Præstepar fortæller åbenhjertigt om livet og skæbnerne bag murerne i Horsens Statsfængsel

Historier om menneskeskæbner fra Horsens Statsfængsel vækkes flot til live af præst og organist, der har haft virke på stedet gennem flere årtier

Det tidligere fængsel Horsens Statsfængsel, der i dag er museum, var gennem 30 år hjem for Carl og Ingeborg Lomholt, der arbejede som henholdsvist præst og organist ved fængslet. Livet der er temaet for bogen ”Det er jo mennesker – skæbner fra fængslet”. –
Det tidligere fængsel Horsens Statsfængsel, der i dag er museum, var gennem 30 år hjem for Carl og Ingeborg Lomholt, der arbejede som henholdsvist præst og organist ved fængslet. Livet der er temaet for bogen ”Det er jo mennesker – skæbner fra fængslet”. –. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.

Journalist Dorte Kvist har interviewet Carl og Ingeborg Lomholt om deres liv og arbejde som henholdsvis præst og organist ved Horsens Statsfængsel. Her på Slottet, som det nu nedlagte fængsel kaldtes, har de to ildsjæle boet og virket gennem 30 år.

De har haft deres bolig inden for murene, hvor deres tre børn er vokset op i et hjem med forældre, som ikke altid har været nærværende. Det forhold er de åbne og ærlige nok til både at indrømme og fortryde. Vi får med andre ord ikke bare et indtryk af livet bag fængslets mure, men også et lille indblik i livet bag hjemmets fire vægge. For engagementet har sin pris, og de er desværre nok ikke det eneste præstepar, hvor børnene må spørge: Glemte I os? Hvordan kunne I det?

Det er en åbenhjertig bog, hvor Carl og Ingeborg først og fremmest fortæller levende om de mennesker, som de har mødt i fængslet, og som de begge har hjerte for. Naturligvis skal man også have en lille smule hård hud, men – som Ingeborg konstaterer – ikke meget, og ikke omkring hjertet. Og det har de helt åbenlyst ikke. Tværtimod kan det ske, at særligt Carls hjerte løber af med ham. Som da han, stik imod alle regler, bringer et brev videre fra én fange til en anden. For det var mand og kone, og præsten havde for en sikkerheds skyld læst brevet! Men sagen blev opdaget, indberettet og påtalt.

Carl bliver ikke træt af at understrege, at det jo er mennesker, de har med at gøre, og han ser det som sit mål at sætte alle kræfter ind på at hjælpe de indsatte til at overleve fangenskabet uden at tage ubodelig skade på krop og sjæl. Et mål, som han ganske vist må indrømme aldrig er nået, men som han har forstået som et evangelisk kald.

At en fange altid er andet og mere end sin forbrydelse, får vi flere eksempler på. Vi møder Rickey, som blev en dygtig instrumentmager og byggede en cello og andre musikinstrumenter. Og Dan, som lærte at brodere og skabte de smukkeste og mest farvestrålende broderier, der siden blev udstillet i Canada. Jo, det er i sandhed mennesker, der lever bag de høje mure! Som det alligevel lykkes for nogle at forcere.

Men vi hører også om et system, som mildt sagt rummer store udfordringer – samt en kritik af politikere, der ønsker at indskrænke de indsattes i forvejen få frihedsgoder.

Bogen veksler mellem direkte interviews og nogle mindre, fortællende afsnit. Det fungerer som oftest godt, selvom det også kan virke forstyrrende, især når der ikke er konsekvens i, om vi er på fornavn eller ej med de to hovedpersoner.

Carl og Ingeborg fremstilles som engagerede, nidkære og nok også en smule ærekære personer. Carl modtager på et tidspunkt prisen ”Den gyldne fil” og siger: ”Den pris er hundrede gange mere værd end det ridderkors, jeg alligevel aldrig ville få og heller ikke kunne ønske mig.”

Mon det alligevel føles som en manglende anerkendelse og et lille nederlag? I så fald kan han trøste sig med professor Skydsgaards ord, som lød til ham efter en mindre vellykket eksamen:

”Hvis De ikke kan tage et nederlag, så dur De overhovedet ikke som præst i folkekirken!”

Det er hævet over enhver tvivl, at både Carl og Ingeborg duede på Slottet.