Prøv avisen
Tidens tegn

Litteraturlæsning er heldigvis ikke en ekspertkultur

Arkivfoto fra BogForum 2015. Foto: Mads Nissen/Polfoto

I dag begynder bogårets største fest i Forum, og der er grund til at glæde sig over litteraturens folkelige gennemslagskraft

I mandags havde jeg fornøjelsen af at holde oplæg på Aarhus Universitet om Marilynne Robinsons roman ”Gilead”. Det var et kursus om Bibelen for humanister, og vi diskuterede blandt andet, på hvilke måder lignelsen om den fortabte søn og andre bibelske referencer er vævet ind i romanen. På et tidspunkt blev jeg helt bekymret for, om vi til sidst slet ikke ville kunne se ”Gilead” for lutter referencer og beundring for den belæste forfatter, der kan have op til flere bagtanker med blot et navn.

For alt det nytter jo ikke noget, hvis romanen ikke lever og interesserer som roman. Litteraturlæsning må aldrig blive en ekspertkultur. Men er det ikke rigtigt, at jo mere man ved om såvel Bibelen som amerikansk historie, jo større udbytte vil man få af ”Gilead”? Både ja og nej.

Det gælder for de fleste forhold, at man billedligt talt skal ”løse billet” til dem for at få et udbytte. Hvis jeg sætter mig og ser amerikansk fodbold eller baseball i fjernsynet, vil jeg få meget lidt ud af det, for jeg har aldrig for alvor sat mig ind i spillenes regelsæt og univers. Der er altid en minimumstærskel, man skal passere, og så er der trin af højere niveauer, man kan stige op på, eller andre aspekter, man kan dyrke.

Jeg elsker at se fodbold i fjernsynet, og jeg ville da sikkert få mere ud af det, hvis jeg selv havde været aktiv og med min krop vidste mere om, hvordan det er at være til stede på forskellige dele af banen.

Eller hvis jeg grundigt havde studeret de nyeste spilsystemer og taktiske greb. Eller hvis jeg havde styr på de enkelte spilleres historik og de seneste handler i transfer-vinduet. Men det kan ikke tage min elementære fornøjelse fra mig, og sådan er det også med litteraturlæsningen. Det er nok at have løst billet og trådt over tærsklen.

I forrige uge hørte jeg den japanske forfatter Haruki Murakami på Syddansk Universitet. Et par studerende havde fået lov til at stille ham nogle velforberedte spørgsmål. Han havde det lidt svært med dem. ”Gender and sexuality?”, gentog han og så helt fortabt ud. Spørgsmålene castede nemlig forfatteren i rollen som en slags filosof eller kulturteoretiker, der sætter sig og tænker dybe tanker om identitetstab, ensomhed, gender and sexuality, og derefter skriver en roman om det.

Sådan tænker vi litterater nogle gange. Forfatteren er ligesom os. Han har bare valgt at skrive romanen i stedet for at analysere den. Og den forskel er vel ikke så stor. Men for Murakami var det tydeligvis en meget mere spontan og elementær ting at skrive historier. Det var ikke en intellektuel øvelse. Han drømte ved højlys dag, og så skrev han det ned. Forfatteren er den første læser, og også for ham skal romanen leve.

Nogle få har det privilegium, at de kan skrive stor litteratur. Vi andre har så glæden ved at læse den. I tidens løb har jeg læst meget højt for mine børn, alt hvad den kunne trække, og lige nu forlænger vi fornøjelsen, for vi har en udviklingshæmmet søn, Anders på 18 år, som bor hjemme efter et par år på efterskole. Og for at han kan holde sine gode læsefærdigheder ved lige, læser han højt for mig om aftenen: de verdenslitterære klassikere i bearbejdede udgaver: Robin Hood, Oliver Twist, og lige nu er vi på Jules Verne: En verdensomsejling under havet, Den hemmelighedsfulde ø. Kaptajn Grants børn (tænk, jeg havde glemt, at det faktisk er en trilogi, hvor sidstnævnte er 1’eren, så meget for fars ekspertise). Måske snupper vi ”Zarens kurér” bagefter, den har jeg gode minder om som tegneserie i Illustrerede Klassikere.

Jeg ved nemlig godt, at fortællingerne også trives i andre medier, og det kan man slet ikke undgå at blive mindet om. For når kondoren flyver bort med en ekspeditionsdeltager i ”Kaptajn Grants børn”, så tænker man, at det jo er helt som i ”Tintin og soltemplet”, og når de skibbrudne prøver at opklare øens mysterium i ”Den hemmelighedsfulde ø”, har man forløberen for tv-serien ”Lost”. Det hele hænger sammen i en stor samtale mellem de forskellige platforme, og vi er en del af fællesskabet i læsningen og den store bogfest. Det er et ritual, en tryghed, der omslutter os, for vi ved, uanset hvordan dagen så ellers er forløbet, at der venter et par nye kapitler de aftener, hvor vi begge er hjemme, og det er heldigvis de fleste.