Sabbatten var det sidste, Gud skabte. For han hvilede sig som bekendt efter sin seks-dagesarbejdsuge i Skabelsesberetningen. Sådan bragte han stilheden tilbage ind i den verden, han havde talt frem.
Og skabelsen peger på den måde også ind i påsken. For begyndelsen kan ses som en kristocentrisk solopgang, da Gud sagde: ”Lad der blive lys” og lod livet vælte frem overalt, mens Jesus, verdens lys, også blev beskrevet som en solopgang, da han opstod fra de døde påskemorgen. Og Jesus havde jo mildt sagt også en hård seksdagesuge fra palmesøndag til langfredag, inden han kunne ”holde sabbat” i graven for at stå frisk op igen påskemorgen.
I den nye bibeloversættelse siger Jesus ovenikøbet ”God morgen!” til kvinderne ved graven, og det er dette guddommelige ”God morgen!”, der gør, at vi ved, ”det er påske og glemmer vintersorgen”, som salmedigteren og den tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen skriver i åbningssalmen ”Jeg hører regnen falde” i sin nye samling ”Korsvejen”.
”Det er så dejligt livsbekræftende og forfriskende, at Jesus siger ’God morgen’, som om der aldrig har været noget at frygte, men det er også et løfte om, at han nu vil gøre alting nyt, fordi det er en ny og god morgen,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, mens forårssolen rammer hende lige i ansigtet gennem et vindue i hjemmet i Hellerup nord for København.
Kontrasten mellem letheden påskemorgen og lang-fredag er stor. Kulsort har kunstneren Peter Brandes også kraftfuldt tegnet Kristus, der bukker under for korsets vægt, på bogens forside. Men salmerne i ”Korsvejen” handler også alle sammen om vejen frem til påsken – herunder den sorte sabbat, påskelørdag, som ellers kun er beskrevet med én sætning i evangelierne, hvor der står, at disciplene blev indenfor af frygt for jøderne under sabbatten. Den vigtige beretning om Jesu opstandelse i Matthæusevangeliet begynder til gengæld netop med ordene ”Efter sabbatten”. Som om Gud helt roligt holdt hviledag midt i disciplenes livs værste storm.
På den måde minder påskeberetningen også om dengang, hvor Jesus sov i båden, mens disciplene fortvivlede på det oprørte hav, inden de vækkede ham, så han kunne sige ”frygt ikke, tro kun” til dem. Da Jesus lå i graven, fortvivlede disciplene så igen, inden han opstod og sagde ”god morgen” og ”frygt ikke” – som en far, der vækker et barn fra et mareridt. Men sabbatten mellem langfredag og påskemorgen føltes nok først og fremmest som et langt mareridt, fordi disciplene havde glemt, hvad Jesus havde sagt, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.
”Hvis vi glemmer dig og dit, bliver drømmen til et mareridt,” som hun skriver i salmen ”Behold os, Herre, ved dit ord” i sin påskesalmesamling. For det er kun, når man glemmer Guds ord, at fortvivlelsen for alvor kan ramme en, mener hun:
”Der er så meget, der larmer i livet. Der er så mange stemmer, der råber på os i hverdagen, så man glemmer, hvad der er vigtigt, og hvad der giver håb, tro og ro. For det kan man kun høre i stilheden. For som Kierkegaard har sagt, så er der kun én stemme, der virkelig betyder noget, og den taler sagte. Det er evighedens stemme. Det er Jesus, der siger, at vi ikke skal være bange. Men da Jesus døde, var det, som om disciplene glemte alt, hvad han havde sagt om at hvile i troen. På det punkt er vi jo også klogere end disciplene.”
Lisbeth Smedegaard Andersen smiler, inden hun tilføjer:
”Vi ved jo, hvad der skete påskemorgen. Det vidste disciplene ikke. Selvom Jesus havde forudset sin opstandelse, så de lod i stedet frygten tale, da han døde. Men de holdt sig inden døre, som man gjorde på sabbatten. Den tyske filosof Walter Benjamin siger, at ligesom kroppen skal have søvn og hvile, sådan trænger ånden til stilhed – han siger faktisk kedsomhed: ’Kedsomhed er drømmefuglen, der udklækker erfaringens æg. Raslen i løvet fordriver den,’ skriver han. Og det er egentlig stærkt, at Jesu død passer så perfekt på sabbatten, som også er så afgørende i Det Gamle Testamente som et livsvigtigt princip. Men Jesus gjorde noget på sabbatten. Sådan som han også gjorde, da han helbredte en syg på en sabbat.”
Ligesom underbevidstheden arbejder, når vi sover, kan man nemlig i en vis forstand også sige, at Gud arbejdede under sabbatten, da Jesus døde, tilføjer hun:
”Jesus steg jo ned i dødsriget for at hente Adam og Eva og de andre døde. Han måtte jo dø for at komme derned og åbne dødsrigets dør, så han kan hente os alle sammen dernedefra, når det passer ham. Så måske var påskelørdag egentlig en meget dramatisk dag i dødsriget. Men det har vores kirkegang jo ikke rigtig afspejlet. Efterhånden er man begyndt at holde musikgudstjenester i kirkerne påskelørdag, men da jeg var barn, foregik der absolut ingenting, selvom påskelørdag også er et oplagt refleksionsrum mellem langfredags mørke og påskemorgens lys.”
Som salmesamlingens titel antyder, er det først og fremmest Jesu lidelseshistorie, der giver liv til de syv salmer i ”Korsvejen”, der også indeholder noder med salmemelodierne af Jesper Gottlieb og korarrangementet af Johannes Buch Jørgensen. Det var også Jesper Gottliebs idé at lave en hel påskesalmesamling, efter han havde sat musik til en af Lisbeth Smedegaard Andersens ældre påskesalmer. Og den lille samling består således reelt af fire nye og tre gamle salmer, hvoraf kun én er optaget i salmebogen, selvom de tre små korsvejssalmer faktisk var skrevet som en lille serie i 1991. For tanken om korsvejen er vokset i hende, siden hun første gang stiftede bekendtskab med andagterne omkring Jesu korsvejsstationer i 1990.
”Dengang havde jeg orlov for at skrive en bog om Rembrandt, mens min mand og jeg tog til Alsace i fire måneder. En dag ville vi gå en tur i bjergene. Det var en forårsdag, hvor vi helt tilfældigt gik op ad en snoet vej, der viste sig at være en slags Via Dolorosa med billeder af Jesu vej til korset. Vejen endte i et kapel på toppen af bakken. Kunstnerisk set var det ikke noget særligt, men det gjorde alligevel et stort indtryk på os begge to.”
Kapellet i Alsace fik hende til at sætte sig ind i traditionen for korsvejsstationerne. Det viste sig, at traditionen gik tilbage til 1300-tallet, hvor de første franciskanermunke begyndte at tage imod pilgrimme i Jerusalem, der gerne ville gå i Jesu fodspor på Via Dolorosa – smertens vej – frem mod korset.
”Det gav en mulighed for at meditere over de enkelte stop, Jesus havde på vej mod korset. Selvom man måske udvidede historien lidt ved samme lejlighed ved for eksempel at sige, at Jesus faldt tre gange med korset, følger korsvejsstationerne egentlig bare skildringerne i evange-lierne. Og det føles stærkt at gå i Jesu fodspor. Men den tradition røg ud med den lutherske lære, hvor man ikke syntes, at det middelalderlige fromhedsliv passede ind, så traditionen omkring korsvejsstationerne har ikke været kendt herhjemme fra andet end kalkmalerierne.”
Lisbeth Smedegaard Andersens egne salmer samler dog op på det mørke, der blev overvundet med lysets sejr påskemorgen. For erindringen om mørket og lidelsen er en vigtig baggrund for den glæde, der vokser ud af den tomme grav, mener hun:
”Det er en gåde, at Jesus skulle lide sådan. Grundtvig skriver jo også om korsets gåde. Som teologistuderende lærte jeg med den objektive forsoningslære, at Jesus blev straffet på korset af Gud på vores vegne. Men sådan tænker jeg ikke længere. Nu er jeg mere på linje med den ortodokse kirke, der lægger vægt på Jesu kamp mod mørket og døden. Man kan sige, at Jesus tog kampen op mod det, som vi mennesker ikke kan stille noget op med. Og den kamp præger også teksterne i fastetiden, hvor man mærker, hvor svært Jesus havde det. Men Jesus vandt. For han bøjede sig ikke på noget tidspunkt for mørket, som i stedet måtte bøje sig for solopgangen påskemorgen,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tænker også altid på, at kvinderne gik ud i mørket påskemorgen. Det må have været buldrende mørke i Jerusalem, men alligevel begynder natten at lysne i morgenmørket. For kimen til lyset ligger allerede i mørket. Det er jo også det kristne håb, og det er derfor, at jeg skriver, at ’natten synger lysets melodi’ i en af salmerne. Men det betyder ikke, at mørket er glemt. Vi har langfredag bag os, men vi har også vejen frem, og den ligger pludselig i lyset og solen. Det er gennembruddet, som også udløser en jublende glæde, som vi har i andre salmer. Men den dybe forløsning og glæde kommer også på baggrund af mørket, der bliver brudt, så vi nu tør tro på, at vi er på vej til livets land.”
Kampen mellem lyset og mørket ser hun dog stadig i naturen, hvor det danske forår forkynder sit eget påskeevangelium, der også er syet ind i hendes salmer med masser af henvisninger til længslen efter forår:
”Det er jo også en brydningstid i vores årstid. Som dansker kan man næsten ikke forestille sig at holde påske om efteråret, for foråret passer så smukt til påsken, hvor noget også bryder igennem naturen. Men det er også en tid, der er hård ved mange mennesker. Jeg kan huske, at en gammel dame sagde til mig, at når det hele skal springe ud, og det gærer alle vegne, så skal der kræfter til for komme igennem foråret. Det tror jeg er rigtigt. Der er brydning til, hvor det er, som om mørket slås med lyset. Og det kræver kræfter, når man står i fastetiden og ved, at Jesu lidelse og død står i vejen, før man kan komme til påskemorgen. På den måde synes jeg, at det er en underlig urolig tid, når alting vågner efter dvaletilstanden,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der dog først og fremmest finder et opstandelseshåb i, at lyset altid vinder til sidst:
”Mørket er en del af livet. Hvis man har oplevet en stor sorg, kan man også komme ud på den anden side som et mere rummeligt menneske, men det betyder ikke, at sorgen er glemt. Man kan jo ikke forstå, at de mennesker, man elsker, skal dø. Men det er også der, at det kristne håb bliver vigtigt. Og jeg tror på, at døden blev overvundet påskemorgen. Jeg gør mig ikke så mange forestillinger om evigheden, det tror jeg, at Gud er bedre til end mig, men jeg er som Paulus tryg ved, at der er en, der tager imod os, når vi lukker vores øjne,” siger hun og tilføjer, at det jo kan være, at Han ovenikøbet siger ”God morgen!”.
