Prøv avisen
Interview

Jon Fosse: ”Livet er en drøm, man først vågner fra, når man dør”

Jon Fosse er en af Norges mest prisvindende forfattere og dramatikere. Han har samlet priserne på sit badeværelse i Grotten. Her peger han på sin seneste hædersbevisning. Foto: Leif Tuxen

Den norske dramatiker og forfatter Jon Fosse har afsluttet sit hidtil største værk, syvbindsromanen ”Septologien”, som han beskriver som et langt dødsøjeblik på 1250 sider uden et eneste punktum. De to første bind af det store værk udkommer på både norsk og dansk til efteråret

Ved indgangen til den kongelige slotspark i Oslo ligger to villaer med brune korsvinduer. Den ene villa tilhører – sammen med en meget stor direktørbil – hofchefen, mens der under en hvælving af hvide blomster holder en lille, funktionel familiebil med det kristne fiskesymbol på bagsmækken i den anden indkørsel.

Det er her, i ”Grotten”, at forfatteren, dramatikeren og katolikken Jon Fosse har boet siden 2011 i den norske stats æresbolig for kunstnere.

Kommer man tættere på, kan man se, at han også har et barnesæde i bilen. For selvom Jon Fosse bliver 60 år den 29. september, har han stadig små børn og en beskeden, nærmest asketisk livsholdning, så der efterhånden kun er plads til familien, forfatterskabet og flittig messegang i den store forfatters tilværelse.

”Jeg lever lidt som et barn. Jeg går tidligt i seng og står tidligt op. For jeg skriver bedst i de rolige morgentimer fra klokken fem til ni. Jeg har det fint med mine nærmeste omkring mig, men ellers skal jeg have ro og fordybelse for at arbejde. Det kræver mindst en sammenhængende uge, hvis jeg skal skrive ordentligt. Derfor siger jeg også konsekvent nej til receptioner og litteraturfestivaler. Mange siger, at det må være et vældig kedeligt liv, men det passer mig bedst sådan,” siger Jon Fosse.

Han tilføjer venligt, at han også kun sagde ja til dette interview, fordi vi kendte hinanden fra et tidligere interview, og fordi det lå i en uge, hvor han ”i forvejen blev forstyrret”.

Jon Fosse bliver ellers snart mere eller mindre frivilligt fejret i flere lande i forbindelse med sin 60-årsfødselsdag, som også markerer hans 25-årsjubilæum som dramatiker. Det Norske Teatret holder ligefrem en international Fossefestival med gæstespil fra blandt andet Japan, Rusland og Frankrig, ligesom teatre over hele Europa sætter Fosse i scene. Internationale litteraturfestivaler markerer hans forfatterskab uden hans medvirken, og der er timelange tv-dokumentarer om ham på vej i både Norge og Østrig, mens han gør en sjælden undtagelse ved selv at dukke op på bogmessen i Frankfurt som et hovednavn i november. For hans norske forlag lancerer samtidig hans nye storværk ”Septologien”, der bliver et syvbindsværk i samme stil som ”Trilogien”, som han blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for i 2015.

Men selvom han er færdig med hele ”Septologien” nu, er det i første omgang kun de to første bind, der udkommer. De udkommer til gengæld både på norsk og dansk til efteråret. Og forventningerne til Fosse er fjeldhøje. For ”Trilogien” var ifølge en af de mere end strålende danske anmeldelser den slags litteratur, der ”stadig vil blive læst om 500 år”, ligesom hans tidligere romaner som ”Melancholia” og ”Morgen og aften” regnes for hovedværker i norsk litteratur.

”Septologien” er Fosses hidtil største værk, men romanserien har han også skrevet som ”fuldtidsforfatter”. For selvom han er den nulevende europæiske dramatiker, som flest gange har fået sine værker opsat på de skrå brædder rundt omkring, har han de seneste år dedikeret sig fuldstændig til at skrive romaner, så han helt undgår teaterreceptionerne med deres tomme snakke og stadigt mere tømte flasker. Han er fra naturens side ikke udadvendt. Og engang måtte han drikke for at komme igennem den massive opmærksomhed, han fik, men nu er han tørlagt og blevet katolik.

”Jeg har lavet meget kraftigt om på livet på mange måder. Man går jo heller ikke på barer, hvis man ikke drikker. Og det liv, jeg før levede med at rejse til premierer og være med til premierefester, var et liv, som krævede alkohol for at klare det. Jeg har haft en form for social angst. Jeg har det fint med at mødes med enkelte mennesker som her, men jeg trives aldrig med rockkoncerter, fodboldkampe eller større selskaber, så for at klare den side af teaterlivet gik jeg til alkoholen,” siger Jon Fosse, der ikke savner den side af forfatterlivet, selvom det udefra set kunne ligne én stor prisfest.

De mange priser, som han gennem sit lange kunstnerliv har skrabet sammen – senest i form af en udnævnelse til æresprofessor fra et kinesisk universitet – kan lige være på toilettet i Grotten, hvor han har fået sat nogle hylder op til statuetter og tapetseret væggene med indrammede priser. For han mener, at priserne hører hjemme i det rum, som fører ud til kloakken.

”Jeg bliver selvfølgelig altid glad for priser, men jeg har haft svært ved at vide, hvor jeg skulle gøre af dem, men her kan jeg komme af med både småt og stort,” siger han, mens han nikker lunt mod ”pokalrækken” over wc-kummen.

”Jeg var også lidt i tvivl, om jeg overhovedet skulle takke ja til at bo her, men jeg synes næsten, at det var på grænsen til frækt at takke nej til sådan en ære, selvom en af mine favoritforfattere, Tarjei Vesaas, faktisk takkede nej til at flytte ind i Grotten, fordi han gerne ville bruge sin sidste tid i den natur, han kendte. Og han døde også året efter, så det var en god beslutning,” siger Jon Fosse, der i øjeblikket alligevel selv har fast base i Wien, hvor familien er flyttet ned, men han bor også sommetider her, på Vestlandet eller i Bergen, hvor han stadig også har et hus. Og han skriver egentlig mindst her, fortæller han, mens han viser ind i arbejdsværelset, der som resten af huset er spartansk indrettet, bortset fra de fyldte bogreoler og en ikon bag skrivebordet, der forestiller den poetiske evangelist Johannes på Patmos.

I gangen hænger der i stedet almindelige billeder af de tidligere beboere i Grotten, der blev bygget af den norske nationaldigter Henrik Wergeland i 1840’erne, efter at han var blevet kendt og elsket for sin lyrik, der ifølge bogen Norsk Litteraturhistories mangel på national mindreværd endda skulle være mere billedrig end Shakespeares. Sådan en nabo ville kongen da gerne have, men Wergeland måtte selv betale dengang.

Henrik Wergeland døbte sin ærefulde villa i slotsparken Grotten, fordi han også fik lavet en rigtig grotte ved grundfjeldet under huset med et lille arbejdsværelse, som i dag er blevet en national skat, der kun bliver åbnet hvert år den 17. maj, så folk kan komme ind og se en statue af Henrik Wergeland. Og i sin tid flyttede Wergeland også ind i Grotten på netop den 17. maj – i 1841.

”Det er også Henrik Wergeland, der har fået æren for traditionen med at fejre Norges nationaldag den 17. maj med flag og optog. Den gode Henrik er næsten ukendt uden for Norge, men det hænger mest sammen med, at han nærmest er komplet umulig at oversætte. Jeg har selv prøvet forgæves at oversætte ham til nynorsk, men danskerne kan jo sagtens læse hans ting,” siger Jon Fosse og fortæller videre, hvordan Grotten gennem tiden er gået til forskellige digtere og komponister, der i hvert fald var store på deres egen tid, og ikke altid kun for det gode.

Komponisten Christian Sinding, der som den første kunstner blev udpeget af staten til at bo i Grotten, var for eksempel så politisk tonedøv, at han havde meldt sig ind i det nazistisk-orienterede parti Nasjonal Samling.

”Han fik en stor statsmandsbegravelse under krigen, men senere kunne man godt se, at det havde været en fejl, så man skyndte sig at give Grotten til digteren Arnulf Øverland, der var kendt for at være meget antitysk,” siger Jon Fosse med et grin, der kommer helt op at trutte i næsen.

I stuen står et gammelt protestskilt fra ”manden i Grotten”, som også får Fosse til at grine, selvom det har en tragisk baggrund. For det var skrevet af Henrik Wergeland, som blev smidt ud af Grotten på grund af økonomiske vanskeligheder i kølvandet på forskellige retssager. Men det var altså under digteriske protester og ironisk nok uden at vide, at han senere skulle blive selve motivet på de norske 100 krone-sedler i mange år, ligesom der findes gader opkaldt efter ham i mange norske byer. Men sådan ser man ikke altid, hvor lys fremtiden tegner sig, når det hele ser sort ud.

”På det tidspunkt var Wergeland blevet syg, så han måtte bæres rundt, men nogle af sine bedste digte skrev han i den periode,” siger Jon Fosse, inden vi forlader Grotten for at tale om Fosses eget forfatterskab, der i øjeblikket lader til at blomstre som slotshaven udenfor. Men selvom han er genbo til den norske konge, holder de ikke ligefrem vejfester sammen.

”Jeg har snakket med kongen en time, da jeg fik Kommandørkorset, og har fulgtes med kongefamilien på forskellige rejser i udlandet, men ellers lever vi lykkeligt hver for sig,” siger Jon Fosse, mens vi går op mod kongeslottet, hvis gule facade man kan skimte mellem træerne i parken. Til gengæld har han daglig kontakt med ”Kongernes konge”, og Jon Fosses bønsliv er også vokset ind i hans nye kæmperoman.

”Septologien” begynder med et kors og slutter med en bøn i de to første bind, som Kristeligt Dagblad har fået lov til at læse skitseoversættelsen af:

”Og jeg ser mig selv stå og se mod billedet med de to streger, en lilla og en brun, som krydser hinanden på midten, et aflangt billede,” skriver Fosse i en tekst, der fortsætter i syv bind over omkring 1250 sider uden et eneste punktum i et langt lyrisk ”lyngtæppe” af både eksistentielle, teologiske og kunstneriske overvejelser.

”Jeg har før arbejdet med lange sætninger, men nu er der ikke et eneste punktum. Alt er bevægelse,” siger han, mens vi sætter os på en grøn bænk i parken.

Undervejs i romanværket leger Fosse også med autofiktive elementer, da jegfortælleren – som Fosse – har en tynd grå hestehale og er blevet katolik og tørlagt alkoholiker, men hurtigt forstår man, at det er en leg med læseren.

”Det er et spil med identiteter og med det selvbiografiske, som jeg helt bevidst lægger ind i fortællingen, når jeg lægger ydre træk fra mig selv ind i værket. Jeg skriver altid om ting, jeg kender til, men jeg skriver aldrig om mig selv. Alt er lavet om. Alt er digt. Det er ikke for at skjule mig, men for mig er digtning det modsatte af at skrive selvbiografisk. Det betyder ikke, at man ikke bruger sig selv i digtningen. Det er jo mig, der skriver det, og alt digtning opstår af forestillinger, og forestillinger kan jo både komme fra noget, man har læst, lært eller oplevet, men uanset hvad bliver det forvandlet i litteraturen, og det er det, der giver digtningen en slags åndelig dimension.”

Grænserne mellem fiktion og virkelighed, mellem liv og død og mellem fortid og nutid flyder sammen i den lange tekst, der blandt andet handler om to mænd, der begge hedder Asle. Den ene er katolik og kunstmaler, den anden er fordrukken, men der bliver også leget med tiderne, så den ene Asle – måske – ser sig selv som ung, så ”Asle 1” og ”Asle 2” flyder sammen konstant i værket.

”Nu har du jo ikke læst det hele, men senere i romanen bliver det mere klart, at man måske kan forstå hele ’Septologien’ som et langt dødsøjeblik,” afslører forfatteren, men den fortalte tid strækker sig alligevel over en uge fra mandag til søndag.

De enkelte bind, som ifølge Fosse alle slutter med en bøn som Ave Maria, Fadervor, Jesusbønnen eller rosenkransbønnen, beskriver ikke regelret en dag hver, men første bind begynder på en mandag og glider ind i tirsdagen, og andet bind begynder om tirsdagen, som rituelt begynder med et nyt kors på fortællerens lærred. Og sådan bliver korset malet ind i værket fra begyndelsen i hvert bind. De brune og lilla farver, der flyder ned af lærredet som et kors, kan også fortolkes kirkeligt. Den lilla farve, som Fosse også bruger i værket ”Melancholia”, som handler om en stor norsk maler, bruges i liturgisk sammenhæng blandt andet både som en bodsfarve og til faste og advent, hvor man forbereder sig til, at Kristus skal komme op mod både julen og påsken.

Den brune farve er jordens farve og minder om gravritualet ”af jord af du gået, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå”, men farverne opstod simpelthen også, fordi Jon Fosse, mens han skrev, sad og kiggede på lyng, der jo er lilla og brunt, forklarer han.

”Jeg har altid været meget optaget af farver, og allerede som helt ung skrev jeg et digt, hvor der stod, at Gud måske findes mellem det grønne og det blå. Men det er sådan noget, der opstår, når jeg begynder at skrive. Jeg lægger aldrig en plan, før jeg skriver. På den måde er teksten meget organisk. Det eneste, der har været anderledes denne her gang, er, at jeg havde besluttet mig til at holde op med at skrive til teatret for at overgive mig til at skrive det, jeg kalder langsom prosa. Og det eneste, jeg havde gjort mig klart, inden jeg skrev ’Septologien’, var, at jeg ville bruge at skrive langsom prosa i modsætning til dramaturgi, der må have en slags hurtighed i sig. Men det her skulle tage tid, både at læse og at skrive,” siger Jon Fosse, der begyndte at skrive på værket i sin sommerferie for fem år siden.

”Det meste af værket er faktisk skrevet i Østrig om natten fra klokken fem til ni om morgenen. Men jeg skrev det allerførste på et slot i Frankrig, som jeg var inviteret ned på sammen med min familie af min japanske oversætter. På det tidspunkt var jeg i en slags undtagelsestilstand, hvor jeg ikke rigtig kunne komme i gang med noget. Men jeg tvang mig selv i gang. I begyndelsen var der ingenting. Ingen idéer. Og ingen planer. Men så kom det hen ad vejen. Intet i mit liv eller forfatterskab er planlagt. Livet overrasker mig, og sådan skriver jeg også.”

Jon Fosse blev færdig med sit storværk i foråret.

”Mit mål var, at alle syv bind skulle ligge klar, inden det første bind udkom. Ellers ville jeg være bange for, at jeg ikke kom til at fuldføre værket, der spænder over en uge og ender på selve juleaften,” siger Jon Fosse, der på den måde fører læseren fra korset til Jesu fødsel, men måske også ind i efterlivet, for der er jo også en teologisk pointe i at skrive en historie uden punktum, så døden heller ikke bliver et punktum, men højst et komma.

Flere af Jon Fosses tidligere bøger udvisker også grænserne mellem de levende og døde. Mesterværket ”Morgen og aften” handler for eksempel om en mand, som man først opdager er død godt inde i værket, og der er også en slags magisk realisme i ”Trilogien”, hvor en af figurerne faktisk også hedder Asle:

”Det er et navn, som jeg har brugt igen og igen gennem hele mit forfatterskab. Min første roman, som jeg skrev som 20-årig, havde en navnløs hovedperson, og siden har jeg haft en modvillige mod navne. Som dramatiker har jeg også helst skrevet ’faderen’, ’moderen’, ’den unge mand’ eller ’den gamle mand’. I Ibsens stykker placerer navnet derimod folk socialt og geografisk. Men jeg synes, at navnet reducerer et menneske eller det, man skriver om. Navnet siger så meget og dækker over så meget, at jeg helst ikke bruger navne, og i den grad jeg bruger navne, så tømmer jeg navnet ved at bruge de samme navne om og om igen. Asle bruger jeg tit om mænd, og et kvindenavn, som går igen i mine værker, er Ales. De to navne består jo endda af de samme bogstaver. Ales er et af mine egne slægtsnavne langt tilbage, men slægtsnavnet var oprindeligt med i, så det hed Alis, så det var faktisk en lille fejl. Men det var sådan, jeg begyndte at bruge Asle og Ales.”

Under arbejdet med syvbindsværket har han især læst teologiske bøger af kirkehistoriens største tænkere, og det har også smittet af på værket, som rummer mange teologiske overvejelser. Og Asle beder ikke kun konstant, men forholder sig også filosofisk til Guds eksistens.

”Jeg tror nærmest, at jeg har læst et halvt præstestudium, mens jeg skrev ’Septologien’, og det er også sivet lidt ind i romanen. Det er jo ikke mine tanker, men romanfiguren Asle, der tænker dem. Han er ikke sikker på konfessionen, men han tror urokkeligt fast på Gud, og det er første gang, at jeg har sluppet essayistiske træk ind i en roman, og det er også første gang, jeg er kommet med historiske referencer i en roman.”

Hvad med i ”Melancholia”?

”Jo, der er også navne på historiske personer, så det har du ret i. Men det er nok også det eneste tilfælde før. Her er det i hvert fald første gang, at jeg skriver essayistisk om religiøse emner. For eksempel kan Asle ikke forstå, at børn skulle kunne gå fortabt, hvis de ikke er døbt, for han mener, at Guds rige hører børnene til, og han forstår heller ikke, at nadverbordet i den katolske kirke ikke er åbent for alle. Og de ting er nok inspireret af Thomas Aquinas, som skrev, at dogmerne ikke var til for Guds skyld, men for menneskers. En anden teolog sagde, at livet er en drøm, man først vågner fra, når man dør. Det synes jeg også var godt sagt. Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det. Måske var det mig selv,” siger han med et grin og tilføjer:

”Sådan væver alt, hvad man læser, sig ind i ens egne tanker. Og man er jo egentlig meget lidt original. Under skriveprocessen blev jeg for eksempel helt selvbegejstret over udtrykket ’et lysende mørke’, men så læste jeg det kort efter et andet sted.”

Septologien kan også ses som Asles trosrejse, og selvom han ikke beder på helt samme måde som forfatteren, har Jon Fosse også været et langt liv om at finde sin plads i den katolske kirke, som har taget ham til sig som en fortabt søn og endda med en vis pragmatisme accepteret hans tredje ægteskab som katolsk gyldigt, fordi de andre var indgået borgerligt, fortæller han:

”Indtil jeg var i 20’erne, var jeg bare en almindelig naiv ateist. Jeg voksede op i en lille by med bedehuse med gammeldags lutherske prædikener, som jeg aldrig fik et personligt forhold til. Derfor meldte jeg mig ud af statskirken, da jeg var 16 år, hvor jeg prøvede at være marxist og ateist. Det modererede jeg efterhånden til at blive agnostiker, men da jeg selv begyndte at opleve det, jeg kalder Guds nærvær, blev jeg i stedet kvæker. Allerede i 1980’erne nærmede jeg mig den katolske kirke med forskellige konvertitkurser, men jeg gled ud af det og holdt mig i stedet til forskellige kvækerandagter. I dag abonnerer jeg stadig på det norske kvækertidsskrift, så på mange måder er jeg stadig kvæker.”

Bare en ”katolsk kvæker”?

”Ja, netop. Man kan sige, at kvækerdom og katolicisme på en måde er modsætninger, men det er jo en gammel visdom, at modsætninger mødes. Og det helt centrale i kvækerdommen er det, man i katolicismen kan kalde ’mysteriet i troen’. En kvækerandagt er en slags mystik i praksis, og det er den katolske messe også, hvor eukaristien, nadveren, er i centrum i modsætning til den lutherske gudstjeneste, hvor ordet er i centrum på prædikestolen. Den katolske messe har alteret og offeret i centrum. Det er vanskeligt at sætte ord på, for det har intet med ord at gøre,” siger den norske forfatter efter næsten tre timers samtale, inden han tilføjer, at det var inderligheden, der gjorde stærkest indtryk på ham, da han valgte at blive katolik.

”Jeg har rejst meget i forbindelse med mine teaterrejser, hvor jeg ofte er gået ind i en katolsk kirke, og der sad næsten altid et menneske fordybet i bøn på kirkebænken. Det har altid gjort stort indtryk på mig at se et menneske sidde alene i en tom kirke og bede til Gud, mens et stearinlys næsten altid brænder i baggrunden. Det billede sidder fast i mig,” siger Jon Fosse, mens vi følges tilbage til den rosafarvede villa med de brune korsvinduer, Grotten, som altså i dag er blevet rammen om hans egne daglige bønner. Tidligere har han også kaldt sine bøger for bønner til Gud. Og det bliver hans kommende storværk altså også – det begynder med korset og ender i en bøn uden punktum.

Jeg har lavet meget kraftigt om på livet på mange måder. Man går jo heller ikke på barer, hvis man ikke drikker. Og det liv, jeg før levede med at rejse til premierer og være med til premierefester, var et liv, som krævede alkohol for at klare det.

Jon Fosse
”Indtil jeg var i 20’erne, var jeg bare en almindelig naiv ateist,” siger Jon Fosse, der dengang mærkede Guds nærvær og siden søgte mod først kvækerdommen og siden katolicismen.
Jon Fosse har en hel reol med sine egne værker i stuen hjemme i æresboligen “Grotten”. Til gengæld står de slet ikke i hans andre huse i Bergen og Wien. Foto: Leif Tuxen
Jon Fosse flyttede ind i sin æresbolig “Grotten” i 2011 - han har dog også huse i blandt andet Wien og Bergen. Foto: Leif Tuxen
Grotten hæver sig over over gadeplanet, da selve den rosafarvede trævilla med de brune korsvindue er bygget på fjeldet ved indgangen til slotshaven, mens indgangen ind til rummet nede i selve grotten kun bliver åbnet for offentligheden en gang om året på Norges nationaldag. Foto: Leif Tuxen