Prøv avisen
Bog

Livet består af digressioner – og det gør denne bog desværre også

Forfatterne Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl har sat hinanden stævne til snak om stort og småt

Man tager to kendte og begavede (her desuden velklædte) mennesker, sætter dem over for hinanden med en kop kaffe, tænder for båndoptageren og lader dem tale sammen. Modellen er velkendt, og den har mange gode og storsælgende bøger på samvittigheden. Og det virker ganske enkelt. Men som samtalebogen mellem Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl illustrerer, er det ikke så nemt, som det ser ud. For hvis en samtale skal fungere på skrift, skal begge parter være lige engagerede, de skal styres (benhårdt) af en moderator, og bagefter skal samtalen redigeres. Det er ikke, som Jørgen Leth foreslår, ligesom et digt, hvor man starter i øverste venstre hjørne og ser, hvor det fører hen. I hvert fald ikke, hvis læseren også skal have fuldt udbytte af samtalen.

Det er Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vibeke Vad, der har sat Jørgen Leth stævne i deres hjem til en sludder om stort og småt. De får kaffe, vand med brus og skiftevis pain au chocolat og spandauer, mens de primært taler om kunst og litteratur samt om børn og alder, flygtninge og indvandrere, kunstens og digterens (sær)status i samfundet, danskere og svenskere og meget mere.

Men det er litteraturen, der fylder. Og ikke mindst forfatterkolleger, levende som døde, der ikke altid bliver strøget med hårene. Jens Christian Grøndahl og Jørgen Leth får nemlig hurtigt installeret et dem og os, som ikke altid er lige charmerende, og som ikke just inviterer læseren med ind i samtalen. For eksempel er de to herrer, sammen med Yahya Hassan, parnassets eneste velklædte og nogle af de få, der har et bredt (kunst)udsyn, mens mange af de andre lukker sig om litteraturen og med Jens Christian Grøndahls ord er ”fuldstændig blanke, hvis man begynder at tale med dem om kunst”.

Det er Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl ikke, og deres samtale er på mange måder vigtig og interessant, men som bog fungerer den ikke optimalt. Dertil er stilen for løst causerende, og moderator Anne Vibeke Vads rolle for svagt defineret. Samtalen mangler styring, og man bliver usikker på, om hun er den, der henter sukker til Jørgen Leths kaffe, eller om hun er samtalepartner på lige fod med dem, eller om hendes rolle er at styre slagets gang, at komponere en struktur og konkretisere og ikke mindst redigere samtalen. Det kommer aldrig til at stå klart, og hvis det sidste er tilfældet, kunne man godt have ønsket sig, at passager, hvor de diskuterer, om båndoptageren nu kører eller ej, hvor Jørgen Leth har gemt en note på sin telefon samt overvejelser om stærk og tynd, haitiansk og dansk kaffe, kunne være redigeret ned eller væk.

”Alle digressioner er en fordel,” siger Jørgen Leth allerede på bogens første side, og Jens Christian Grøndahl supplerer med, at livet – og kunsten – består af digressioner. Og det er måske sandt. Omend lidt færre af slagsen ville have klædt bogen.