Der går et sus gennem litteraturhistorien. Et vingesus. Ingen metafor har gennem alle tider så bogstaveligt og yndefuldt udtrykt vores længsel, sorger, glæder og forhåbninger som fuglen. Fuglen, der sidder stum bag kvist, som hverken har kuffert, billet eller penge, som løfter hjertets vinger, og som finder et frø, selv hvor bønder af hunger dø.
LÆS OGSÅ: Brorson ser med hjerte
Så selvom digteren Thomas Boberg engang har sagt, at der er for meget fjerkræ i dansk litteratur, er der ingen vej udenom. Fuglen er for længst landet i poesiens blå blomst! Og hvornår er det mere passende at give den sit uforbeholdne kvittevit end netop nu, hvor der er fuglestemmer alle vegne, og hvor det kun er få uger siden, vi langt, langt om længe for første gang hørte den skønneste stemme af dem alle: solsortens forårsdybe mol.
Jeg indrømmer det gerne. Alle fugle har min kærlighed, både de biologiske og de lyriske. Det kommer ikke an på det. Selv skaden kan have sine smukke øjeblikke. Sådan tror jeg også, forfatteren Louis Jensen havde det, da han i 1988 skrev den fabulerende roman Tusindfuglen og i et kapitel nævnte samtlige danske fuglearter ved navn (til sin ærgrelse glemte han skovspurven. Den kom med i næste bog!). Senere flyver ikke tusind, men dog hundrede hvide fugle lige ind i en af hans legendariske firkantede historier. Hver fugl bærer på sin helt egen historie, skrevet med ét sort bogstav på hver fjer.
Fugle repræsenterer en følelse i os, vi ellers intet ord havde for. Og det er vingerne, der gør det. For heri består jo forskellen: De kan flyve, det kan vi ikke! Derfor må de på deres spinkle krop bære alle vores længsler om frihed og uafhængighed. Om nærvær og nøjsomhed. Om det ubekymrede svæv mellem skyerne, hvor hver dag har nok i sin plage.
Digteren Morten Sønder-gaard har for nylig udgivet en digtsamling med den eftertænksomme titel: Fordele og ulemper ved at udvikle vinger. Her er vingerne foldet ud og foldet sammen som askegrå antipoler og svimlende muligheder bag dagens åndedræt. Der er afstand: Jeg længes/ efter at se/ som et dyr ser; men der er også møder. I erotikken er fuglene forvandlet til læbegaver og svulmelegemer. Og i sproget kan befrugtningen ske, når en musvit mirakuløst flyver igennem sætningerne og lægger æg i et punktum.
Alle fugle bærer en historie. Men ingen står så stærkt som solsorten. Bare navnet. Solen, der bliver mørk af lys. Vi ophøjes og nedbøjes, eller vi ser det flimrende dække af stærevinger hen over marsken: sort sol. Så selvom Vibeke Vasbo for nogle år siden kaldte en af sine romaner Der mangler en sang om solsorten, er det bare ikke sandt. De findes alle vegne!
Lad mig tillade mig at forbigå Rifbjergs og Johannes V. Jensens store solsortedigte. Ligesom Beatles sang Blackbird altid ligger på tungespidsen. Lad mig i stedet nævne Per Højholts programdigt Den tydelige solsort fra 1977, der i modsætning til Morten Søndergaards æg handler om en usentimental og benhård adskilthed mellem os og naturen: En solsort kom flyvende/ inde fra tågen/ den sidder her nu/ og synger i en våd bjergfyr/ om lidt flyver den tilbage/ til naturen.
Men adskilthed holder så kort. Og en ny solsort er allerede landet: dybt i krøllerne på en ung pige, der ekspederer på en Shell-tank et sted i det nordjyske og med sur mund rækker en lighter hen over disken. På Allan Olsens nye cd, Jøwt, der i første omgang ikke udkom en centimeter syd for Limfjorden, har han skænket denne pige med det solsort-sorte hår en uforglemmelig hymne. Det er lastvognspoesi og nikotinfarvet inderlighed, så ikke bare solsorten, men alle hjertets fugle synger med!
Så stærk er fuglen som metafor, at den også kan vendes på hovedet. Alt for mange fugle på en gang skræmmer os nemlig fra vid og sans. Det er frihedens død, det er næb, der hakker i hovedbunden, det er levende kvælning ved højlys dag, det er sort uden sol. Tænk på Hitchcocks foruroligende film Fuglene eller Charlotte Weitze nye, næsten grotesk fobiske fugleroman Harzen-sanger.
Altså én fugl ad gangen. Så vi ikke bliver bange for al den frihed. Eller endnu bedre: en fugl, en mand og en kvinde. Som i dette lille digt af den amerikanske lyriker Wallace Stevens, som Inger Christensen citerer i sin første samling, Lys, og bør læses i en eneste indånding:
A man and a woman/ Are one/ A man and a woman and a blackbird/ Are one.
I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og
Lars Handesten hver lørdag på skift om bøger og eksistens både historisk og aktuelt