Litteraturhistoriker på pletten

Anne-Marie Mai har skrevet en original og inciterende historie om dansk litteratur

Anne-Marie Mais litteraturhistorie er særdeles velskrevet. En saglig og klar sprogføring karakteriserer hele fremstillingen, der dog også er krydret med små sproglige gags. --
Anne-Marie Mais litteraturhistorie er særdeles velskrevet. En saglig og klar sprogføring karakteriserer hele fremstillingen, der dog også er krydret med små sproglige gags. -- Foto: Søren Bidstrup.

Når Anne-Marie Mai udgiver de to første bind af en trebindslitteraturhistorie med titlen "Hvor litteraturen finder sted", vil man umiddelbart spørge, om ikke markedet for værker inden for denne genre er mættet, hvis man betænker, at der inden for de sidste årtier er kommet en sværm af danske litteraturhistorier.

Man møder således på uddannelsesinstitutioner og mange andre steder den "røde" 5-binds "Dansk litteraturs historie" (2006-09), den "grønne" 9-binds "Dansk litteraturhistorie" (1983-85), et par bind af Pil Dahlerups "Dansk litteratur" (199, "Hovedsporet" (2005), "litteraturDK" (2009) samt de lidt ældre, men meget udbredte, gymnasiale lærebøger "Litteraturhistorier" (1996), "Litteraturens veje" (1996) og "Litteraturens stemmer" (1999).

Jeg vil imidlertid hævde, at Mais litteraturhistorie trods den trængte plads udfylder et tomrum. Den er både original og konsekvent i sit anlæg og appetitvækkende i sin form. Ideen bag "Hvor litteraturen finder sted" er, som titlen angiver, at lade en række lokaliteter, hvor litteraturen har udfoldet sig, fungere som knudepunkter for den litteraturhistoriske fortælling. Disse litteratursteder er i det første bind, der omfatter tiden frem til 1800, katedralskolen, herregården, hoffet og akademiet, mens det i det andet bind, der omhandler det 19. århundrede, er præstegården og den litterære salon.

Lyder det som en snæver fokusering, er det langtfra tilfældet. Tværtimod er de litteraturhistoriske beretninger, som Mai får sat i spil, fyldte med interessante, relevante og mangetydige forbindelser mellem forfatterskaber, værker og kulturelle fænomener.

Mais greb med at koncentrere sin beretning om en række "locations" har adskillige fordele. Hun har således fundet en gylden middelvej mellem den "grønne" litteraturhistories ikke altid lige relevante beskæftigelse med økonomiske konjunkturer og arbejdsløshedstal og den "røde" litteraturhistories lidt konservative og ufleksible fokus på forfatterskabet og digterportrættet som kategorier.

Der foretages i Mais værk bestandigt koblinger mellem specifikke litterære forhold og kulturelle kontekster. Derudover er der en diskuterende dimension i værket, hvor der fremlægges forskellige bud på, hvad man for eksempel skal forstå ved litteraturhistoriske begreber som renæssance, barok, romantik og romantisme, og hvor det hele tiden overvejes, hvilken betydning og status fortidens forfatterskaber og værker kan have i dag. Det er den slags, man har brug for, hvis man skal have de yngre årgange til at interessere sig for den ældre litteratur, hvilket, som Mai i et metodisk efterskrift i værket påpeger, er et særdeles påtrængende problem.

Lad mig give et par eksempler på, hvilken type af betragtninger, der gør "Hvor litteraturen finder sted" til interessant og øjenåbnende læsning.

Vi får for eksempel at vide, at noget så støvet som renæssancens adeliges breve til kongen ud fra en moderne optik kan læses som raffinerede spil "mellem fakta og fiktion" og som glimrende "prosalitteratur".

Vi præsenteres for indgående diskussioner af, hvorfor forfattere som Leonora Christina, Staffeldt og Blicher har været vurderet forskelligt i den litterære offentlighed gennem tiderne. Og vi får rammende og præcise bud på, hvad der adskiller Ewalds, Oehlenschlägers og Grundtvigs brug af den nordiske mytologi i deres digtning.

Endelig er det værd at bemærke, at "Hvor litteraturen finder sted" er særdeles velskrevet. En saglig og klar sprogføring karakteriserer hele fremstillingen, der dog også er krydret med små sproglige gags, som når der tales om "Anders Sørensen Vedels humanistiske knowledge-lab" i Ribe, om folkevisen "Niels Paaskesøn og Lave Brok", hvor Lave bliver rigtig sur, fordi Niels "er på powershopping i Randers og ikke i København og varetage Laves interesser", eller om hvordan Oehlenschläger i litteraturhistorien ofte bliver fremstillet som en ung mand, der gjorde en "flot om end lidt selvfed kulturkarriere".

Efter at have læst Anne-Marie Mais to bind af "Hvor litteraturen finder sted" er der kun en ting, man helt sikkert savner, nemlig det sidste bind, der omfatter det 20. århundrede. Det kommer, forlyder det, til næste år, og de litterære steder for denne periode er angiveligt bladhuset, metropolen og internettet. Har dette bind samme kvalitet som de to første, er der noget at glæde sig til.

kultur@k.dk

Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted. Bind 1: Fra Guds tid til menneskets tid 1100-1800. Bind 2: Længslens tidsaldre 1800-1900. 776 sider. 650 kroner. Gyldendal.