Klaus Rifbjergs død har aktualiseret diskussionen om de store digtere og deres eftermæle. Disse diskussioner er altid interessante, fordi de rummer store lidenskaber og samtidig er stærkt spekulative. Vores håb hænger nok sammen med det, vi selv bedst kan lide, og vi håber da på en fremtid, der imødekommer vores præferencer. Selv holder jeg af at hygge mig med den forestilling, at nogle af de litterære realister, der i perioder har været mindre fejrede i skyggen af Rifbjerg, vil vise sig mere langtidsholdbare, end man lige skulle tro.
I fremtiden vil man nemlig interessere sig for fortiden forstået som fortid og derfor også for litteratur, der afspejler livsvilkår og måske er ”plugget ind” på nogle af de skelsættende begivenheder i det 20. århundrede, som alt andet lige har indeholdt så mange dramaer. Omvendt vil man måske ikke interessere sig så meget for ”eksperimenterende” litteratur. Man kan tænke, at man har den bedre selv, eventuelt i regi af medieteknologier, vi i dag ikke kan forestille os. Exit alt det, en kritiker som Lars Bukdahl kan lide bedst, for nu at sige det lidt hårdt.
Det er meget svært at vurdere, hvor stor Klaus Rifbjerg vil blive i eftertiden. Men i min tid (jeg er fra 1956 ligesom Lars Handesten, der skrev avisens nekrolog forleden) har han været næsten ufatteligt stor, forstået på den måde, at han ikke kun var forfatter, men et fænomen, en allestedsværen, en magtfaktor. Alle andre danske forfattere i min levetid har primært været forfattere. De kan så hver især have haft deres overbygninger af noget andet, en særlig aura. Men Rifbjerg er den eneste, hvor forfatterskab og fænomenal allestedsværen reelt ikke lod sig skille ad. Gik man på Bakken i 1966, kunne man møde et skilt, der reklamerede for ”Striptease a la Rifbjerg”. Jeg husker al virakken omkring hans skælmeroman ”Marts 70”. I samme periode skrev han også en interaktiv ”lytterroman” i DR. Hundrede andre eksempler kunne nævnes.
Rifbjerg var, også som person, karismatisk og rum-udfyldende; han gjorde sig til altings målestok, hvor han gik og stod. ”Larger than life” og derved skikket til at inkarnere et helt tidsskifte, som man blandt andet kunne læse i Bo Bjørnvigs erindringsessay i Weekendavisen for nylig om, hvordan Rifbjerg købte digteren Thorkild Bjørnvigs gamle sommerhus i Kandestederne omkring 1960 og gjorde alting nyt.
At Rifbjerg på en måde var selve tiden, gjaldt mest udpræget fra de tidlige år til en gang op i 1970'erne.
Men han blev ved med at fylde meget, i kulturens magtbastioner som Gyldendal og Det Danske Akademi, i uddannelsessystemet og i debatten, hvor han ikke valgte den tilbagetrukne og let gådefulde position, men tværtimod som en lurende tordengud slog ned med polemik og hån mod selv de mindste ånder, der kunne vove at udæske ham.
Den frenetiske udgivelsesaktivitet kan minde lidt om Bob Dylan, en global, mytologisk skikkelse, der heller ikke har valgt retræten og gådefuldheden, men bare er blevet ved og ved. Det gælder i øvrigt for fans af begge, at de aldrig hører op med at længes efter nye mesterværker, der er på højde med de tidlige fra de mytologiske år. Ofte ved en ny bog af Rifbjerg kunne man være i tvivl, om den blev talt op til noget, den ikke var.
Truslen mod Rifbjergs eftermæle er ikke hans politiske rolle i debatten. Den vil blive vasket væk eller højst blive betragtet som et krydderi på forfatterskabet. De enormt mange udgivelser er heller ikke et problem, hvis blot fire-fem værker vil vise sig ”ikoniske”. Det spændende er, hvad tidens gang vil stille op med Rifbjerg som det her specielle forfatterfænomen, inkarnationen af en bestemt vending i den historiske tid, uomgængelig for os, der oplevede det, men måske svært at forstå for efterslægten, der ikke nødvendigvis vil blive slået omkuld af en studenterrevy som ”Gris på gaflen” fra 1962.
Måske er den tidsvending, Rifbjerg inkarnerede, ikke så interessant i fremtidens store billede, og den allestedsværen, der støttede forfatterskabet i hans levetid, kan da blive den største trussel mod det litterære eftermæle. Fordi han i så høj grad var tiden, forsvinder han også med den. Måske. Han bliver i hvert fald ikke så stor, som han var. Men mindre kan bestemt også gøre det, for det andet var næsten for meget.