk. Er den tid, vi lever i lige nu, sådan en periode?”.

Elisabeth Friis er hurtig med sit svar: ”Ja, selvfølgelig er den det. Klimaet, den voksende fascisme i Europa og Danmark. Det kalder på modstand – også fra litteraturen,” siger litteraturlektoren fra Lunds Universitet.

Henrik Nordbrandt melder sig også på banen: ”Vi har aldrig været i en verdenssituation, der er så alvorlig, som den vi er i nu,” siger digteren.

”Mener du virkelig det, Henrik?”, springer det med det samme ud af munden på Thomas Boberg.

”Ja, det mener jeg da. Kig på klimaet og arterne, der uddør. Vi har altid haft kriser og folkeslag, der har slået hinanden ihjel, men nu drejer det sig om hele kloden,” siger Henrik Nordbrandt, som følges op af en kommentar fra dramatiker og forfatter Astrid Saalbach:

”Der er en kinesisk forbandelse, der lyder: ’Gid du må leve i interessante tider’, og det må vi sige, vi gør,” siger Astrid Saalbach og får salen til at grine.

10 minutter senere er latteren afløst af akavet stilhed og rynkede øjenbryn. Panelet forstår ikke helt meningen med de spørgsmål, der bliver stillet, og når de så markerer og alligevel forsøger at svare på spørgsmålene, når samtalen at gå i en anden retning, før det bliver deres tur til at tale. Svarene stikker i alle retninger, og emnerne er mange: Klima. Flygtninge. Postkolonialisme. Racisme. Sverige. MeToo. Marxisme. USA. Folketingsvalget. Kunststøtte. Aktivisme. Universitetspensummer. Betydningen af ”strukturelle problemer”. Censur.

Publikum prøver at følge med, men deres småsnakken og kommentarer, der falder mellem sæderne, vidner om, at det er svært. De er ikke alene.

”Jeg er blevet forvirret af den her diskussion,” siger Henrik Nordbrandt og tager debatten i en ny retning – tilbage til Anden Verdenskrig, den danske modstandsbevægelse og PH, for her kan han finde eksempler på litteratur, der har taget en politisk forpligtelse på sig.

PH, Poul Henningsen, skrev blandt andet teksten til revyvisen ”Man binder os på mund og hånd”, der var en protest mod den tyske besættelsesmagt, men var skrevet så elegant, at den omgik censuren.

”Der er tilfælde, hvor kunst går på kompromis med kvalitetskrav, fordi der er noget, der skal gøres,” siger han og tilføjer, at Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen i hans øjne også er politisk litteratur.

Fra Elisabeth Friis lyder det, at værker måske ikke er skrevet som politiske, men bliver politiske af at blive forstået politisk.

Omkring pausen, hvor plasticglas fyldes med vin, og luft trækkes ind under de kulørte lamper i gården ved Johan Borups Højskole, bliver samtalen ledt hen imod forfatterne i panelets egen litteratur og det politiske i den.

Vi kommer forbi Lone Aburas’ ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, der italesætter den racisme, Aburas’ ser, og som Marianne Stidsen kalder et politisk skrift, og omkring Jonas Eikas debutroman ”Lageret Huset Marie”, som forfatterkollegaen Peder Frederik Jensen fra sin plads i panelet ikke bare roser for at være godt skrevet, men også for at ”portrættere den politiske virkelighed”. Debatten er tilbage på sporet.

Publikum får lov til at få ordet, inden aftenen helt er slut. Mikrofonen rækkes til en forvaltningsstuderende fra Roskilde Universitet og når også forbi professor Per Øhrgaard, der er ét af de medlemmer fra Det Danske Akademi, som har taget plads blandt publikum denne aften. Det har blandt andre også medlemmerne Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen samt forfatter Hanne Marie Svendsen, der ikke er medlem af akademiet, men sidste år modtog akademiets særlige hæder, Selskabets medalje.

De sølvfarvede visere på det sorte ur ved indgangen til lokalet viser, at de to timer, der var sat af til arrangementet, og et par ekstra minutter nu er gået. En sidste klapsalve lyder, og aftenen er officielt slut. På vej ud i aftenmørket når digteren Søren Ulrik Thomsen, der er sekretær for Det Danske Akademi at svare på et par spørgsmål om det netop overståede ”offentlige temamøde”, som akademiet kalder det.

”Vi har holdt flere offentlige arrangementer, men det er noget, vi gerne vil gøre mere af,” siger Søren Ulrik Thomsen og tilføjer, at han derfor er glad for at se, at så mange er mødt op.

Og til spørgsmålet om, hvorfor valget netop er faldet på litteratur og politik som tema, lyder svaret:

”Der er mange af de unge forfattere, for hvem forholdet mellem politik og æstetik er vigtigt, og det er det sådan set også i min alder. Derfor skal man debattere det,” siger han.

Debatten om litteraturens politiske forpligtelse fortsætter udenfor, hvor mørket er ved at lægge sig over både højskolen og Christianborg, der kun er adskilt af en kanal.

Over 100 mennesker, unge som gamle, var mødt op til arrangementet på Johan Borups Højskole i København.
I centrum for arrangementet var (fra venstre til højre) Astrid Saalbach, Elisabeth Friis, Henrik Nordbrandt, Jonas Eika, Lone Aburas, Peder Frederik Jensen, Thomas Boberg og Marianne Stidsen.
Lektor i litteratur ved Københavns Universitet Marianne Stidsen var aftenens vært.
Digteren Søren Ulrik Thomsen er sekretær for Det Danske Akademi – en post, der på trods af titlen snarere svarer til en formandspost.
Henrik Nordbrandt åbnede Det Danske Akademis offentlige temamøde med oplæsning af sit digt ”Vuggevise”.
Arrangementet på Johan Borups Højskole fandt sted fra klokken 19.30 til 21.30. I pausen blev der trukket luft under kulørte lamper i gården.