Da Niviaq Korneliussen, som den første grønlænder nogensinde tirsdag aften blev udråbt som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, skulle hun lige sunde sig.
”Øh, jeg skal lige... det havde jeg slet ikke forventet,” sagde hun med en let rystende stemme, da hun trådte op på podiet for at modtage prisen.
Men så snart hun foldede papiret med sin takketale ud, var stemmen fast. For forfatteren havde denne aften noget vigtigt på hjerte.
”Jeg har forsøgt at skrive den her tale til mit lands ledere, men det er jo som at tale til en mur, og det er jeg færdig med, så talen er til dem, jeg skriver for: til børn og unge derhjemme. Vi har den højeste selvmordsrate i verden. I flere generationer har vi mistet rigtig mange mennesker, som kunne have levet et langt liv og ikke kun blive 20, 15, 12 år,” sagde hun.
Det er de mange selvmord blandt unge i Grønland, der er omdrejningspunktet i romanen, der bærer den danske titel ”Blomsterdalen”, og som har begejstret komitéen for Nordisk Råds Litteraturpris så meget, at denne anden roman i Niviaq Korneliussens forfatterskab blev årets modtager af den prestigefyldte pris.
Elisabeth Friis, der er lektor i litteratur ved Lunds universitet og indtil tirsdag medlem af komitéen, kalder både romanen og forfatterens tale fantastisk.
”Niviaq Korneliussen har med ’Blomsterdalen’ taget et kæmpe skridt frem. Romanen er fyldt med de smukkeste metaforer, de sjoveste beskrivelser og holder en høj litterær kvalitet. Det er ikke en propagandaroman, men det er klart en roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man i Grønland accepterer en selvmordsrate, der er så høj,” siger Elisabeth Friis og tilføjer, at romanen har potentiale til at skabe politisk forandring.
”Prisen er en gigantisk begivenhed i et land som Grønland med en meget lille befolkning. Samtidig åbner romanen et vindue – for kendskabet til Grønland er forsvindende lille i resten af Norden,” siger hun.
Kim Leine, der selv er tidligere modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og har skrevet flere roste romaner om grønlandske forhold, er også begejstret for valget af årets pristager.
”Det er fantastisk. Jeg kender Niviaq ret godt, og hun fortjener virkelig prisen. Det er også lige, hvad grønlandsk litteratur trænger til. For litteraturen har som genre slæbt sig lidt bagud i forhold til kunstarter som musik, billedkunst og teater, som klarer sig utrolig godt i Grønland,” siger Kim Leine, som glæder sig over forfatterkollegaens fokus på selvmordsraten i Grønland.
”Det er godt, at den kritik kommer indefra. For det har en meget større politisk virkning, når det kommer fra en af deres egne, frem for at det er en af os danskere, der gør os kloge på det. Hun vælger ikke den nemme løsning ved at vende sin vrede mod Danmark og give danskerne skylden for alle problemerne. For i sin pristale gik hun modigt til angreb på de grønlandske politikere, der sad med ved overrækkelsen. Det tror jeg rystede dem, så det var flot gjort.”
Værket kan lindre sorgen
Kim Leine mener, at ”Blomsterdalen” kan være med til at lindre sorgen over de alt for mange selvmord blandt grønlandske unge.
”Litteratur er en form for samtale, og enhver samtale bærer muligheden for at lindre sorgen og smerten. Jeg plejer at sige, at man fordeler sin smerte, når man deler den med andre. På den måde kan det virke terapeutisk, når man tager det op litterært,” siger Kim Leine, som også mener, at man, som Georg Brandes sagde for 150 år siden, kan sætte ting under debat i litteraturen.
Det er Elisabeth Friis meget enig i.
”Der er rigtig mange af dem, der læser Korneliussens roman, som ikke læser aviser, så nogle gange kan litteratur godt ændre en dagsorden,” siger hun og nævner som eksempel den afdøde danske digter Yahya Hassan, som formåede at skabe forståelse af, hvad det vil sige at leve i en ghetto, hos en stor skare af læsere.
Forfatter og kritiker Jeppe Krogsgaard Christensen, der i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad gav ”Blomsterdalen” beskedne tre stjerner, sætter spørgsmålstegn ved, om romanen snarere modtog prisen for dens vigtige emne end for dens litterære kvaliteter.
”Der er ingen tvivl om, at Niviaq Korneliussen skriver om en vigtig sag, men som litterært værk, synes jeg nok, romanen lader noget tilbage at ønske. Der er noget ungdomsbog over dens stil og tone, der er klichéer her og der, og så savner den det fortællemæssige sug og schwung, som et værk, der modtager så fornem en pris, bør have. Og den var oppe mod et virkeligt stærkt felt af nordiske udgivelser, og for mig er alle de jublende bemærkninger på sociale medier efter tildelingen om, hvor ”fortjent” og ”fantastisk” det var, besynderlige. For sådan en jubel kræver vel, at man har læst alle de nominerede værker,” siger Jeppe Krogsgaard Christensen.
Vi skal fejre det ypperste
Jeppe Krogsgaard Christensen er ”ikke ude på at trampe i nogens lagkage”.
”Jeg glæder mig på Korneliussens og Grønlands vegne, men for mig er det vigtigt – ja, helt afgørende – at holde øjnene på bøgerne og de litterære kvaliteter og ikke skele til, hvad der regnes for vigtigt at skrive om lige nu,” siger han.
Jeppe Krogsgaard Christensen ser tegn i tiden på, at netop sagen er blevet vigtigere end det litterære, og er godt klar over, at han ikke indtager det letteste standpunkt i 2021. Også når det gælder hans mening om, at bøger ikke ændrer verden.
”Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste bog, der har ændret verden. Men den autoritet, en forfatter kan tale med med en stor pris i ryggen, kan skubbe til virkeligheden. Korneliussen får jo også en helt anden tyngde, når hun taler nu, og det kan være med til at ændre forholdene til det bedre for unge i Grønland. Det ville være vidunderligt. Det er bare ikke det, uddelingen af litteraturpriser bør handle om, men derimod om at fejre det ypperste stykke litteratur,” siger han.