Litteraturfestval i modsætningernes tegn

Den aarhusianske litteraturfestival Vild med Ord er for alvor klar til at stå på egne ben. Under temaet ”Modsætninger” begynder i aften tre dages program med fokus på litterære møder og bøgernes indhold.

Festivalen har også som mål at bringe litteraturen i selskab med andre genrer. Det sker på åbningsaftenen, hvor forfatteren Jørgen Leth er i selskab med musikerne Frithjof Toksvig og Mikael Simpson i ”Vi sidder bare her”. Billedet her er fra Vild med Ord i 2012.
Festivalen har også som mål at bringe litteraturen i selskab med andre genrer. Det sker på åbningsaftenen, hvor forfatteren Jørgen Leth er i selskab med musikerne Frithjof Toksvig og Mikael Simpson i ”Vi sidder bare her”. Billedet her er fra Vild med Ord i 2012. .

Den aarhusianske litteraturfestival, arrangeret af foreningen Vild med Ord, har levet en lidt omtumlet tilværelse, siden den så dagens lys i 2009. Den har blandt andet i en årrække været en del af Aarhus Festuge, men det samarbejde er nu ophørt, og Vild med Ord er for alvor klar til at stå på egne ben. Under temaet ”Modsætninger” begynder i aften tre dages program med fokus på litterære møder og bøgernes indhold.

”Vi vil gerne være dem, der præsenterer forfattere og forfatterskaber frem for at være dem, der sælger bøger. Derfor lægger vi vægt på, at Aarhus Litteraturfestival netop er en litteraturfestival og ikke en bogmesse,” siger Jørgen Jørgensen, der er projektleder på begivenheden.

Han understreger, at Vild med Ord er en non-profit forening, hvor hjertet, initiativet og drivkraften kommer fra op mod 300 frivillige.

I temaet ligger blandt andet, at det, som ord kan, står i modsætning til det materielle, men festivalen har også som mål at bringe litteraturen i selskab med andre genrer. Det sker på åbningsaftenen, hvor forfatteren Jørgen Leth er i selskab med musikerne Frithjof Toksvig og Mikael Simpson i ”Vi sidder bare her” og under fredagens program, hvor der både er film, sprogforskning og litteraturquiz på programmet.

Også programpunkter som Ord i Mørket og Fortællinger, fiktion og lystløgneri lægger op til at bruge litteraturen på andre måder end den traditionelle oplæsning.

Vild med Ord gennemføres for første gang som et forårsprojekt, og det er, ifølge Jørgen Jørgensen, fordi litteraturfestivalen gerne vil på tidsmæssig afstand af blandt andet BogForum i København og andre store bogmesser i Europa.

”Der er især i efterårsmånederne stor konkurrence om de store forfatternavne, derfor har vi valgt at flytte Vild med Ord til maj,” siger han.

Det betyder, at der kun er gået et halvt år, siden den seneste Aarhus Litteraturfestival, der blev besøgt af cirka 1500 publikummer.