Prøv avisen
Interview

Henrik Wivel: Livet er en dannelsesroman, der ikke går op

Henrik Wivel har været seniorredaktør på den tekstkritiske udgave af Jørgensens erindringsværk ”Mit Livs Legende”, hvor tidsskriftet ”Taarnet”, som Jørgensen redigerede fra tårnbygningen i baggrunden på Frederiksberg i København, også spiller en rolle. – Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Johannes Jørgensen fik læsere over hele Europa – ikke mindst af sine helgenbiografier. Men han fremstiller sig selv som alt andet end en helgen i sit selvbiografiske mesterværk ”Mit livs legende”. Det fortæller forfatter og litteraturforsker Henrik Wivel

Tårnet peger stadig ind i himlen over Frederiksberg fra hjørnet mellem Kastanievej og H.C. Ørstedsvej, hvor en simpel mindeplade forkynder, at digteren Johannes Jørgensen (1866-1956) engang redigerede symbolismens danske tidsskrift ”Taarnet” herfra. Landets gymnasieelever kan stadig trække Johannes Jørgensens tidlige symbolistiske digte til studentereksamenen i dansk.

Men ellers har mange glemt, hvor kendt han egentlig var. Som en anden H.C. Andersen var Johannes Jørgensen kommet fra fattige kår på Fyn til København, hvor han blev en del af det intellektuelle, radikale parnas som selveste Georg Brandes’ yndlingsdiscipel og udråbt som en stor digter, kritiker af både kunst og litteratur og toneangivende redaktør, inden han konverterede til katolicismen og i stedet blev en europæisk superstjerne.

”Det er svært at forestille sig, hvor berømt han var. Han var helt vildt berømt. Især efter Første Verdenskrig, fordi han skrev en bog, der hed ’Klokke Roland’, vendt mod tyske kunstnere og intellektuelle, der forsvarede tyskernes invasion af det neutrale Belgien og deres opførsel undervejs. Han havde mange belgiske venner fra både det katolske og det kunstneriske miljø. Som forfatter og journalist rejste han også selv derned i perioder og skrev tre bøger om tyskernes aggressivitet,” siger litteraturforsker og kritiker her ved avisen Henrik Wivel.

”Det gjorde ham mildt sagt mindre populær i Tyskland, men han blev kendt i det øvrige Europa, og hans helgenbiografier af Frans af Assisi og den hellige Katarina af Siena blev også oversat til mange sprog, så han var blevet en europæisk berømthed og en kulturpersonlighed, man regnede med i Europa på linje med hans tidlige mentor Georg Brandes,” siger Henrik Wivel og tilføjer:

”Da Johannes Jørgensen fyldte 60 år i 1926, blev der bragt interviews, der for eksempel fyldte hele forsiden af Berlingske og Svendborg Avis, hvor han kom fra. Så stort var det. Der blev holdt middag for ham i Ny Carlsberg Glyptotek i deres festsal, og Gyldendal og Forfatterforeningen holdt store fester for ham, fordi han var så kendt.”

Johannes Jørgensen efterlod sig et stort forfatterskab. I dag huskes han endnu i Italien for sine helgenbiografier, som stadig genoptrykkes. Men det er syvbindserindringsværket ”Mit Livs Legende”, der er blevet stående som et mesterværk herhjemme. Og nu er Henrik Wivel aktuel med en tekstkritisk udgave af ”Mit Livs Legende”, som han har arbejdet med de seneste tre år sammen med forskerkollegaen Elise Iuul på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Med en baggrund som kulturredaktør på Kristeligt Dagblad, Berlingske og Weekendavisen og som kritiker, forfatter og forsker med forkærlighed for kristne problematikker og ikke mindst tiden omkring år 1900 – blandt andet i form af en doktorafhandling om Johannes Jørgensens svenske forfatterkollega Selma Lagerlöf – har Henrik Wivel haft en naturlig interesse for Johannes Jørgensen, som han også føler et naturligt åndeligt slægtskab med.

”Den ene spinatfugl kan jo spejle sig i den anden,” som han siger.

Men man skal også lede længe efter et litterært sidestykke til ”Mit Livs Legende”, mener han.

Måske kan ”Mit Livs Legende” som kunstnerisk kraftpræstation i dag både sammenlignes med den norske katolske forfatter Jon Fosses romanserie ”Septologien”, der nu er færdigskrevet og udkommer drypvist over de næste år med første bind på dansk i denne weekend, og ikke mindst Karl Ove Knausgårds autofiktive seksbindsværk ”Min kamp”, som er blevet opfattet som et nybrud, selvom Johannes Jørgensen havde været hudløst selvudleverende 100 år før, som Henrik Wivel påpeger:

"Mit Livs Legende’ kunne også hedde ’Min kamp’, og det er ikke så lidt symbolsk, at Johannes Jørgensen sendte sine erindringer hjem løbende fra Italien gennem et krigshærget Europa under Første Verdenskrig. For han var i krig med sine tidligere radikale kunstnervenner, og i sidste bind også med sin ekskone, men først og fremmest med sit eget tidligere dekadente jeg. Før ’Mit Livs Legende’ havde han skrevet flere helgenbiografier, men man kan læse erindringerne som en stor vansiring af helgenbilledet af ham selv. Erindringerne var hans skriftestol, og han var for det meste hensynsløst ærlig, når han citerede fra sine dagbøger.”

Johannes Jørgensen beskrev for eksempel sig selv som en vanvittig forfængelig mand.

”Når han skulle knæle til messe, lagde han små servietter under knæene for ikke at få smudset sin fine sommerhabit, så han havde svært ved det knæfald. Han var en elegant mand, der brugte mange penge på tøj, fordi han selv efter sin omvendelse ønskede at imponere det modsatte køn. Det skrev han alt sammen ærligt om, så selvom han var bange for at tilsmudse sit tøj, trak han nærmest sit image gennem sølet i erindringerne. Men det er også derfor, at man stadig kan spejle sig i dem,” siger Henrik Wivel, der dog også gør op med en del af Johannes Jørgensens selvbillede i den tekstkritiske udgave.

”Når man læser erindringerne, bliver det fremstillet som nogle store brud med hans rigtig gode venner fra de unge år med symbolismen, dekadencen og radikaliteten, hvor han er progressiv Brandes-discipel. Men det, man rent faktisk kan se, er, at der nok er tale om et brud, men det er mest ham selv, der fremkalder det.”

”Det beskriver han også meget ærligt, når han siger: ’Jeg er ikke så stor en kritiker som Georg Brandes, og jeg er ikke så god en lyriker som Sophus Claussen eller Viggo Stuckenberg, så jeg må manifestere mig på noget andet’, og så bliver han katolik og manifesterer sig på den privilegerede position og gør op med sine venner, men et langt stykke ad vejen er de i virkeligheden ganske tolerante.”

Johannes Jørgensen stod heller ikke alene med sin konversion.

”I virkeligheden var hans brud med den radikale bevægelse en del af en europæisk mode. Mange franske intellektuelle og billedkunstnere begyndte som led i den franske forfatningskamp i de år at markere sig som katolikker for at få en identitet. Tidens største dekadencedigter Charles Baudelaire var katolik, ligesom Paul Verlaine og idealfiguren Joris-Karl Huysmans vendte tilbage til katolicismen. Flere kunstnere og forfatteren i Norden blev også katolikker i de år – blandt andre de senere nobelpristagere islandske Halldór Laxness og norske Sigrid Undset. Johannes Jørgensen var også i dette religiøse skred meget modebevidst.”

Dagbøgerne og erindringerne viser også, at Johannes Jørgensen selv vaklede i troen.

”Så sent som i 1909 skriver han på fransk i sin dagbog, at han ikke er Jesu discipel, men Brandes’ discipel. Han brugte fremmede sprog, når det skulle være mellem ham og ingen andre. Det var 13 år efter hans konversion, og han var stadig ikke overbevist om, at den katolske verden, som han har bevæget sig ind i og brugt ufattelige kræfter på at forsvare, var den helt rigtige. Han hang fast i sine ungdomsidealer. Det er også det spændende ved Johannes Jørgensens egen trosrejse, at han hele tiden var i tvivl, mens han inspirerede andre til at tro. ’Enhver kommer derhen, hvor han virkelig vil komme’, som han gentager som et mantra gennem bindet.”

Og Johannes Jørgensen ville komme til Gud for at aflægge sin egen vilje:

”Af pur Egoisme maa vi afføre os vor Egenvilje og iføre os Guds Vilje – thi Verden, som vi gærne ville eje, forgaar, Livet er som et bristende Glar, som et rindende Vand, der bliver borte under en bro – tutto passa (alt forgår, red.),” skrev han fromt om sin omvendelse, som altså også kunne begrundes intellektuelt, fordi denne verdens viljer kun består af sandslotte, så ”for Egoisten er der kun én Redning – at kaste sig i Armene på Gud”.

Men Johannes Jørgensen svinger hele tiden mellem trosvished og selvbevidsthed. Han er med egne ord: ”den bekendte gamle slyngel”.

Alle veje fører til Rom, men Herrens veje er som bekendt uransagelige, så det er ikke til at sige, hvor rejsen ender. Sådan var livet også for Johannes Jørgensen, der afsluttede sit næstsidste bind ”Guds Kværn” (1919) af erindringsværket ”Mit Livs Legende” juleaften til messe i Rom i 1913, som om kabalen med guddommelig poesi gik op, og han havde fundet hjem og fred som katolik, der havde ofret alt for sin tro.

”Det havde virket smukt fuldendt, hvis værket var endt i Rom, hvor forfatteren helt alene kunne have sat punktum ved freden fra juleaftensmessen, men livet er en dannelsesroman, der ikke går op. Og det sidste bind og syvende bind af ’Mit Livs Legende’ blev 10 år forsinket. For mens han skrev det, førte hans separerede kone, Amalie Ewald, en smædekampagne mod ham i Ekstra Bladet, hvor hun beskyldte ham for at være en umoralsk mand, der ikke gav nok børnepenge,” siger Henrik Wivel.

”Fordi han var så berømt, spredte historierne sig til Politiken og Nationaltidende, og det blev han så rasende over, at han udleverede hende i det sidste og syvende bind, hvor han skriver om al hendes tarvelighed og had. Og det turde Gyldendal simpelthen ikke udgive, da det var færdigt. Både hans nærmeste venner og forlaget frygtede, at han ville ende i en injuriesag, hvis det blev udgivet,” siger Henrik Wivel, der til gengæld nu har udgivet Johannes Jørgensens oprindelige vrede tekstblokke i den tekstkritiske udgave af ”Mit Livs Legende”, der gengiver de ucensurerede dagbøger, hvor Amalie Ewald bliver kaldt et ”hadets bæger”, der flød over, så Johannes Jørgensen følte sig tvunget ud af hjemmet.

Ufreden mellem de to er måske stærkest i en passage, hvor han gengiver en af hendes replikker, da hun kalder ham ”et skadedyr, der burde aflives”. Citatet kommer i forbindelse med, at hun har set ham stå på talerstolen som beundret katolsk forfatter og der indset, hvor ”farlig han er”. For hun mente, at han var en hykler, når han forsømte sin egen familie og spillede from på scenen.

”Når Johannes Jørgensen gengiver det, er det ikke kun for at vise, hvor tarvelig hun kunne være, men også for at vise, at hun havde ret. Han følte sig selv som en hykler, og ’Mit Livs Legende’ er først og fremmest en udlevering af ham selv. Men han endte med at omskrive sine erindringer, så Amalie fremstod i et mildere lys som børnenes mor. De fik otte børn sammen, så hun var gravid gennem en stor del af deres forhold, samtidig med at han turede rundt i sine jakkesæt og med blomsterbuketter, samtidig med, at de ikke havde særlig mange penge. Det må også have været anstrengende. Men det er, som om de blev forsonet lidt til sidst, hvor tonen blev mildere fra begges side,” siger Henrik Wivel.

Det nye tekstkritiske værk fylder fire store bind og indeholder ud over førsteudgaven af syvbindsværket ”Mit Livs Legende” et helt bind med kommentarer, noter og – som en sidste kommentar fra fortiden – Amalie Ewalds egne aldrig tidligere udgivne erindringer fra 1928.

”De er ikke spor harske mod ham, som man måske skulle tro, men beskriver bare levende det persongalleri, som kom hos dem i deres ungdom. Som sådan er Johannes Jørgensens egne erindringer også en uvurderlig kulturhistorisk kilde med beskrivelser af mange centrale personer fra perioden. Men det er også en smuk omvendelseshistorie, hvor Johannes Jørgensen beskriver, hvordan han fra en håbløs cirkel af dekadence bevæger sig ind i en spiral mod en højere erkendelse af livets mening. Og selvom Johannes Jørgensen var plaget af tvivl, endte han sine dage i en æresbolig i Svendborg, hvor han kom fra. Hvis vi kunne besøge ham der, tror jeg også, at han ville sige, at han kom i mål og fandt fred, selvom det ikke endte i Rom,” siger Henrik Wivel, inden han lader sig fotografere ved tårnet, der peger mod himlen.