Litteraturfestivalen Ordkraft er helt sin egen

Aalborg er for alvor kommet på det litterære danmarkskort. I morgen åbner litteraturfestivalen Ordkraft for syvende gang og er med til at forvandle Aalborg fra industri- til kulturby

Arrangørerne af Ordkraft forventer 8000 besøgende i weekenden og drømmer ikke om at vokse meget mere. 10.000 er, hvad der maksimalt er plads til i det tidligere kulkraftværk i Aalborgs centrum. Her ses litteraturinteresserede ved sidste års festival.
Arrangørerne af Ordkraft forventer 8000 besøgende i weekenden og drømmer ikke om at vokse meget mere. 10.000 er, hvad der maksimalt er plads til i det tidligere kulkraftværk i Aalborgs centrum. Her ses litteraturinteresserede ved sidste års festival. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Når man færdes i Aalborg, er det mest synlige bevis på byens forvandling fra industriby til kulturby, at de rygende skorstene er skiftet ud med livlige, pulserende kulturhuse. Særlig synligt er skiftet i det tidligere kulkraftværk Nordkraft på havnen, der i rustik Berlin-stil er bygget om til kulturhus, og hvor der i den kommende weekend holdes litteraturfestival.

Da Ordkraft så dagens lys for syv år siden, var det egnens første større bogfestival, og ingen kunne dengang forudsige, at Ordkraft skulle bide sig fast til at blive en årligt tilbagevendende begivenhed med 7000-8000 besøgende. Men det har den gjort, og alene det faktum, at Aalborg nu har en litteraturfestival med sin helt egen profil, er med til at definere den nordjyske hovedstad som en storby. Det siger Gertrud Jørgensen, der er professor i byplanlægning på Københavns Universitet.

”Kultur er lokomotiv i rigtig meget byudvikling, og sådan er det også i Aalborg. Aalborg er blevet en storby,” fastslår hun.

Aalborgs indbyggertal vokser støt. Et fire-cifret antal nye aalborgensere kommer til hvert år, og byens borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), kunne for nylig bekendtgøre, at byen i fjerde kvartal af 2016 nåede op på den højeste beskæftigelse nogensinde. Med arbejdspladserne og befolkningstilvæksten følger kulturen – og omvendt.

Men selvom litteraturfestivalen Ordkraft derfor også har et naturligt vækstpotentiale, har arrangørerne ingen planer om, at den skal have vokseværk. Ordkraft skal ikke være Nordjyllands svar på BogForum i København.

”Vi forventer, at 8000 mennesker vil besøge os i løbet af weekenden, og det er fint, for vi har ikke noget behov for at blive meget større. 10.000 er vores smertegrænse, flere kan vi simpelthen ikke være.”

Det siger bibliotekar Ove Hesselbjerg Rasmussen, der er projektleder for Ordkraft.

Han lægger desuden vægt på, at Ordkraft fortsat skal være en redaktionelt ledet festival, der selv bestemmer, hvilke forfattere der skal deltage.

”Forlagene er velkomne, og vi har et mindre udstillingsområde med forlag og boghandlere, men generelt er vi ikke interesserede i en stor skov af salgsboder. Det vigtigste for os er, at vi kan blive ved med at forny og forbedre os på det indholdsmæssige,” siger han og fortæller, at det blandt andet er vigtigt for festivalen at slå et slag for den eksperimenterende litteratur og for ord i forbindelse med andre genrer.

Det sidste sker eksempelvis på Nordkrafts scene Skråen, hvor der er poetry slam, og i Nordkrafts biograf Biffen, hvor forfattere knytter ord og film sammen. Et helt usædvanligt forfattermøde kommer i år til at finde sted i en sauna, hvor en nøgen Morten Ramsland vil læse op foran et lige så nøgent publikum. Forfatteren og litteraturfestivalens arrangører er interesserede i at udforske, hvad der sker med en oplæsning, hvor hverken forfatter eller publikum kan gemme sig under tøjet. Bliver det mon for mærkeligt? Eller bliver publikum i højere grad i stand til at sanse teksten fra Ramslands nye roman ”Æg”?

Det var forfatteren og komponisten Evanthore Vestergaard, der i 2010 fostrede idéen om en litteraturfestival i Aalborg, og festivalen har nu fået så meget fodfæste, at den kan skaffe 1,2 millioner kroner ud over det faste tilskud på 400.000 kroner fra Aalborg Kommune. Et ægtepar har besluttet at donere 100.000 kroner til Ordkraft med den eneste klausul, at de ikke vil have deres navn frem. Den gestus glæder Ove Hesselbjerg Rasmussen, for den viser, ifølge ham, noget om opbakningen og den positive opmærksomhed, som Ordkraft skaber om Aalborg og Nordjylland.

”Vi kan mærke, at vi stille og roligt bliver tydeligere i litteraturbilledet i Danmark,” siger han.

Ifølge Henrik Broch-Lips, der er leder af Kunsthal Nord, som også holder til i Nordkraft og huser to af Ordkrafts arrangementer, er et af nøgleordene i Aalborgs succes som kulturbysamarbejde. På kommunens initiativ mødes alle byens kulturledere tre-fire gange om året for at drøfte, hvordan de kan støtte og inspirere hinanden.

”Det er ret meget anderledes end andre steder og betyder, at vi ikke føler os som konkurrenter, men mere som kolleger, der med fordel kan samarbejde om projekter, som alle kan få glæde af,” siger han og fortsætter:

”I Aalborg forstår man kulturbegrebet meget bredt, og man tør eksperimentere og tage chancer. Et godt eksempel er ’kultur på recept’ til stress- og angstramte borgere.”

Peter Stein Larsen, der er professor på institut for kultur og globale studier på Aalborg Universitet, ser Aalborgs succes som en tydelig modbevægelse til Københavns selvbestaltede idé om at have monopol på kultur.

”Aarhus og Aalborg har tidligere haft svært ved at synliggøre sig på det kulturelle Danmarkskort, men det er der heldigvis lavet om på. Det københavnske monopol er brudt op. Det er til alles bedste, fordi det fordrer en større mangfoldighed. Aalborg er i særdeleshed spændende i disse år med sin kursændring fra beskidt arbejderby til videns- og uddannelsesby. Kultur tiltrækker folk, og langt de fleste af det stigende antal akademikere, der arbejder i byen, bor her også. Det er forståeligt, for Aalborg har virkelig masser at byde på,” siger han.