Erich Auerbach (1892-1957) var egentlig professor i romansk filologi på universitet i Marburg. Han blev imidlertid sat fra bestillingen, fordi han var jøde. Det resulterede i, at han kom til at tilbringe tiden fra 1935 til 1946 som underviser på Istanbul Universitet. Her skrev han sit hovedværk ”Mimesis – virkelighedsgengivelsen i den vesterlandske litteratur”, der kom på dansk i en forkortet udgave i 1965.
Bogen er det måske mest betydningsfulde litteraturvidenskabelige arbejde i det 20. århundrede, hvad der kan hænge sammen med, at Auerbach skrev værket, alt imens nazismen marcherede frem, hvorfor ”Mimesis” kan fortolkes som et forsvar for den jødisk-kristne kultur.
I sit efterord til ”Mimesis” forklarer Auerbach, at når bogen er fri for fodnoter, skyldes det, at han i Istanbul ikke havde adgang til et stort bibliotek, og i sin analyse af verdenslitteraturen over næsten 3000 år måtte forlade sig på sin erindring. Men så føjer Auerbach til:
”Det er i øvrigt meget muligt, at bogen skylder netop manglen af et stort fagbibliotek sin eksistens; havde jeg kunnet forsøge at informere mig om alt, hvad der er skrevet om så mange emner, så ville jeg måske slet ikke være kommet i gang med at skrive.”
”Die Narbe des Odysseus” består af essays, som ligger i forlængelse af ”Mimesis”, men den fungerer samtidig som en introduktion til dette hovedværk, der er af en sådan væsentlighed, at man ikke indtrængende nok kan anbefale det.
Når Erich Auerbach lægger vægt på klassikerne, er det ikke så meget for at udvide læserens viden som for at pege på den personlige tiltale, værkerne rummer.
Tilværelsen er alvor og stiller os over for ansvar og afgørelse. Det afsluttende essay – ”Philologie der Weltliteratur” – har fået påtrængende aktualitet, fordi Auerbach heri advarer mod at overtage den ligegyldiggørelse af eksistensen, der i litteraturvidenskabelig sammenhæng folder sig ud i form af en identitetspolitik, hvor fremhævelsen af seksuel orientering og hudfarve fortrænger det alment menneskelige.
Udgiveren har valgt at bringe et enkelt kapitel fra ”Mimesis” i dette udvalg. Med god grund. Der er nemlig tale om det bedste essay, Auerbach overhovedet skrev. Tillige er det titlen på bogen –”Odysseus’ ar”. Heri anvender Auerbach tekstuddrag fra Homer og Det Gamle Testamente. Om heltene hos Homer skriver Auberbach: ”De har ingen udvikling, og det livshistoriske i dem er entydigt fastlagt.”
Går man til Det Gamle Testamente er det anderledes. Man er ikke blot den, man er. Man er også den, man bliver til i kraft af mødet med Gud: ”Deraf kommer det, at Det Gamle Testamentes store figurer er så meget mere fulde af udvikling, bebyrdet med deres egen livshistorie og individuelt udformet end de homeriske helte.”
Og selvom Erich Auerbach var jøde, så skrev han i ”Mimesis” med stor kyndighed både om kristendommens virkningshistorie og dens væsen. Således skriver han om Jesus i Det Nye Testamente: ”Enhver er opfordret, ja, tvunget til at tage stilling for eller imod beretningen; også ligegyldigheden er en stillingtagen.”
Auerbachs litteraturvidenskabelige metode består ofte i at foretage sammenstillinger, som når han sammenholder antikkens hedenske livsholdning med kristendommen, der netop er ”stærkere, fordi den er mere ordnet, mere menneskelig og rigere på håb”.
Nej, ingen kan læse Erich Auberbach uden side efter side at standse op, læse om igen og sætte mærke ved den ene formulering og iagttagelse mere rammende end den anden. Hos Auberbach er vi ikke i den vægtløshed, hvor vi selv skal skabe vort liv, fordi intet står eller skal stå fast. Hos denne litterat handler litteratur om at kende til liv og død, himmel og helvede, angst og anfægtelse, fordi verden allerede er ladet med et værdimæssigt indhold, inden vi træder ind i den. Klassisk dannelse er ifølge Auerbach at få blik for denne virkelighed ved at beskæftige sig med værker, der udtrykker den.
”Die Narbe des Odysseus” er præget af en eksistentiel alvor. Essays og breve optryk i bogen stammer da også fra perioden 1922-1957 og er dermed skrevet under indtryk af rædslerne fra to verdenskrige. Alligevel møder man i Auerbach en litterat, der taler med varme og solidaritet til den læser, som prøver at forstå, hvori opgaven med livet består, eller hvad livets mening med ham eller hende måtte være.
Hver mandag skriver vi i ”Bøger fra udlandet” om ikke-oversat litteratur, der handler om tro og værdi-debat.