Livet er et eventyr - især hvis man undgår parforholdet

H.C. Andersens tvivl på parforholdet stammer fra hans barndom og gennemsyrer hans forfatterskab, hvor det er svært at finde positive beskrivelser af tosomheden

H.C. Andersens tvivl på parforholdet stammer dels fra hans barndom, skriver Johannes Møllehave.
H.C. Andersens tvivl på parforholdet stammer dels fra hans barndom, skriver Johannes Møllehave. Foto: Leif Tuxen

Siden jeg hørte H.C. Andersens mestereventyr ”Snedronningen” (1844) som barn, har jeg været sikker på, at sætningen ”krage søger mage” fra eventyret er H.C. Andersens opfindelse.

Det er en misforståelse.

Det optræder i Peder Laales store samling ordsprog fra 1500-tallet. Derimod spiller H.C. Andersens vid på, at når krage søger mage, er det selvsagt altid en krage.

Men det vakte min nysgerrighed, dels fordi grundbetydningen må være, at man søger den, der ligner og dermed passer én bedst.

Vi siger jo også ”lige børn leger bedst”.

Jeg fik lyst til at opfriske de eventyr, hvori H.C. Andersen beskæftiger sig med parforholdet.

Det første, der meldte sig, var ”Kærestefolkene” fra 1843. Jeg har set i en engelsk oversættelse, at eventyret kaldes ”Toppen og bolden”.

Men H.C. Andersen lod netop ikke de to stykker legetøj være overskriften. Sådan begynder historien:

”Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: 'Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen?'

Men bolden, der var syet af safian og bildte sig lige så meget ind som en fin frøken, ville ikke svare på sådan noget.”

Man taler om at komme på sin rette hylde eller at være på niveau med hinanden som to studenter eller to musikere - men her bruger Andersen ordet skuffe.

Videre lyder det:

”Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet. Han malede toppen over med rødt og gult og slog et messingsøm midt i den, det så just prægtigt ud, når toppen svingede rundt. 'Se på mig!' sagde den til bolden.'Hvad siger De nu? Skal vi så ikke være kærestefolk? Vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! Lykkeligere end vi to, kan ingen blive!'

'Så tror De det?' sagde bolden, 'De ved nok ikke, at min fader og moder har været safians-tøfler, og at jeg har en prop i livet!'

'Jamen jeg er af mahognitræ!' sagde toppen, 'byfogden har selv drejet mig, han har sin egen drejebænk, og det var ham en stor fornøjelse'.”

Bolden forklarer, at den er halvt forlovet med en svale, for hver gang den går til vejrs, stikker svalen hovedet ud og siger ”'vil De, vil De?' og nu har jeg indvortes sagt ja, og det er så godt som en halv forlovelse'.”

H.C. Andersen fortæller, at toppen blev mere forelsket i bolden, fordi han ikke kunne få hende. Det var det aparte ved det.

H.C. Andersens første eventyrhæfte kommer i maj 1835 og rummer kun fire eventyr: ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og store Claus”, ”Prinsessen på ærten” og ”Den lille Idas blomster”.

Soldaten i ”Fyrtøjet” kan som en anden Aladdin opnå alt, hvad han ønsker, i kraft af de tre hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og Rundetaarn (i omkreds).

Soldaten, som skal hænges, hidkalder hundene, som dræber kongen og dronningen, og nu får han selv prinsessen og bliver udråbt som konge. Skal vi tro på, at prinsessen er ligeglad med, at han har dræbt hendes far og mor?

I ”Klodshans” forkaster prinsessen Klodshans' to brødre. Den ene bror kunne hele det latinske leksikon udenad og byens avis for tre år både forfra og bagfra.

Den anden bror vidste alt, hvad en oldermand må vide, og så kunne han tale med om staten, men han forstod også at brodere seler, for han var fin og fingernem. ”Jeg får kongedatteren,” sagde de begge to. Men det gør ikke indtryk på kongedatteren. Både til den første bror og til den anden siger hun:

”Duer ikke, væk!” (i hvilken forstand duer de ikke? Helt sikkert seksuelt). Hun kan se, de er slapsvanse. Klodshans har derimod nok at tilbyde. Klodshans betyder egentlig Klodehans, det vil sige han har to kloder i bukserne. Desuden kommer han på en buk.

Klodshans smider det mudder, han har i lommen, i ansigtet på oldermanden. ”'Det var fint gjort!', sagde kongedatteren, 'det kunne jeg ikke have gjort! Men jeg skal nok lære det!'

Og så blev Klodshans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone. Det har vi lige ud af oldermandens avis, og den er ikke til at stole på.

Det parforhold er da platumuligt.

Der er noget skævt i parforholdet her, og lige så galt går det i ”Hyrdinden og skorstensfejeren” fra 1845.

Vil en fornem - ganske vist porcelænsfigur - lade sig sværte til af en skorstensfejer (som også er porcelænsfirgur)? Eventyret bilder os ind, at de levede lykkeligt, de to, lige til de gik i stykker.

Lad os vende tilbage til de første fire eventyr: Lille Claus banker på døren hos en bondekone, som siger, at hun ikke tager imod fremmede. Lille Claus kravler op på et halvtag og ser, at hun netop har en fremmed mand i stuen.

Det er degnen, for bonden, hendes mand, kunne ikke tåle at se degne. Derfor var det også, at hun hensynsfuldt havde indbudt degnen, når manden ikke var der.

H.C. Andersens tvivl på parforholdet stammer dels fra hans barndom. Hans mor havde allerede født en datter, før hun giftede sig med H.C. Andersens far.

Det var en pottemagersvend, der var datterens far. Og H.C. Andersens mormor blev idømt fængselsstraf, fordi hun havde børn med forskellige mænd, som hun ikke giftede sig med.

Som om det ikke var nok, drev mosteren et bordel i København. Da H.C. Andersen opsøger hende, sukker hun og siger: ”Bare du havde været en pige, kunne du bo hos mig”. Og dels bliver det ikke nemmere, da H.C. Andersen fra 1822 til 1826 bor hos rektor Meisling i Slagelse, som han kalder Plagelse.

Fru Meisling er mildest talt nymfoman. Ustandselig har hun nye seksuelle oplevelser. Dels mens familien bor i Slagelse og måske endnu værre, da de i 1826 flytter til Helsingør, hvor der er en hel garnison, som hun tiltrækker.

Engang forsøgte hun endda at forføre H.C. Andersen. Hun lagde hans hænder om sine hofter og bryster og spurgte, om han ikke syntes, at hun havde tabt sig. Da han spurgte, hvorfor hun levede, som hun gjorde, svarede hun: ”Det kan jeg forsikre Dem, at alle kvinder gør”.

Det går også skævt med parforholdet i ”Flipperne”. Det handler om et strømpebånd og et par flipper. Flipperne bliver vilde ved synet af strømpebåndet. Ja, de går ud af sig selv - de bliver helt ude af flipperne.

I virkeligheden er det vel rige mænd med hvide flipper, der går på varieté for at se kvinder med strømpebånd danse cancan. Flipperne vil se strømpebånd, og strømpebåndene vil have penge.

I ”Den flyvende kuffert” (1839) er den mandlige hovedperson ludfattig. En kammerat sender ham en kuffert og skriver ”Pak ind”, men han havde intet at pakke.

Så satte han sig selv i kufferten og trykkede på låsen, og i det samme fløj kufferten med ham op ad skorstenen og langt ud i verden. Han landede i tyrkernes land. Her hører han, at der er en prinsesse på slottet, som man har spærret inde, fordi hun er blevet spået, at hun skal giftes med en simpel mand.

Han trykker på låsen og flyver op på taget af slottet og lister ned til kongedatteren og siger, han er tyrkerguden og forfører hende med de dejligste ord. Hendes øjne er som dybe søer - hendes pande som et snebjerg.

Hun får hjertebanken af, at hun har mødt tyrkerguden selv, men hvor holdbart er det bryllup, de går ind til, når han ikke kan et ord tyrkisk?

H.C. Andersen finder da også en løsning. Thi på bryllupsdagen er der fest og fyrværkeri. En masse raketter bliver skudt af.

Der er musik og dans, men da hovedpersonen går ud i skoven til sin kuffert, har en glødende raket ramt den, og han kan aldrig komme i luften igen. Man kan roligt sige, han blev brændt af.

H.C. Andersen skrev de første eventyr i 1835 og de sidste seks eventyr i 1872 - tre år, før han døde. De spænder fra det ypperlige ”Gartneren og herskabet” til det forrygende ”Tante tandpine”.

Blandt de seks eventyr er ”Loppen og professoren” - her afsluttes parforholdet med et komplet umuligt samliv.

Først var eventyrets professor dreng hos en luftskipper, men det gik galt - ballonen sprak, og manden faldt ned og døde. Men drengen var uskadt og drømte om at blive luftskipper, men han havde ingen ballon. Drengen måtte da leve af noget, og så blev han tryllekunstner og bugtaler.

Da han blev ung og så godt ud og kom i gode klæder, så faldt kvinderne for ham. En fandt ham så smuk, at hun fulgte ham til fremmede byer. Drengen kaldte sig nu professor - mindre kunne det ikke være. Han drømte om at tjene penge. ”De kommer,” sagde han. ”Bare de ville,” sagde hun.

Hun hjalp ham også i ét kunststykke. Han puttede hende i bordskuffen, en stor bordskuffe. Dér krøb hun ind i bagskuffen.

”Og så var hun ikke at se i forskuffen; det var en øjenforblændelse. Men en aften, da han trak skuffen ud, var hun også borte fra ham; hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke at se og ikke at høre. Det var hendes behændighedskunst.

Hun kom aldrig igen; hun var ked af det, og han blev ked i det, tabte sit gode humør. Det eneste arvegods efter konen var en loppe, som nu var det eneste, han ejede. Så lærte han loppen behændighedskunster. Lærte den at præsentere gevær, skyde en kanon af, men lille”.

Nu rejste han hele landet rundt med loppen, men til sidst var loppen og han nødt til at rejse udenlands. Ja, de ville også rejse til de vildes land, men dér vidste de, at man spiser kristne mennesker.

Dog var loppen jo ikke rigtig menneske, og professoren var ikke rigtig kristen - så de rejste alligevel.

At forholdet gik i vasken, var måske ikke kun hendes skyld. Man ser det i den omstændighed, at det eneste, hun efterlod sig, var en loppe. At hun ikke var særlig velsoigneret - og hvis hun var blevet i forholdet, havde de ikke fået børn sammen, men utallige lopper.

H.C. Andersen besøgte Charles Dickens i 1847 og 1857. Her fandt han det lykkeligste ægtepar med en stor børneflok.

Kort efter at H.C. Andersen rejste, blev parret skilt, fordi Dickens havde fundet en ung dame.

Heller ikke blandt sine forfatterkolleger fandt Andersen altså grund til at stole på parforholdet.