Prøv avisen

Der er eftertanke i litteraturen - på de sociale medier løber snakken løbsk

"De sociale medier er forfærdelige at læse. Jeg bliver fuldstændig svimmel af at læse, hvad der står der. Men i litteraturen synes jeg, at man mærker, at der er mere eftertanke," sagde Jørgen Leth ved aftenens arrangement. Foto: Daniel Øhrstrøm

Bogen er stadig det bedste bolværk mod den konstante banalisering af alting på de sociale medier, mente både Gyldendals litterære direktør og flere forfattere til forlagets efterårsreception

”Er der en læge til stede?” råber en kvinde til Gyldendals efterårsreception. Stemmens alvor trænger igennem det verbale dansegulv af dygtige sætningssolister i Gyldendals brostensbelagte gård.

Her er som sædvanligt tætpakket med forfattere til alle slags bøger om alle slags emner. Så selvfølgelig er der – heldigvis – også en læge til stede. Det er tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, der træder til og hjælper enkvinde, der har fået et ildebefindende. Hun bliver hjulpet ud, mens samtalerne langsomt genoptages.

En time tidligere er det forlagets litterære direktør, Johannes Riis, der med sin traditionsrige tale får alle de ordrige mennesker til at tie.

Talen handler om, hvordan ”en todimensional tv-, twitter- og socialmedie-virkelighed” afføder et mere og mere forenklet og primitivt sprog, mens bogen stadig er det bedste bolværk mod banaliseringer af alting:

”Ved at læse bøger kan vi tilegne os et sprog og en begrebsverden, der rækker ud over skærmens. For vi kan ikke nøjes med det sprog, magthaverne og medierne betjener sig af og gerne ser os stille os tilfredse med. Det sprog er ikke tilstrækkeligt, det reducerer vores evne til at opfatte virkeligheden, det gør den mindre, end den er, gør os dummere og lettere at manipulere med og føre bag lyset. Vi har brug for et større sprog,” siger Johannes Riis og peger igen på litteraturens sprog som den bedste medicin mod overfladiskhed.

”Litteraturen kan få os til at udvikle vores sans for nuancer og mangetydighed, for menneskelig mangfoldighed, gøre os interesserede i det, vi ikke kender, være med til at gøre os mere opmærksomme på vores omverden, herunder politisk ruste os mod manipulation og overgreb.”

Han advarer samtidig imod at reducere litteratur til debatindlæg og meninger, som hurtigt kan affejes eller udskammes af ”litteraturens linjevogtere”.

”De vil ikke gøre noget godt for kunsten, de vil forlange den spændt for deres egne forestillinger om godt og ondt, og de vil bane vejen for andre linjevogtere med andre dagsordener; men litteraturen skal stimulere vores nysgerrighed, give os lyst til at få indblik i det fremmede, den skal åbne og udvide verden for os, ikke lukke og slukke for den.”

Shakespeareoversætteren Niels Brunse nikker undervejs, og selv har han heller ikke svært ved at finde ord for, hvordan litteraturens sprog adskiller sig fra det hurtige sprog på de sociale medier:

”Litteraturens sprog kan det hele – andre sprog kan kun dele af det hele,” siger Niels Brunse kort og hårdt som et fyndigt facebook-opslag.

Digteren Pia Tafdrup er enig i Johannes Riis’ diagnose af sproget i vores digitale tid.

”Jeg synes, at Johannes har fuldstændig ret i, at litteraturen, både prosaen og poesien, er en meget mere gennemarbejdet og gennemreflekteret form for sprog end den, man finder på blogs og Facebook, hvor man skal reagere og tænke hurtigt. Det giver sig selv, og derfor er det også to vidt forskellige genrer at arbejde i. Man ved godt, når man læser blogs, at det er gået hurtigt, mens det er noget andet, der sættes i gang med litteraturen. For den lægger op til, at man skal ned i tempo. Det er meget vigtigt i det her samfund, at vi af og til læser noget meget langsomt,” siger Pia Tafdrup og tilføjer, at hun selv i øjeblikket er kommet givende langt ned i tempo ved at læse Stefan Zweigs klassiker ”Verden af i går”.

”Litteratur kræver tid, men det sætter også så mange flere tanker i gang hos den læsende. Og sådan får man også et nyt sprog, når man læser,” siger hun.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl er enig:

”Det at skrive skønlitteratur handler jo om, at man bemægtiger sig samfundets fælles sprog og bruger det til et helt personlige formål, nemlig til at prøve at finde ord for det, som man knap nok kan udtrykke, fordi det knytter sig til noget helt eksistentielt og personligt. Men så giver man det sprog tilbage igen, idet man udgiver det. Og det vil sige, at man i bedste fald beriger det fælles sprog med et sprog, der ikke handler om at være for eller imod topskat, men som handler om, at livet er større og rigere. Og den rigdom og storhed findes jo kun i det enkelte menneske. Det er derfor, at litteraturen er vigtig. For den er en kanal til, at vi forstår, at vi alle sammen rummer et univers,” siger han.

Digteren og filmskaberen Jørgen Leth står ved siden af og lyser op i et smil, da han ser Weekendavisens Hans Mortensen gå forbi:

”Tak for dine artikler. Jeg læser dig hver uge, det er som en roman, der fortsætter,” siger han til journalisten, inden Jørgen Leth tager sig tid til at svare på, hvordan han synes, at litteraturens sprog adskiller sig fra sproget på de sociale medier.

”Der er en himmel til forskel. Det synes jeg, at der er. De sociale medier er forfærdelige at læse. Jeg bliver fuldstændig svimmel af at læse, hvad der står der. Men i litteraturen synes jeg, at man mærker, at der er mere eftertanke. Det lyder banalt. Men det er en vigtig ting. Jeg skriver selv meget impulsivt. Det kan man også se på min sidste bog. Den er meget impulsivt skrevet. Men der er alligevel et filter, som sorterer tingene. Og det er et filter, som man har hver især som forfatter. Jeg har det i hvert fald som forfatter. Jeg ville på ingen måde kunne deltage i en diskussion på de sociale medier. Jeg kan ikke holde banaliseringen af enhver samtale ud, og det er det, der sker på de sociale medier. Det er en banaliseringaf alting, og det er rædselsfuldt. Bare det at læse kommentarfelterne under en artikel er rædselsfuldt. Så bliver man forstemt og tænker, at det går dårligt i verden, når folk kan synke ned på det plan,” siger Jørgen Leth og tilføjer:

”Jeg synes i det hele taget, at snak er overvurderet. Som for eksempel her,” siger han og griner, mens han lader blikket glide henover alle de andre forfattere, der står og nipper til deres hvidvin mellem deres egne sætninger:

”Jeg bliver meget udmattet af at skulle snakke med så mange mennesker. Snak er meget overvurderet. Smalltalk siger mig ikke meget. Når jeg sætter mig i toget, vil jeg helst sidde på en hvileplads og helst ikke snakke med nogen. Jeg er også tit på restaurant alene for at undgå at snakke med nogen. Og på samme måde er det med så meget andet. Man må opsøge det stille rum. Det er klart, at jeg godt kan lide at snakke med mine venner og min familie men kun til en vis grænse. Men på de sociale medier løbersnakken løbsk.”

Er bogen så en måde at udvide det stille rum?

”Ja, det synes jeg godt, at man kan sige. Og sådan kan det også være at skrive. Jeg føler i hvert fald tit anledning til at skrive noget ned. Jeg skriver meget noter, og det er noter om livet,” siger han, inden der kommer en ny forfatter hen til ham for at snakke.