Live-opførelsen af "Tryllefløjten" i London bør ses. Og "Piano Work" bør høres

Det er hele vejen igennem en usædvanlig veloplagt version af den højt skattede opera

Til venstre: Mozart: Die Zauberflöte. Royal Opera House. Dirigent: Julia Jones. Opus Arte. Bluray-disc. Til højre: J.P. Hartmann: Piano Works. Thomas Trondhjem, piano. Danacord.
Til venstre: Mozart: Die Zauberflöte. Royal Opera House. Dirigent: Julia Jones. Opus Arte. Bluray-disc. Til højre: J.P. Hartmann: Piano Works. Thomas Trondhjem, piano. Danacord.

Tryllefløjten i en ønskeopførelse

Også i sit sidste leveår begik Mozart den ene genistreg efter den anden. Man kan nævne klarinetkoncerten, det ufuldendte rekviem – og ikke at forglemme hans sidste opera: Tryllefløjten. Den var fra første færd en succes og er i henhold til en tysk opgørelse den mest spillede opera nogensinde. Måske fordi den ikke alene er et værk for kendere, men også for børn og barnlige sjæle – og uden, at vi bliver som børn...

Nu kan man erhverve sig en ønskeopførelse af det magiske værk, en live-opførelse fra Royal Opera House i London, optaget i 2017. Besætningen er fremragende med den schweiziske tenor Mauro Peter som en stout og statelig Tamino og den unge australske sopran Siobhan Stagg som en indtagende Pamina. Den finske bas Mika Kares synger partiet som Sarastro, mens den engelsk-østrigske tenor Peter Bronder som skurken Monostatos udfolder et scenisk vid, der ikke ligger langt fra humoren i de danske Olsen-Banden-film.

Den franske sopran Sabine Devieilhe er en påfaldende ungdommelig Nattens Dronning, men falder smukt ind i helheden. Endelig er den britiske baryton Roderick Williams som fuglefængeren Papageno en humørbombe af rang. Han har en fløjte hængende om halsen, men er ikke iført det klassiske spraglede fuglefængerkostume. Det betyder imidlertid intet, for han gøgler og synger, så det er en lyst – og får gang på gang latteren på sin side. Hans hjertes udkårne, Papagena, synges og spilles med liv og lyst af den unge østrigske sopran Christina Gansch, og så må man leve med, at hun i sin fremtoning virker lidt for sexet til rollen.

Det er hele vejen igennem en usædvanlig veloplagt version af den højt skattede opera, flot dirigeret af Julia Jones og sprudlende iscenesat af David McVicar. Publikum i den engelske hovedstad havde – meget hørbart! – en munter aften den 20. september 2017.

Guldalderstemning

Danacord er i sin serie med klaverværker af J.P.E. Hartmann nået til volume 3. Den nye udgivelse præsenterer to af de fire klaversonater, han skrev, samt en kort sonatine fra 1863. Mellem Kuhlau og Niels Viggo Bentzon er Hartmann vist den eneste danske komponist, der har begået mere end to sonater.

Pianisten Thomas Trondhjem, der tolker værkerne på denne skive, giver ofte solorecitals, hvor han viser sit store repertoire fra alle musikkens stilperioder med hovedvægten lagt på wienerklassikken og romantikken (Chopin, Liszt, Brahms) samt 1900-tallets komponister. Med Hartmann-udgivelsen bringer han os ind i den danske guldalderverden, og med lidt fantasi kan manføle sig hensat til Bakkehuset på Frederiksberg og opleve en af de saloner, hvor værtinden Kamma Rahbeck i begyndelsen af 1800-tallet indbød tidens åndelige honoratiores til musik, sang og beåndet samtale. Hartmann (1805-1900) skrev denne klavermusik i midten af 1800-tallet, men stemningen er, indbilder jeg mig, den samme, ligesom jeg tror, at denne cd vil vække glæde hos alle med interesse for guldaldertiden og dens musik.