Prøv avisen

Litteraturkanon med løst krudt

Forhenværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), øverst, og nuværende undervisningsminister Christine Antorini (S), nederst, er begge meget overraskede over, at flere lærere ikke underviser efter de bindende mål. Men de burde vide, at modstanden mod hele kanontankegangen er massiv i undervisningssektoren, skriver Lars Handesten. – Foto: .

Danske lærere kan gå igennem hele deres skole- og seminarietid uden at læse en linje af Holberg eller Peter Seeberg. Derfor er der så stor modstand mod den danske litteraturkanon, der igen er til debat

I sidste uge kom der igen gang i kanondebatten. Det skete, da det her i avisen kom frem, at overordentlig mange lærere ikke underviser i den kanon, som Folketinget har bestemt, at de skal. Politikere fra De Konservative og Dansk Folkeparti var med det samme ude at lufte deres forargelse over lærerne. Den forhenværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) var desuden skuffet over, at lærerne ikke vil være med til at undervise i den obligatoriske kanon. Og vores nuværende undervisningsminister, Christine Antorini (S), var overrasket over, at flere lærere ikke underviser efter de bindende mål.

STORT TEMA: Kulturkanon

Men politikerne burde være forargede over sig selv. Og ministrene burde hverken være skuffede eller undre sig. For denne misere var til at forudse, fordi der aldrig var politisk vilje til at gøre, hvad der var nødvendigt, for at de gode hensigter om at give vores fineste litteratur videre til nye generationer kunne føres ud i livet.

Hvis man troede, at det bare ville ske af sig selv, fordi man nu engang havde besluttet det i Folketinget, så har man været mere end tilladeligt blåøjet.

Der var og er en indædt modstand mod hele kanonprojektet blandt både lærerne i folkeskolen, på seminarierne og på universiteterne. Der var og er adskillige, som stadigvæk ikke har forstået, at de bindende krav til tekstvalget ikke er ensbetydende med, at lærerne har fået frataget deres metodefrihed. Lærerne må undervise i tekster af de kanoniske forfattere, præcis som de finder fagligt forsvarligt og givende.

Desuden var og er der stadigvæk en udbredt uvidenhed om det stof, der skal undervises i. Og det er her, at det helt store problem er at finde. Der er lærere, der muligvis ved noget om, hvordan man kan undervise i litteratur, men de aner i bund og grund intet om Holberg eller Seeberg, eller hvem det nu måtte være. De kan have gået igennem hele deres skolegang og seminarietid uden så meget som at have læst en linje af dem.

Der er desuden mange dansklærere, som ikke af egen drift har læst noget af dem. Vi må nemlig regne med, at de seneste årgange af lærerstuderende tilhører en generation, for hvem litteratur ikke spiller nogen særlig rolle. De har haft andre medier at fornøje sig med end bogen. Og vi må også regne med, at der er en del lærere, som underviser i dansk uden at være specielt godt uddannede til det. De kan være udmærkede til nogle af danskfagets faglige områder, men lige præcist det med litteraturen behøver ikke høre til deres spidskompetencer.

Hvis man overbevisende skal undervise i de kanoniske forfattere, bliver man nødt til at have en førstehåndserfaring med deres værker. Man bliver nødt til at tilegne sig traditionens tekster, hvis man skal være formidler af dem. Har man dem ikke i sig og føler, at de taler til én og har en værdi, som man synes, andre skal indvies i, så kommer man ikke langt. Så kan man gøre som en lærer, jeg netop har hørt om: Hun begyndte skoleåret med en måneds undervisning i kanonlitteraturen, så var det ligesom overstået. Hun havde sin ryg fri, og så kunne hun ellers give sig til at undervise i det, hun mente var væsentligt. Hvis det er sådan, der undervises i kanonlitteraturen, måtte eleverne hellere være det foruden. Det kan ikke blive til meget andet end sur pligt, som ikke tjener nogen.

Der er ingen vej uden om at læse noget af de forfattere, som man skal undervise i. Ellers kan man jo heller ikke vælge i stoffet, sådan som der er lagt op til i bekendtgørelsen. Der er netop ikke udpeget nogen konkrete værker af Blicher og Nexø og alle de andre, fordi det skal være op til læreren selv at afgøre, hvad der er relevant for klassen lige nu. Og så må man selvfølgelig også læse disse forfattere og en hel del andre forfattere for overhovedet at kunne diskutere den konkrete kanons rimelighed eller urimelighed.

I store dele af vores uddannelsessystem diskuteres det, om vi skal lægge vægt på metoden eller stoffet. På visse naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige områder, hvor der til stadighed kommer nyt stof, kan det være på sin plads at koncentrere sig om de metodiske discipliner, men når det gælder litteratur og kunst, så forældes stoffet netop ikke på samme måde. Holbergs Jean de France holder stadigvæk, hvis man prøver at skifte det franske sprog ud med det engelske. Så er vores egen tid præcis lige så latterlig som Holbergs.

At tilegne sig litteratur kræver lyst og engagement. At sætte sig ind i et stof kræver tid og uddannelse. Og det er lige præcis det, som politikerne har undladt at give lærerne i form af tid på seminariet og tid til efteruddannelse. Derfor har en masse af de besværgelser, hvormed de har forsøgt at fastholde forestillingen om de såkaldt umistelige værdier også mest af alt haft karakter af store ord og fedt flæsk. Politikerne har simpelthen ikke gjort deres politiske arbejde færdigt. Og nu skal man så oven i købet høre dem brøle op i hellig forargelse!

Kunst og litteratur koster. Hvis ikke man vil betale for den, så mister man den, sådan som det sker lige nu. Og så kan man råbe nok så meget op om, at det er lærernes skyld det er også så let, fordi de i forvejen får skyld for alt det, vi ikke selv gider tage ansvaret for. Hvad vi har brug for er, at al den snak om vores fantastiske nationale litteratur følges op af en politisk vilje til at betale, hvad det koster at holde den i live. Ellers ender vi med ikke bare at være for lille et sprogområde til at have en ballet, som fremskridtspolitikeren Kristen Poulsgaard engang påpegede, men også for lille til at have en levende litterær tradition.