Liva Weels liv skildret i lidt for artig kabaret

Teaterkoncert, kammerspil, ægteskabsdrama, syngespil og revy forenes i ”Liva”, men ikke altid med lige stor succes

Med Ellen Hillingsø i titel-rollen som den ukronede revydronning Liva Weel sætter Folketeatret frihedens paradoks i scene i et musikalsk kammerspil, som savner Livas vildskab og varme.

Hvem var hun? Olivia Olsen, som hun retteligt hed, inden hun blev skuespillerinden, divaen og drukkenbolten.

Liva Weel var Vesterbro. ”Vesterbro tilsat jazz”. Med flade arbejder-a’er og rendestenscharme introducerede hun en folkelig fandenivoldskhed på de københavnske scener. Yndig var hun ikke. Synge kunne hun angiveligt heller ikke godt. Men karisma og komisk talent havde hun i overmål. Og så inkarnerede hun tidsånden i de forlystelsessyge, foranderlige 1920’ere.

Det var kabaretens, revyens og vaudevillernes vår – og Weel var på toppen af den kulturradikale kransekage. Som PH’s muse og foretrukne visesangerinde blev hun hurtigt et skattet symbol på tidens frigjorte ”a la garconne-kvinde”.

Det er således ikke små sko, én af vor tids store scenedivaer Ellen Hillingsø skal udfylde i rollen som Liva på Folketeatrets Hippodromen. Desværre lykkes det kun delvist.

Som led i forestillingsrækken om store danske personligheder tegnes der med lystspillet ”Liva” dels et portræt af en kompromisløs kunstner, dels et tidsbillede af mellemkrigstidens København.

Det er en lys kabaret om længslen efter frihed – men endnu mere en tragisk fortælling om frihedens pris.

Vi møder Liva, da hun bogstaveligt talt synger på sidste vers. En svær kropdue af en kvinde stavrer ind på scenen. Livet har behandlet hende hårdt. Hun falder om; af fuldskab, udmattelse eller ensomhed.

”Jeg troede, at ens liv passerede revy, når man døde,” siger hun og sender os ud på en tour de force af et tilbageblik gennem forliste ægteskaber, store stjerneroller, udødelige revyviser og menneskelig deroute.

Vivian Nielsen har i sin biografiske skildring især fokuseret på Liva som frihedssøgende sjæl, der skyer det borgerlige livs snærende bånd, og trækker hermed en parallel til den truende besættelses ufrihed. Der kredses tydeligvis om temaet fra PH’s vel nok mest kendte besættelsessang ”Man binder os på mund og hånd”.

”Jeg vil leve for fuld musik,” lader Liva ægtemanden vide, da han lidt karikeret forsøger at fængsle hende i et forklæde. Alene ville det være en fortærsket historie, men her har man heldigvis valgt at nuancere den tillokkende frigørelsestrang som ligeledes rummende en enorm ensomhed.

Forestillingens dur og mol betones af en genremæssig kludetæppetilgang, hvor teaterkoncert, kammerspil, ægteskabsdrama, syngespil og revy forenes – og ikke alle steder glider lige let over i hinanden.

Overgangene udjævnes imidlertid med talrige af Liva Weels helt igennem forrygende viser, som fremføres med Ellen Hillingsøs spæde, men ellers fine, stemme. Endnu oftere er det dog hendes tre medspillere, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed og Karsten Jansfort, som synger for, og som også varetager et udsnit af tidens prominente persongalleri.

I rollen som PH kommer Henrik Koefoed bedst til sin ret med smøg i flaben og komisk gehør. Raaberg leverer én af forestillingens højdepunkter med sin dirrende version af ”Sig de ord, du ved”.

Paradoksalt nok ender ”Liva” med undertitlen ”en kabaret om frihed” med at virke tvungen i sit udtryk. Der kæmpes en kamp for at fremmane koryfæet – med bred benstilling, gadedrengeglimt i øjet og andre abenoder. Den rigtige Liva havde imidlertid så stor en naturlighed i sin klovnekomik, så megen charme i den vesterbroske frækhed, som desværre ikke formidles helt overbevisende.

Hillingsø er en lødig, men lidt for yndig, Liva. Man savner den utæmmede vildskab, som Liva Weel var. Stærkest står hun afslutningsvist og synger den hjerteskærende ”I dit korte liv” isoleret i en enkelt projektør. Her får vi hende helt tæt på. Her får vi en snert af den smerte, som komikken alt for ofte næres af. Og hvor ville man gerne have haft mere af den – lige i masken, som Liva sagde.