Hvor møder man litteraturen ude i virkeligheden? Det gør man i toget.
Den tanke fik en gruppe kandidatstuderende fra litteraturhistorie fra Aarhus Universitet sidste år, og det dannede afsæt for et projekt i faget litteraturformidling – et fag, hvor de studerende i samarbejde med folk fra ”det virkelige liv” skal udvikle formidlingsprodukter, der har relevans for virksomheder og kulturinstitutioner. Gruppen oprettede en profil på det sociale medie Instagram, hvor togpassagerer gennem billeder og tekst viste og fortalte, hvad de læste under deres rejse, og DSB var så begejstrede for toglæsningsprojektet, at det endte i DSB’s magasin Ud & Se.
Et sådant projekt, målrettet erhvervslivet, er måske ikke det første, der dukker op på lystavlen, når tanken falder på, hvad de studerende laver på landets tre klassiske litteraturstudier – litteraturhistorie i Aarhus, litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense og litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Forestillingen er måske snarere, at de studerende bruger hele deres studietid på klassikerlæsning, og i en nyttetænkningstid, hvor ord som dimensionering og dimittendledighed fylder mere i uddannelsesdebatten end ordet dannelse, er litteraturstudiet ét af de fag, der ofte bliver placeret i kategorien ”brødløse fag”. For hvad gavn har samfundet af folk med ekspertise i international litteraturhistorie og litteraturteori, og er de studerende ikke bare ved at uddanne sig til arbejdsløshed, mens de hygger sig med romanlæsning undervejs?
Fra de tre uddannelser lyder det, at mange af de dominerende forestillinger om litteraturstudiet sidder fast i fortiden, mens uddannelsesstederne selv har prøvet at følge med tiden. Derfor har de dimittender, som litteraturstudierne i dag sender ud i samfundet, kvaliteter med sig, som kan bruges i både den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Det mener blandt andre Tore Rye Andersen, der selv har læst litteraturhistorie på Aarhus Universitet og i dag er afdelingsleder og lektor samme sted.
”Der hersker en forestilling om, at det er et enormt privilegeret studie, hvor man bare skal sidde og læse bøger, der ikke har relevans for andet end en selv, men det er lidt ude af trit med, hvordan det reelt forholder sig, for der er i dag stort fokus på, at de studerende får kompetencer med sig, som kan bruges på den anden side,” siger han.
Han lægger han vægt på de litteraturstuderendes evner til at arbejde med tekst.
”Vores studerende er stærke analytikere, og de er meget stærke rent sprogligt, fordi de arbejder mere med tekst, end man gør på mange andre uddannelser, og vi arbejder med skriftlighed fra dag ét. Man taler ofte om, at vi lever i en billedkultur, men i virkeligheden støder man på enormt meget tekst i løbet af en dag, og vores studerende forstår at arbejde med tekst som virkemiddel. De har mange kompetencer, som måske ikke ved første øjekast signalerer ’erhvervskompetencer’, men som vi faktisk oplever bliver efterlyst af det erhvervsliv, de møder på den anden side af studiet,” siger Tore Rye Andersen og henviser til, at litteraturstudiet blandt andet har leveret folk til Mærsk, Danske Bank og landets ministerier.
Også fra Søren Frank, der selv har læst litteraturvidenskab og i dag er studieleder på litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense, lyder det, at de litteraturstuderende er gode til at arbejde med tekst.
”Jeg vil gerne forsvare os som uddannelse, for jeg synes faktisk, at vi forsøger at holde et højt fagligt niveau og stiller store krav til vores studerende, men samtidig synes jeg også, at vi, siden jeg var studerende i begyndelsen af 1990’erne, er blevet bedre til at rive den højpandede faglighed ned i nogle praktiske dimensioner – det har ofte noget at gøre med at kunne skrive tekster. Vi er for eksempel hos os i gang med at udvide paletten af de tekstformater, vi beder de studerende om at skrive i, så vi også arbejder med mindre formater og mere formidlende formater,” siger Søren Frank.
Og så fristes man til at spørge: Hvor er litteraturvidenskaben i det? For kan man ikke også sige om studerende fra alle mulige andre humanistiske fag, ikke mindst kommunikation, at de er gode til at arbejde med tekster? Til det lyder svaret fra Søren Frank, at de litteraturstuderende gennem litteraturen opnår noget ganske særligt:
”Det kan lyde meget banalt og klichéagtigt, men jeg tror, at hvis du har læst på kryds og tværs i ikke bare national litteratur, men også global litteratur, og på tværs af landegrænser, sprog og historiske epoker, så er du faktisk blevet menneskekender. Du har gode forudsætninger for at lære at sætte dig ind i utroligt mange forskellige menneskers tænkemåder. Det betyder, at man, når man har læst litteraturvidenskab, besidder en væsentlig dimension af menneskekendskab og livsviden. Det er relevant, for kommunikation er bare sprog. Men hvis der er litteratur bag kommunikation, er det sprog med livsviden,” siger Søren Frank.
Han peger blandt andet på, at renovationsbranchen, i en tid, hvor man taler om grøn omstilling, er et oplagt sted for litteraturvidenskabere at søge hen, selvom det måske ikke var den branche, de havde i tankerne, da de søgte ind på litteraturstudiet. For litteraturvidenskabere har forudsætninger til at bidrage med fortællinger om bæredygtighed og genbrug, mener han.
Fra Isak Winkel Holm, der er professor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, lyder det, at litteraturvidenskab er et fag, der har ændret sig voldsomt i løbet af de seneste 10-15 år, men at samfundets syn ikke har fulgt med.
”Vi oplever en meget upræcis og ukvalificeret ’humaniora-bashing’. Vi har rent faktisk mindre arbejdsløshed end mange af de fag, som man plejer at opfatte som nyttige, men det er ligesom ikke inde på radaren. Jeg tror, mange mennesker har et billede af, hvordan de forskellige fag så ud, dengang de selv var unge studerende, men et fag som litteraturvidenskab har ændret sig radikalt i de mellemliggende år. Vi er en ny generation af forskere og undervisere, der er kommet til, og som har brugt meget tid på at tænke over, hvordan man kan undervise i litteraturvidenskab i dag, og hvilke kompetencer de studerende skal have med på vejen. Det har også bidraget til, at cirka halvdelen af vores studerende ender med at få job i det private erhvervsliv, hvor mere eller mindre alle landede i den offentlige sektor for 30-40 år siden,” siger Isak Winkel Holm.
Da han og hans kolleger skulle lave den seneste kandidatstudieordning i 2015, startede de med at regne baglæns fra de grundkompetencer, som de kunne tænke sig en færdig kandidat skulle have. Derfor har den aktuelle studieordning fokus på kompetencer som at kunne lave selvstændig research, at formulere sig klart om komplicerede emner og kunne aflevere større opgaver til tiden – kompetencer, som er brugbare på arbejdsmarkedet.
”Da jeg var en ung mand og læste litteraturvidenskab tilbage i 1980’erne, kan jeg huske nogle ældre studerende, der talte om at sælge sin sjæl til Djævelen, når nogen en sjælden gang fik et arbejde i det private. Men det er da fantastisk, at vores studerende også finder arbejde som tekstforfattere, journalister, forlagsredaktører, og kommunikationmedarbejdere,” siger Isak Winkel Holm.
Meget har også ændret sig, siden Tore Rye Andersen begyndte på litteraturstudiet i Aarhus midt i 1990’erne, og han mener også, at ændringerne på uddannelsen har været med til at gøre litteraturhistorikere mere attraktive for arbejdsmarkedet.
”Da jeg startede, var litteraturhistorie et meget teoretisk orienteret studie, og man talte ikke synderligt meget om, hvad man skulle bruge det til på den anden side. Men med de nye studieordninger og studiereformer, der er kommet i løbet af de seneste 10 år, er der sket en opgradering af ervhervsrettetheden, især på kandidatuddannelsen. Man bliver ikke bare ved med at læse hovedværker, som der var en tendens til tidligere, og i dag ser jeg mange studerende, der skriver projektorienterede specialer, der for eksempel kan handle om, hvordan biblioteker formidler litteratur, mens jeg selv og mine medstuderende skrev meget tekstanalytiske eller litteraturteoretiske specialer,” siger Tore Rye Andersen.
Fællesnævneren fra afdelingslederens egen studietid til i dag er, at det stadig er kærligheden til litteraturen, der får de studerende til at søge ind på litteraturstudiet. Forskellen er – på både godt og ondt – at de studerende i dag i langt højere grad end tidligere allerede fra dag ét tænker på, hvad uddannelsen kan bruges til.
”Det hænger sammen med den diskurs, man hører fra danske politikere og medier, hvor der tales om brødløse fag. Og ja, hvis man kigger på dimittendledighed, kan det godt være, at der er ledige litteraturhistorikere, men hvis man ser længere frem og taler om reel arbejdsløshed, ser det helt anderledes ud. Der går det rigtig godt for os,” siger Tore Rye Andersen, der blandt andet henviser til en undersøgelse fra Magistrenes A-kasse, der viser en lavere samlet ledighed for kandidater med en litteraturuddannelse end for kandidater med en samfundsvidenskabelig eller sundhedsvidenskabelig uddannelse.
”Desværre påvirker de skræmmekampagner og den nyttetænkning, der kører, de studerende, der skal forsvare deres valg over for samfundet og over for ’Onkel Åge’, der spørger: ’Litteratur – hvad vil du dog bruge det til?’,” siger Tore Rye Andersen.
Derfor er man på litteraturhistorie i Aarhus også blevet mere opmærksom på at hjælpe de studerende med at sætte ord på, hvad det, de lærer, rent faktisk kan bruges til – noget, man også har haft fokus på at blive bedre til på de to andre uddannelsessteder.
Fra Søren Frank fra Syddansk Universitet lyder det, at der på den måde også er positive sider ved nutidens nytte-snak:
”Jeg synes, det er legitimt at gøre op med en kultur, hvor de studerende hænger fast i uddannelsessystemet i 10-13 år, og legitimt, at man stiller spørgsmål til humaniora-uddannelser og får dem til at tænke over, hvad de studerende rent faktisk kan bruge deres uddannelse til, hvor man i gamle dage, hvor der måske var mere fokus på almen dannelse, tog det for givet. Vi skal som uddannelse sætte os i de studerendes sted og hjælpe dem med at blive bevidste om, hvad de kan bruge deres uddannelse til, og det er vi heldigvis blevet meget bedre til,” siger Søren Frank.
Danielle Birkkjær er netop startet på litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Hun er født i 1993, fra Sunds i Midtjylland og bor nu i Hjortshøj ved Aarhus.
Hvorfor har du valgt at læse litteraturhistorie?
”Jeg føler, at der er noget, der mangler i min viden, når det kommer til kultur, og at litteraturhistorie på den måde er et meget favnende fag, der kan give mig en bred kulturel viden. Litteratur er ikke noget, der har fyldt meget i min opvækst, mine forældre har mest læst krimier, og jeg læste ikke så meget, da jeg voksede op, men jeg var glad for tegneserier. De seneste år er jeg begyndt at læse en del, og i dag kan jeg rigtig godt lide at læse science fiction- og fantasy-bøger.”
Hvad forventer du at få ud af studiet?
”Jeg forventer egentlig bare, at jeg får mulighed for at læse en hulens masse bøger, og så håber jeg at kunne udvikle mine evner inden for kritisk tænkning og analyse. Dansk var faktisk et af de fag, jeg havde svært ved i gymnasiet, hvor jeg var dårlig til at fange symbolik og metaforer, så det vil jeg gerne øve mig på at blive bedre til.”
Tænker du på, hvad der er af jobmuligheder efter studiet?
”For mig fylder det med job faktisk ikke særlig meget, men det lader til at fylde meget for alle andre. Ens familie og venner spørger tit, hvad jeg har tænkt mig at bruge det til. Det er faktisk en af grundene til, at det har taget mig lang tid at finde ud af, hvad jeg gerne ville studere, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle ende med at bruge det til. Nu har jeg taget et valg om at starte på et studie, der tiltrak mig, og så må jeg se, hvad der sker, når jeg er færdig. Der er en tendens til, at man skal gøre ting, fordi man skal bruge det til noget, og ikke fordi det er noget, man gerne vil. Jeg øver mig på at prøve at smide den tanke væk og gøre ting, som måske er unyttige, men som jeg kan mærke er gode for mig.”
Jonas Hagemann Jensen har en bachelor i litteraturvidenskab og en kandidat i amerikanske studier fra Syddansk Universitet. Han er født i 1989, fra Odense og bor i dag i New York i USA, hvor han siden maj 2017 har arbejdet som konsulær medarbejder på Det Danske Generalkonsulat.
Hvorfor valgte du at læse litteraturvidenskab?
”Jeg valgte det, fordi jeg syntes, litteratur og historie var superspændende. Jeg læste mange bøger og tænkte, at det kunne jeg lige så godt fortsætte med at gøre på universitetet. Der var bestemt ingen forkromet 10-årsplan for, hvor det skulle føre hen. Det var 100 procent, fordi jeg syntes, det var et interessant studie, og så har jeg altid tænkt, at så måtte jeg finde ud af, hvad jeg kunne bruge det til, når jeg var færdig. På kandidaten stillede jeg mig igen spørgsmålet om, hvad jeg interesserede mig for, og derfor faldt valget på amerikanske studier, som ligesom litteraturvidenskab ikke er et fag, der fører en klar karrierevej med sig.”
Bruger du det, du har lært på litteraturvidenskab i dit nuværende job?
”I hverdagen kan jeg mærke, at jeg, fordi jeg har læst litteraturvidenskab, besidder en massiv generel viden og dannelse, som jeg kan mærke, at andre ikke har på samme måde – det være sig ting som kulturel forståelse og viden om lande. Vi arbejder meget med folk fra andre lande, og så ved jeg tit mere end mine kolleger om det pågældende land, fordi jeg har stødt på det i litteraturen. En anden ting er, at jeg dagligt bruger mine analytiske evner, som jeg har fået oparbejdet og forfinet på litteraturvidenskab, og det er meget værdifuldt for at forstå ting i deres kontekst. Jeg fortryder slet ikke, at jeg har læst litteraturvidenskab, selvom det kan lyde, som om det ligger langt væk fra det, jeg laver i dag.”