Prøv avisen

Livet er en åben slagmark

”Det er Tolstojs skyld, at jeg blev kronisk og livsvarigt kritisk over for de lette forklaringer på tilværelsen,” siger Carsten Jensen. – Foto: Leif Tuxen.

Krigslykken afhænger af, hvem der først råber hurra, skriver den russiske forfatter Lev Tolstoj i sit hovedværk, Krig og Fred. Romanen beskriver ikke kun russernes kamp mod Napoleon, men også hvor kompliceret tilværelsen er, mener forfatteren Carsten Jensen, der har læst det enorme værk flere gange

Der stikker snesevis af gule sedler ud fra Carsten Jensens egne eksemplarer af Lev Tolstojs berømte tobindsværk Krig og fred. For han har forberedt sig i dagevis på interviewet, afslører han, da han byder indenfor i sin store, lyse Østerbro-stue. På sofabordet ligger der oven i købet en stor bunke notater og to engelsksprogede bøger, der begge behandler Tolstojs forfatterskab. De er også fulde af gule sedler.

Her burde næsten være en grøn dug på sofabordet. For jeg føler mig lidt som en eksaminand, siger Carsten Jensen og slår en stor latter op.

STORT TEMA:Litteraturens største værker

Han kan dog være helt rolig. Eksamenen er den flittige elevs fest, som Lektor Blomme siger i Hans Scherfigs Det forsømte forår. Og Carsten Jensen har fantastiske forudsætninger for at udtale sig om Krig og fred. For det første er han selv vant til at skrive store fortællinger som forfatter. Det er hans fremragende roman Vi, de druknede et godt eksempel på.

Som journalist har han oven i købet selv oplevet krig på nært hold, ligesom han har skrevet manuskriptet til det anmelderroste teaterstykke En dag i Helmand. Dertil har han allerede skrevet de første 400 sider af sin kommende store roman om den danske krig i Afghanistan. Og sidst men bestemt ikke mindst har han læst Krig og fred hele to gange.

Det er to gange mere end langt de fleste. For selvom Tolstojs hovedværk er blevet kaldt verdens bedste roman af adskillige internationale litteratureksperter, er bogen også næsten 1500 tætskrevne sider lang og oven i købet fuld af franske replikker. Men Carsten Jensen var alligevel ikke mere end 13 år, da han stavede sig igennem det enorme værk første gang:

Jeg var en lidt indadvendt dreng, der brugte det meste af min tid på at læse dengang, og jeg var meget ambitiøs i min læsning. Jeg læste blandt andet også både Platons Staten og Grimbergs verdenshistorie i 16 bind som 13-årig. Men jeg tog faktisk kun fat på Krig og fred, fordi min mor abonnerede på et blad, der hed Søndags-B.T., hvor der stod en historie om et ungt amerikansk geni. Og beviset på, at han var genial, var, at han havde læst Krig og fred som 12-årig.

Carsten Jensen retter sig op i lænestolen, mens et selvironisk smil breder sig i ansigtet på ham:

Jeg tænkte, at det var for sent for mig, men jeg ville i hvert fald bevise for mig selv, at jeg næsten var et geni. Derfor gik jeg i gang med Krig og fred. Og jeg genlæste den først for tre-fire år siden, da der var gået over 40 år. Det er en krævende roman at læse. Den er ikke bare lang, men den er på mange måder også skrevet anderledes, end man skriver i dag. Den har et enormt stort og rigt sprog og et kolossalt persongalleri. Men den har også lange filosoferende passager, hvad historikere og litteraturkritikere også ofte har bebrejdet Tolstoj i tidens løb. Og da jeg læste den igen, må jeg sige, at min respekt for mig selv som 13-årig voksede.

Siden har Carsten Jensen ofte spurgt sig selv, hvordan i alverden han dog kom igennem bogen i en så tidlig alder. Men han er kommet frem til, at det må hænge sammen med Tolstojs særlige måde at skrive på:

Under læsningen af Krig og fred sagde Tolstojs kone engang til ham: Når jeg læser den, tænker jeg ikke, hvor god romanen er, jeg føler, hvor klog jeg selv er. Jeg tror, at det har været det, der har båret mig igennem, siger Carsten Jensen og læner sig igen tilbage i stolen:

Jeg var jo kun et stort barn, men det var en voksen stemme, der talte til mig gennem bogen. Og sådan fik jeg pludselig en voksen samtalepartner, der helt tydeligt havde en enorm respekt for mig. Tolstoj ville fortælle mig, hvad livet gik ud på, ikke i form af nogle flade fraser, men gennem et gigantisk værk. Og det, jeg følte, da jeg læste romanen første gang, var at blive taget alvorligt på en måde, som jeg aldrig havde oplevet det før.

Jeg følte, at jeg havde fundet en unik voksen, der sad i sofaen ved siden af mig og forklarede mig, hvordan tilværelsen hang sammen og måske ikke hang sammen.

Krig og fred følger fem familiehistorier, der bliver vævet ind i hinanden, men den er samtidig også én stor fortælling om krigen mellem Rusland og Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet. En stor del af romanen foregår på slagmarken, hvor den ellers uovervindelige Napoleon til sidst må give op mod de standhaftige, nærmest uudgrundelige russere og deres iskolde vinter i 1812. Og selvom den unge Carsten Jensen tog hul på værket for at føle sig genial, lærte bogen ham blandt andet, at verden netop ikke bliver styret af genier.

Et sted sidst i værket skriver Tolstoj: Napoleon var et geni. Han slog mange mennesker ihjel. Og da jeg genlæste romanen, kunne jeg også se, at Tolstoj river alle former for konventionel tænkning ned. Han ændrer hele idéen om, hvad en helt er. Eller hvad storhed eller et geni er. Alt det, som andre havde inkarneret i Napoleons skikkelse, flår han fuldstændig fra hinanden. Han viser, at det ikke er geniale generaler, der styrer krige. Det er bogen fuld af eksempler på. Ordrerne nåede alligevel ikke altid frem, og hvis de gjorde, var de som regel allerede udført, eller også blev de misforstået.

Ingen på slagmarken anede helt, hvad der foregik, ligesom generalerne ikke engang kunne overskue det. For de almindelige soldater, som Tolstoj følger sammen med officererne fra den russiske overklasse, var hverken optagede af fædrelandet eller kejserens ære, men lige til det sidste af deres små daglige gøremål. Og en stor del af de soldater, man følger i bogen, falder om på slagmarken med deres næste måltid i tankerne.

På den måde viser Tolstoj, hvor kompleks og rodet krig kan være. Og det bliver næsten komisk, da han fastslår, at krigslykken afhang af, hvem der først råbte hurra. Det gjorde russerne, selvom de havde mistet flere mænd. Men det er svært at føle sig rigtig sejrrig, hvis fjenden allerede står og jubler. Det er måske forklaringen på, at Napoleon ikke sendte sin store livgarde ind i krigen til sidst. For krigen var tabt psykologisk. Og det var ikke generaler, der afgjorde slaget, men stemningen på slagmarken.

Napoleon troede, at han kunne vinde ved at indtage hovedstaden, Moskva. Og de virkelige helte var de almindelige russere, der valgte at forlade Moskva, så Napoleons hær ankom til en spøgelsesby, hvor hæren gik i opløsning, fordi soldaterne blev mere optagede af at beskytte det, de havde plyndret.

De almindelige russere havde ændret krigens regler. Tolstoj sammenligner det med en kåreduel, hvor den ene pludselig griber en kølle og begynder at slå vildt omkring sig, fortæller Carsten Jensen.

Det var den russiske folkesjæl, der vågnede. Og historien viser, at ingen kan vinde en partisankrig, som Tolstoj skriver. Selvom flere historikere er uenige i, at der var tale om en partisankrig dengang, synes jeg, at det er en interessant observation, når man tænker på krigen i Afghanistan i dag. Vesten har jo opført sig som Napoleon, der troede, at man kunne vinde, hvis man indtog hovedstaden. Men selvom Kabul blev indtaget for snart mange år siden, er Taleban aldrig blevet besejret. Og det er da fantastisk, at en roman, der er skrevet i 1869, kan indeholde en så stor både militærhistorisk og psykologisk indsigt. Det gælder også for mange af karaktererne, som Tolstoj hudfletter med en psykologisk finfølelse, som få kan matche.

Tolstoj bliver dog aldrig rigtig belærende, hvis man spørger Carsten Jensen og en række af de internationale Tolstoj-kendere, han tydeligvis har læst på:

Nietzsche har sagt noget meget interessant om, hvordan det er at læse Tolstoj. Nietzsches oplevelse er, at Tolstoj på en måde møblerer fuldstændig om på den verden, vi kender. Men han siger, at det, der sker, når man læser Tolstoj, er ikke, at man ser verden med Tolstojs øjne, men at man bliver klar over, hvor arbitrært man ser med sine egne.

Sådan oplevede jeg det også, da jeg læste Krig og fred. Især da jeg læste den første gang. Det er jo på en vis måde den samme proces, man er i, når man er ung eller lige er blevet teenager, hvor man er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved alt det, man har fået overleveret. Og Tolstoj fik mig til at sætte det største spørgsmålstegn ved alting. For han viser netop, at man kan se på verden på mange måder. Tolstoj blev min bullshit detector. Det er hans skyld, at jeg blev kronisk og livsvarigt kritisk over for de lette forklaringer på tilværelsen.

Måske hænger det sammen med Tolstojs egen tvivl. For selvom han tilsyneladende hele tiden leder efter den store mening med det hele, viser han stadig, hvor kaotisk tilværelsen er.

Som forfatter mistede han aldrig troen på det store sammenhængende princip for menneskeheden, men han beskrev samtidig livet som en kaotisk slagmark, hvor ingen helt ved, hvad der foregår. Den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom har meget dramatisk sagt om Tolstoj, at han på den måde er profet og nihilist på én gang. Og jeg har lige genlæst filosoffen Isaiah Berlins fremragende essay om Tolstoj, hvor han også beskriver Tolstojs dilemma som intellektuel.

Ifølge Isaiah Berlin findes der to slags intellektuelle. Ræven og pindsvinet. Mens ræven finder mange udveje, omslutter pindsvinet sig om én sammenhængende idé, ligesom pindsvinet kryber sammen om sig selv i tilfælde af fare. Og Isaiah Berlin siger om Tolstoj, at han er en ræv, der hellere ville være et pindsvin.

Selvom Carsten Jensen anerkender, at Tolstoj var en stor tænker, er det først og fremmest de litterære beskrivelser, der står tilbage for ham efter endt læsning. Siden han læste romanen første gang, har han for eksempel ikke kunnet slippe en bestemt krigsscene, hvor en af hovedpersonerne, fyrst Andrej Bolkonskij, bliver såret på slagmarken. Forinden har han været fuldstændig opslugt af slaget og slagets detaljer, men pludselig er det ham helt ligegyldigt, da han falder om og ligger og stirrer op mod himlen. Og dér ser han himlen for første gang, mener Carsten Jensen:

Den følelse, man bliver grebet af, når man læser scenen, er en følelse af højtid. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det var en religiøs følelse, men for mig som 13-årig har det garanteret været en følelse af, at der må være noget mere end det, man ellers kunne få øje på. Det er det, Fyrst Andrej ser. Han ser pludselig, hvor småt livet er, mens han samtidig fyldes af en følelse af, hvor stort livet potentielt er. Den følelse tror jeg også, at man som ung står i, fordi man er på vej til at forlade noget, der både er stort og småt. Barnets verden er jo fyldt med indskrænkninger, fordi man er bundet af forældrene, skolen og alle de indledende øvelser til livet, som man er i færd med at lære under stort besvær. Men samtidig ejer man barnets fantasiverden og en glubende livsappitit, som består i, at alting sker for en for første gang. Man ser og oplever med den enorme intensitet, som er førstegangsoplevelsens. Og jeg er sikker på, at man i den alder må have en følelse af, at der må være noget mere end ens forældre, skolen og den vej, man bor på. Jeg boede selv i Aalborg, da jeg læste Krig og fred, og selv himlen over Aalborg virkede flad og lille. Jeg fik ikke den følelse, Andrej fik, da han stirrede op i himlen, når jeg så op. Men den himmel så jeg, da jeg læste Krig og fred. Og det har jeg aldrig glemt.

Carsten Jensen sidder og inhalerer stilheden mellem os et øjeblik, inden han tilføjer:

Da jeg læste bogen anden gang, var det en anden scene, der blev hængende. Den omhandler faktisk også fyrst Andrej, men denne gang er det den rigtige dødsscene. Han er blevet såret for anden gang, og nu nærmer døden sig efter et længere sygdomsforløb. På det tidspunkt, da han ligger og kæmper mod døden, bliver det beskrevet, som om han befinder sig i et mørkt rum, hvor der er en dør. Og nogen forsøger at komme ind gennem den dør, nogen skubber på døren udefra, en eller anden ukendt kraft forsøger i mørket at åbne døren, mens han forsøger at holde den lukket. Det er døden, der forsøger at komme ind. Det synes jeg er det mest fantastiske billede, jeg nogensinde har læst, på, hvordan det må føles, når man er i dødens nærvær. Og den scene siger mig selvfølgelig mere i dag, end den gjorde, da jeg var i mit livs begyndelse som 13-årig.

På den måde er romanen også en prisme, som man kan spejle sig i, uanset hvilken en af livets faser man befinder sig i, mener Carsten Jensen, den flittige læser, der også genlæste værket som en del af sin research til sin egen kommende krigsroman.

Krig og fred er uundgåelig læsning, hvis man selv vil skrive en krigsroman. Det er det, der gør den til en klassiker. Du må kende den tradition, du skriver ind i. I det øjeblik nutidens forfattere holder op med at vedkende sig deres litterære arv til en bog, dør den. Men den skæbne kan jeg ikke forestille mig skal overgå Tolstojs store mesterværk.

ohrstrom@k.dk