Livet bliver smukt, hvis du tør trippe med

Aalborg Teater udfordrer forvænte musicalfans i vellykket ”Hair”-fortolkning

Forestillingen blander dansk og engelsk til et troværdigt, mangfoldigt univers. –
Forestillingen blander dansk og engelsk til et troværdigt, mangfoldigt univers. – . Foto: Allan Toft/Aalborg Teater.

Musicalen ”Hair” fylder 50 i år. Ved sin urpremiere i 1967 revolutionerede den med sin profane tone, lovprisning af fri seksualitet, stofmisbrug og anti-patriotisme. På de fronter kan den ikke længere forarge.

Men Aalborg Teaters fortolkning er et lækkert tilbageblik på en svunden tid, der alligevel magter at berøre noget i vores samtid.

Den første time er et langt syretrip af sange, der flyder sammen i en præsentation af personer, miljø og de sociale og politiske omstændigheder i 1960’ernes USA. Det er som om, vi sidder med syrebriller på og oplever alt igennem et psykedelisk røgslør. Som en musical kan man klandre ”Hair” for at mangle udvikling.

Sangene ruller ind over hinanden og fornægter narrativet – som om musikken søger at befri sig fra historiefortællingens stramme lænker. Man skal lade sig flyde med i strømmen af musik, neonfarver og astrale projektioner. Ikke bekymre sig så meget om handlingen. Den skal nok indfinde sig, når tid er: ”Livet bliver smukt, hvis du tør trippe med.”

Handlingen indtræder, da hæren indkalder gruppens leder, Claude, til session. Kasper Dalsgaard har det drengede look, der overbeviser os om, at Claude ikke er tro mod sin frihedsmission. Han er skamfuldt tiltrukket af livet i det bedre borgerskab, han kommer fra. Som Hamlets hippie-bror er han dømt til enten storhed eller vanvid. Vanviddet vinder, da han giver efter for samfundets pres og lader sig hverve.

Ind i Claudes historie væver sig en række karakterer, der fortæller historier gennem sange, der kan stå mere eller mindre alene. Christian Gade Bjerrum er en tiltalende Berger, en ukuelig præst i frisindets kirke med dreadlocks og pumpende hofter. Og protestlederen Sheila bliver næsten et overjordisk væsen med Henriette Katrine Lunds fortolkninger af stykkets mest ikoniske sange. Hendes stemme er æterisk dragende.

Der er flere fra det fabelagtigt syngende ensemble, vi gerne ville have set mere til. Hun har ikke mange soloer, men Kristine Marie Brendstrup stråler alligevel med sin høje sopran, skærer igennem hele lydtæppet og vrænger ad verden på den fede måde. Som den gravide Jeanie sender Kristine Elmedahl Johansen tung smog ud over os. Hun har blød hippie i hele sin forurenede krop. Og Jacob Moth-Poulsens langhårede Woof er et stort, elskeligt, velsyngende får, der ikke helt får plads nok.

Forestillingen blander dansk og engelsk til et troværdigt mangfoldigt univers. Den mægtige musik ledes af en tung, funky bas og elektroniske effekter. Alle lagene i musikken og de komplekse korarrangementer kan høres, og det er uhørt lækkert afbalanceret. Scenografien er som udgangspunkt minimal, men de hvide genstande i sider og loft bliver til vilde himmelkugler, der adlyder hallucinationernes logik og trækker os med ind. Det hænger godt sammen. Desværre forplanter musikken og tidsånden sig ikke helt i spillernes kroppe, og i for mange scener er deres bevægelser for stift koreograferede.

Hvorfor opsætte ”Hair” igen, og hvorfor nu? Ja, den har jubilæum, men kan den levere noget mere end nostalgi? Den har blandt andet sin eksistensberettigelse, fordi den som rockmusical er uhørt kompleks og udfordrende og står i skarp kontrast til mange af de, ja, lad os kalde dem karaoke-musicals, der tiltrækker publikum lige nu: ”Saturday Night Fever” og ”We Will Rock You”.

Og ”Hair” har stadig noget på hjerte, som vi kan bruge. Det er måske ikke de naive budskaber om harmoni og forståelse i finalenummeret ”Let the Sunshine In”, men i dag klinger slagord som ”Make Love, Not War” og ”Red planeten” unægteligt mere påtrængende.8