Prøv avisen
Interview

Litteraturprofessor: ”Jeg tror ikke på Gud – jeg ved, han er der”

”Som Kierkegaards samtidige biskop Mynster skrev, har Gud skabt os som søgende væsener, fordi han vil findes,” siger Johan de Mylius her i sit hjem på Fyn. Og selv har troen fulgt ham, siden han var barn. – Foto: Leif Tuxen

Den snart 75-årige litteraturforsker Johan de Mylius tvivler slet ikke på Guds eksistens og det evige liv. Til gengæld mener han, at litteraturhistorien er fuld af myter. Og med en ny bog om og med Adam Oehlenschlägers ”Digte 1803” gør han op med ”gymnasiemyten” om den berømte digtsamling

Det har gennem generationer været gymnasielærdom, at romantikken herhjemme begyndte med Adam Oehlenschlägers ”Digte 1803”.

Digtsamlingen udkom egentlig allerede første gang i december 1802, men forlaget ville gerne have samlingen til at virke frisk efter julesalget. Det var ifølge litteraturforskeren Johan de Mylius helt normalt dengang at datere bøgerne lidt frem, så man kunne forlænge aktualiteten. Det gik som bekendt digtsamlingen bedre, end forlaget kunne drømme om, når man tænker på, at danske gymnasieelever stadig læser især et af den over 200 år gamle bogs digte. For det er her, man finder det kanoniserede digt ”Guldhornene” med den berømte begyndelse:

”De higer og søger/ I gamle Bøger,/ I oplukte Høie/ med speidende Øie”.

Og enhver fodboldglad dansker kan også synge med på (i hvert fald første strofe af) Oehlenschlägers senere fædrelandssang ”Der er et yndigt land”, ligesom hans begravelsessalme ”Lær mig, o skov, at visne glad” stadig bliver brugt.

I 1829 blev Oehlenschläger endda kronet som ”Nordens digterkonge” af digteren og biskoppen i Lund, Esaias Tegnér, og som dramatiker var han en tid så udbredt, at det kun var naturligt, at hans statue senere kom til at trone – ligestillet med en statue af selveste Holberg – foran Det Kongelige Teater i København. Men nu er de fleste af Oehlenschlägers digte og skuespil ellers glemt i den brede befolkning, mens Holbergs komedier stadig spilles i stor stil. Og de sidste 50 år har Oehlenschläger-forskningen også ligget så godt som død, fortæller Johan de Mylius, der nu selv rokker ved fortællingen om den danske nationaldigter Oehlenschläger med en ny kritisk kommenteret udgave af ”Digte 1803”, med titlen ”Digte”, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal står bag.

I sit efterord sætter Johan de Mylius – med et spejdende øje – stort spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tale om, at det var Oehlenschläger, der indførte romantikken i Danmark. I stedet mener Johan de Mylius, at den delvist tyske digter, A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826) burde have den ære, fordi Staffeldt allerede i 1790’erne skrev sine første romantiske digte.

”Gymnasiemyten” er ellers velkendt. Oehlenschläger beskrev selv i sine erindringer, hvordan han efter et besøg med god rødvin, gode røde bøffer og en 16 timer lang samtale med den lidt ældre mentor, Henrik Steffens, gik direkte hjem (efter morgenmaden den næste dag) og skrev ”Guldhornene”, mens han angiveligt derefter skulle have forkastet en hel digtsamling, han tidligere havde skrevet, fordi han hellere ville skrive digte, der var inspireret af den tyske universalromantik, som Steffens efter et ophold i Tyskland kunne berette om.

Oehlenschläger var – sammen med Steffens’ yngre fætter N.F.S. Grundtvig – også blandt de 150 tilhørere, der havde hørt Steffens holde sine forelæsninger i København om de nye tyske tanker.

Grundtvig kaldte oven i købet senere sin filosofikyndige fætter for ”Lynildsmanden”. For ligesom englen ifølge evangelierne skubbede stenen fra Jesu grav og gjorde plads til opstandelsens mirakel, skubbede Steffens ifølge Grundtvig stenen fra den henslumrende danske litteratur, så lyset kunne vælte ind. Og derved skabtes den danske guldalder – ifølge myten. Men Johan de Mylius har en anden udlægning:

”Nu må vi se, om jeg får væltet hele den danske litteraturhistorie,” siger Johan de Mylius med et lunt smil i sin landlige stue på Fyn, inden han tilføjer mere alvorligt:

”Først og fremmest havde Oehlenschläger i hvert fald ikke i 1802 tilegnet sig den filosofiske dybde, som man siden har tillagt ham. Jeg har selv stået og undervist i, hvordan universalromantikken kom ind i dansk litteraturhistorie med Oehlenschlägers digte. Og det er først i de senere år, at jeg er blevet helt klar over, at Oehlenschläger nok var inspireret af Steffens, men mindre af hans idéer om tysk universalromantik. Vigtigere var snarere selve Steffens’ karisma. Det var det, der sugede Oehlenschläger til ham. Og så havde Oehlenschläger brug for en mentor, der bekræftede ham i, at han kunne noget. ’Digte 1803’ er ikke inspireret særligt meget af tysk universalromantik, men mere af Oehlenschlägers eget digteriske gåpåmod og bærer mere præg af de tidligere digte, som han ellers påstod, han havde forkastet.”

Kan digtsamlingen ikke stadig have sat skub i en udvikling i dansk litteratur?

”På Oehlenschlägers egen tid var det mere hans ’Poetiske Skrifter 1805’, der blandt andet indeholdt læsedramaet ’Aladdin’, som blev set som den store digteriske manifestation. Han blev så af samtid og nærmeste eftertid først og fremmest set som den store digter, der i den nationale nedturs krisetid genoplivede den gamle nordiske ånd med blandt andet ’Nordiske Digte 1807’. Det var baggrunden for den senere digterkroning i domkirken i Lund. Med det nordiske trak Oehlenschläger på samme hammel som Grundtvig, mens Ingemann tog fat på at genrejse den danske ånd gennem sine historiske romaner om de danske middelalderkonger. Med sin naturdigtning banede Oehlenschläger vejen for Grundtvigs senere flittige brug af naturen i sine salmer og sange. Men min pointe er dog, at ’Digte 1803’ er et af de falske skel, man opererer med i dansk litteraturhistorie, hvor man har det med at sige ’her slutter det ene, og her begynder det andet’. De grænser kan man mildt sagt diskutere,” siger litteraturprofessoren og slår ud med armen:

”Her stiller jeg så spørgsmålstegn ved, om hele romantikken kom væltende ind i dansk litteratur efter 1802 takket være Oehlenschlägers digte. Og det gjorde den ikke. For det første havde Staffeldt skrevet romantiske digte før, og for det andet var det først med en disputats fra 1896 af litteraturprofessoren Vilhelm Andersen, at digtet ’Guldhornene’ blev kanonisk, idet han gennemgik den tyske universalromantik og uden belæg i teksten selv skrev, at man kunne genfinde det hele i ’Guldhornene’. Det var rent postulat. Men Vilhelm Andersen havde med sin forkærlighed for ånden og kulturen i guldalderen brug for at skabe en modvægt til Georg Brandes, og der brugte han Oehlenschläger. Brandes havde ikke ofret Oehlenschläger fem linjer. Og så sent som i 1841 var ’Guldhornene’ slet ikke med i den toneangivende antologi ’Dansk Parnas’ over den vigtigste danske lyrik. Men Vilhelm Andersen grundlagde et nyt syn på Oehlenschläger ved at pudse ham af som romantikkens gennembrudsmand.”

Stor og langtrækkende betydning fik Oehlenschläger med sit læsedrama ”Aladdin”, som satte sine spor over H.C. Andersen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan helt op til Martin Andersen Nexø, påpeger Johan de Mylius.

”Indholdsmæssigt er det drama jo nærmest også H.C. Andersens egen historie om den fattige dreng, der stiger op i verden, fordi han finder en skat i sig selv,” siger Johan de Mylius, der selv fandt sit livs skat i H.C. Andersens forfatterskab, som han både har skrevet speciale og disputats om, ligesom han senere grundlagde H.C. Andersen Centret.

Og spørger man litteraturprofessoren, havde H.C. Andersen også allerede som ung mere fat i livets lange ende end Oehlenschläger:

”H.C. Andersen gengiver selv sent i livet en dialog, han som ung havde med den ældre digterkollega Oehlenschläger, der ikke syntes, han havde brug for noget evigt liv. Men til det sagde H.C. Andersen, at mennesket skam kan kræve et evigt liv. For alle lever jo ikke lige så godt, som Oehlenschläger kom til som professor og med fast plads i digterlogen i Det Kongelige Teater. Andersen derimod havde også blik for dem, der levede i sygdom og elendighed, så de ikke havde samme grund til tilbagelænet tilfredshed med livet her og nu som Oehlenschläger. Det så H.C. Andersen som et stærkt argument for, at det evige liv måtte findes.”

Tror du selv på Gud?

”Jeg tror ikke på Gud – jeg ved, han er der. Og at der er et liv efter døden.”

Hvor ved du det fra?

”Den viden har Gud lagt ned i mig. Jeg vil slet ikke argumentere for det, for så lægger det bare op til, at man kan komme med alle mulige indvendinger. Det er bare en vished, jeg har fået lagt ned i mig, siden jeg var barn. Som Kierke-gaards samtidige biskop Mynster skrev, har Gud skabt os som søgende væsener, fordi han vil findes,” siger Johan de Mylius og peger på et billede, der hænger i stuen, af Marta og Maria.

”Jeg købte det billede billigt. Det stod ude i en lade ved en antikvitetshandler i Blommenslyst her på Fyn og var møgbeskidt, men det ville hjem til mig. For sådant et billede hang også i mit barndomshjem med påskriften ’Ét er fornødent’. Det stammede fra min mors side. Hun var fra en indremissionsk præstegård oppe ved Randers Fjord. Jeg havde til tider et lidt anstrengt forhold til hende og også til hendes form for tro, der ikke gav plads for selverkendelse og selvkritik. Men bevidstheden om, at Gud er der, har fulgt mig, siden jeg var barn, uanset hvad der er hændt. Min far døde, inden jeg blev konfirmeret. Og jeg fulgte hele hans nedtur. Han havde arvet en formue, der kom fra min farmors side, men han fik den vanvittige idé at købe en chokolade- og marcipanfabrik for pengene uden nogen forudsætninger for at drive forretning. Under krigen kunne man ikke få kakaobønner, og så gik virksomheden nedenom og hjem. Min mor måtte klare det hele alene. Og jeg er selv gået igennem mange svære ting med sygdom og tre skilsmisser, der i enhver forstand ikke har været billige,” siger han og ser op, inden han tilføjer:

”Men Guds eksistens og nærvær har aldrig stået til diskussion for mig.”

Guds eksistens og nærvær har aldrig stået til diskussion for mig

Johan de Mylius