En akademisk artikelsamling vil stritte i mange retninger, men den uafsluttede syntese kan pirre den velvillige læser til selv at spørge videre. Det gælder også for antologien ”På afstand – forskydninger mellem Grundtvig of Luther”, hvor artiklerne om kvindens plads i Luthers og Grundtvigs teologi er eksempler på det sidste. Den norske præst Synnøve Sakura Heggem citerer J.A. Steiger, der i Luthers teologi om inkarnationen ser Marias rolle mest ligne en ”rugemors”.
Det oversættes – uvist af hvilken grund – til ”lejemor”, men den kritiske pointe er naturligvis, at Maria hos Luther reduceres til symbol på den arme kirke, som Gud ser i nåde til.
Hos Grundtvig finder forfatteren til gengæld et andet hjertesprog, der sætter kvinden – som moder, søster og hustru – højere end manden på det følelsesmæssige plan. Artiklen opsummerer, at Maria må tilbage i teologien, hvis ikke en ”forfladiget treenig gudstale skal tage til i retning af afmægtig maskulinisering”, hvilket efterlader et åbent spørgsmål om, hvori afmagten består.
I skarp kontrast til denne anprisning af Grundtvig står Ingrid Markussens artikel om den lutherske standstænkning og et yderst patriarkalsk kvindesyn hos Grundtvig. Det kan illustrere, hvor meget der faktisk er sket siden Grundtvigs død i 1872. Det samme kan siges om Kim Arne Pedersens artikel. En moderne læser må tænke: Luther og Grundtvig var gode – men gamle begge to!
Grundtvig så sig som reformator og så et symbol i at være født præcis 300 år efter Luther, og han var ”ingenlunde af dem, der mene, at vi skal staa stille ved, hvad Morten Luther gjorde for 300 år siden; thi kun Døden staar stille, Livet er altid i Bevægelse”.
Anders Holms fine indledning giver stof til det dagsaktuelle spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være ”luthersk” eller ”grundtvigsk”. Det kan næppe bestå i blot at citere for eksempel ”Den christelige børnelærdom” af Grundtvig. Der er gået 200-år til, og Grundtvig var selv historietænker par excellence.
Vi har det med at projicere vores glæde over det nuværende samfund tilbage på vores ideologiske fædre. Hans Raun Iversens og Ove Kaj Pedersens bidrag om teologi og politik viser nogle af de forskydninger mellem Grundtvig og Luther, som må ses som naturlige på grund af deres indbyrdes afstand; en afstand, de begge også har til vores egen tid.
Det tematiseres fornemt ved Ove Korsgaards egen gennemgang af den lutherske toregimentelære, der i debat så tit anvendes om forholdet politik og religion. Knivskarpt kobles det på sondringen mellem den ”synlige og usynlige kirke”, hvorved det åndelige regimente ikke er kirkeinstitutionen. Luthers appel til fyrsterne i 1520 om at sikre den lutherske tro (over for pavekirken) får en interessant forskydning hos Grundtvig, der anbefalede borgerlig konfirmation.
Bogen afsluttes med en kort og klog artikel af Katrine Frøkjær Baunvig. Grundtvigs biografi og teologi beskrives som vilje til at håndtere kirkeorganisationens dilemma, når nu den omgivende verdenshistorie faktisk er fremadskridende.
”En for stærk forhippethed på overlevelse vil føre til udvanding og i sidste instans tab af oprindelig identitet. En overdreven insisteren på bevarelsen af identitet vil omvendt føre til et infleksibelt og stivnet system, som ikke formår at tilpasse sig samtidens skiftende krav og derfor i sidste ende uddør.” En indsigtsfuld systemteoretisk pointe for en bekymret folkekirke!
Perlen i samlingen er af Uffe Jonas, der skriver om ”Luther, Grundtvig og den syngende kirke”. At skrive en historisk tekst, der aldrig ligner referat, men springer frisk, som var man selv med i koret for 500 eller 300 år siden, er et kunststykke. Det er så spændende, smukt og med sproglig musikalitet, at det må læses.