Klapstolene står i hjørnet, og kaffeplettede papkrus er spredt omkring i dagligstuen. Eyal (Shai Avivi) og Vicky (Evgina Dodina) har netop afsluttet shiva for deres 25-årige søn, Ronnie. Ifølge jødisk tradition sidder de nærmeste shiva og holder åbent hus en uge efter begravelsen.
I Asaph Polonskys debutfilm, der vel bedst kan betegnes som en sorgfuld komedie, dumper vi lige ned, når shivaen slutter, og hverdagen begynder. Eyal og Vicky forsøger at gennemføre daglige rutiner, efter gæsterne er gået. Hun er skolelærer og vil gerne tilbage til hverdagen. Han er vred og bliver væk fra arbejdet og ryger i stedet hash sammen med naboens knægt Zooler (Tomer Kapon); en evig teenager i slut-tyverne.
Eyal har overtaget sønnens medicinske cannabis og drager sammen med Zooler ud på en tilsyneladende formålsløs jagt på livet efter døden. Det bliver til et døgn med joints i haven, hospicebesøg, masser af sushi og en tur til havet. Afbrudt af scener, hvor ægtefællerne tripper rundt om hinanden uden at tale om den knugende klump af bristede drømme, der er sat i sønnens sted.
Læs et interview med instruktøren her
I begyndelsen lukker ”En uge og en dag” sig om sig selv. Det er ikke de kulturelle eller religiøse forskelle, der gør filmen underligt distancerende. Det er mere humoren, der ligger som et glaseret lag oven på handlingen og hverken trænger ned i karaktererne eller i følelserne. Det er især Zooler, der med overgearet luftguitar og overdimensioneret barnagtighed truer filmens balance mellem sorgmodighed og sjov.
Men så sker der alligevel noget, der løfter filmen fra at være underligt uengagerende og lidt plat til at blive følelsesmæssigt indtagende og varm. For mens man kan hige efter svar på, hvem sønnen var, og hvorfor ægteparret er uvenner med de fleste, så er disse nysgerrige spørgsmål jo ikke de væsentligste.
Da Eyal og Zooler sniger sig ind til en fremmed kvindes begravelse, bliver ritualet en renselsesproces for både faderen og for publikum. Gennem rabbinerens begravelsestale får vi et rum at investere vores følelser i – fuldstændig ligesom Eyal gør det.
Se traileren til "En uge og en dag" herunder
Fordi filmen starter, når shivaen slutter, bliver denne kvindes begravelse en vedkommende opremsning af et levet liv. Vi ved intet om, hvem sønnen Ronnie var. Men ved den fremmedes begravelse bliver vi mindet om, hvad det vil sige at miste. Hvad det vil sige at leve videre. Det er en umådelig fin formaning om, at sorg ikke er for de få, men et uomgængeligt livsvilkår.
Det er et modigt valg at lave en film om sorg, der hverken bruger tårer eller stormende virkemidler, men snarere adstadigt duver frem. Polonsky bruger en god bid af filmen på langsomt at nærme sig ægteparret Eyal og Vicky. Sådan giver instruktøren stemme til alle de efterladte, der kæmper med omgivelsernes kejtede forsøg på at håndtere, eller endnu værre fortie, smerten efter et dødsfald.
Og når Eyal og Vicky ikke blot når hinanden, men langsomt finder vejen tilbage ud i fællesskabet, ender ”En uge og en dag” som en både lun og alvorsfuld livsbekræftende film.