Prøv avisen
Liv&litteratur

Lars Handesten: Livet begynder, når man bliver 60 år

At være 60 år er at være færdig og alligevel have alt til gode, skriver Lars Handesten i denne klumme. Foto: djoronimo - Fotolia

At være 60 er at genopstå hver morgen som en anden Adam med kroppen i behold og vågen ånd. Det mener Lars Handesten, der snart runder det skarpe hjørne og med inspiration fra kulturhistorien glæder sig til sit nye liv

Nu, endelig tilhører jeg 60’er-generationen. Jeg har altid været lidt misundelig på den, fordi jeg kom for sent og var for ung. Alt det sjove var sket. Ilden havde været der, og der var kun røgen tilbage.

68’erne var de værste. De var rendt med oprøret og havde kørt det i sænk. John Lennon proklamerede allerede i 1970, at ”The Dream Is Over”, og da var jeg bare 14 år. For pokker, hvor var det irriterende og deprimerende. Festen var forbi, og hvad skulle jeg så bruge min alder og mit balkort til? Toget var kørt, da jeg nåede frem. Sommeren var forbi, inden den var begyndt.

Men nu, nu efter at jeg har ventet i så mange år, er jeg endelig nået i mål. Jeg bliver 60 år i år.

Jeg er endelig fremme og klar til et 60’er-oprør sammen med alle de andre nyslåede 60’ere. Vi er den nye ungdom. Tiden tilhører os. The Who og ”My Generation” – det var bare ikke min generation. De kunne synge om, at de ønskede at dø, før de blev gamle.

Den luksus havde min generation ikke. Vi måtte vente på, at det blev vores tur. Og vi ventede, som Søren Ulrik Thomsen skrev, ”i flyvende efterår på Oktober Boulevard”. Vi ventede. Vi ventede på tiden, hvor vi ville begejstres. Og den er her nu. Det er nu, vi kører rask ned ad Håbets Alle og ind i Sommerstedgade.

”Time Is On My Side”, som The Rolling Stones sang i 1960’erne. Vi har tiden på vores side, for de unge har nemlig slet ikke tid. De skal studere, arbejde, gøre karriere, passe børn, lægge fra til pensionen og alt muligt andet, der kan sikre deres fremtid.

De gør alt det, som vi har overstået for flere år siden. Ja, arbejde skal vi selvfølgelig stadigvæk, men det er noget andet, når man tilhører 60’er-generationen. Vi har lagt fremtiden bag os og kan leve i nuet. Og var det ikke det, der var drømmen?

Dan Turèll skrev sådan om drømmen i digtet ”At være beat”:

”At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj/ (…)

At være beat er at acceptere hvad der er at acceptere og opleve hvad der er at opleve/ (…)

At være beat er at være klar til at springe helt ud når som helst og aldrig gøre det før”.

De gamle 60’ere er gået på pension, og fred være med dem. Vi gider ikke kritisere dem længere. Det er, som de siger på engelsk, at prygle en død hest. Og døde er de på stribe – de store udenlandske navne som Lennon, Hendrix og Joplin, og de hjemlige som Eik Skalø, Dan Turèll og Hans-Jørgen Nielsen.

De store eksponenter for 60’er-generationen er for længst borte, og de andre er blevet bedsteforældre til de unge, som nu skal være voksne.

De unge bliver ældre, men vi, de nye 60’ere, bliver yngre. Vi får vores anden luft, vores anden ungdom og viser alle hængemuler og mørkemænd vintervejen. Vi har midlerne og kan gøre, hvad vi har lyst til.

Der er ingen bånd, der binder os. Vi behøver ikke drømme om Californien på en kold vinterdag. Vi tager bare derover. Og vi tager gerne Manhattan først. Det flyvende tæppe går klokken otte, og Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det. Så, Itsi Bitsi, skal vi lette?

At være 60 er endelig at være gammel og ligeglad nok til at kunne sige: Rend mig! til alle autoriteter, både de autoriserede og de selvbestaltede.

At være 60 er at kunne tage, hvad der kommer, uden at opfatte det som en personlig fornærmelse eller en særlig udmærkelse.

At være 60 er at give slip og svæve som Ikaros uden angst, men vel vidende at vingerne kun bærer, indtil vokset smelter.

At være 60 er at genopstå hver morgen som en anden Adam med kroppen i behold og vågen ånd.

At være 60 er at ligge under dynen med sin elskede og ikke skulle andet end at elske.

At være 60 er at være færdig og alligevel have alt til gode.

At være 60 er at vide, at alting gentager sig, og at det er godt nok sådan.

At være 60 er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj på livet.

Min generation er endelig nået til skelsår og alder. Vi er de nye 60’ere. Jeg ser frem til det næste tiår. Jeg er tidens muntre søn. Jeg er fuld af gammel ungdom. Jeg ser træerne vokse ind i himlen.

Lad festen begynde!