Absurd teaterstykke tager den moderne skandinaviske mand under lup

Den moderne mands eksistens sættes under lup af teatergruppen Von Baden i ny absurd komedie

I en fortælling baseret på værker af to store forbilledlige absurdister, Peter Seeberg og Samuel Beckett, ransager teaterkompagniet Von Baden, på sædvanlig sjov vis, meningen med den moderne mands liv – og alt det, den moderne mand gør, tænker, vil og må i en verden styret af store, stærke kvinder, hvor alting er til forhandling, og hvor tro ikke er noget, man dyrker.
I en fortælling baseret på værker af to store forbilledlige absurdister, Peter Seeberg og Samuel Beckett, ransager teaterkompagniet Von Baden, på sædvanlig sjov vis, meningen med den moderne mands liv – og alt det, den moderne mand gør, tænker, vil og må i en verden styret af store, stærke kvinder, hvor alting er til forhandling, og hvor tro ikke er noget, man dyrker. Foto: Nima Stock.

En gudesmuk cellist med rytmisk flaksende pandehår slår og river aggressivt i sit strømlinede instrument. Når hun begynder på sine skønne tunnellyde, må to grimme gravende mænd ved hendes side stoppe op og forsøge at føle og tale. Celloens tomme lyde er lydene af deres indre formålsløshed.

I en fortælling baseret på værker af to store forbilledlige absurdister, Peter Seeberg og Samuel Beckett, ransager teaterkompagniet Von Baden, på sædvanlig sjov vis, meningen med den moderne mands liv – og alt det, den moderne mand gør, tænker, vil og må i en verden styret af store, stærke kvinder, hvor alting er til forhandling, og hvor tro ikke er noget, man dyrker.

De to venner, Torben og Flemming, har fået til opgave at grave et hul. Men hvad er et standardhul? Er det rundt eller firkantet? Og hvor dybt skal det være? Chefen nægter at give dem svaret, og de tør knap spørge. Som Vladimir og Estragon i ”Venter på Godot” venter de på, at meningen med deres foretagende indfinder sig, alt imens hullet bliver dybere og dybere.

Her i hullet er de to mænd henvist til hinandens selskab på godt og ondt, og her udfolder de sig som psykologiske individer. Den ene er nyskilt og nyslået ungkarl, den anden nyforelsket og med noget på samvittigheden. Den ene nægter at føle, har for lidt selvindsigt og for stort et ego. Den anden indrømmer med skam, at han er begyndt at gå i kirke for at få noget ro. Begge har de trukket nitten i livets tombola, synes de. Men i virkeligheden står de bare i vejen for hinanden og for sig selv.

Laura Rasmussen har med sin bare scenografi skabt et tomt sted. Et fort af store grå-grønne plastic-skinnende presenningspuder danner gravematerialet, som formålsløst flyttes fra sted til sted, stables og brydes ned uden effekt. Hvordan skal de kunne være og virke og vokse, når deres fundament hele tiden flytter sig?

De to spillere er klædt til ukendelighed i abnorme kartoffelnæser, afvigende kropssprog og satirisk overspil. Deres grimhed står i slående kontrast til scenens eneste kvinde, cellisten Josephine Opsahl, og hendes intimiderende plasticklædte skønhed, men går godt i spænd med hendes dumpe musik. Brian Wind-Hansens replikker bugner af hverdagshumor, også af den grove slags, som Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard excellerer i at levere med tykke jyske dialekter.

I takt med at deres samtaler begynder at køre i ring, bryder kommunikationen ned – sådan som den skal i en absurd komedie, hvor en endegyldig mening med både sproget og eksistensen udebliver. Men dermed bliver der også længere mellem karakterernes underfundigheder og vores grin. Det er naturligvis meningen, at også vi skal føle en snert af deres venten. Men de 85 minutter føles pludselig så lange.

Måske det samme ræsonnement kan forklare den klichéfyldte personlige disput, der efterhånden udfolder sig imellem de to hovedpersoner og faktisk overrasker i sin totale forudsigelighed. Måske er det meningen, at også vi skal føle, hvor ørkesløst det er at jagte originalitet i en verden, hvor det primært er fra banale tv-produktioner, vi får inspiration til (sam)livet. Måske er det ikke.

Den moderne skandinaviske mand er i den seneste tid kommet under kunstens skarpe lup, særligt efter svenske Ruben Östlunds dissektion af ham i sine film ”Force Majeure” fra 2014 og senest Guldpalme-vinderen ”The Square”. Det er interessant, at han har brug for en eksistentialistisk selvransagelse.

Von Badens udlægning i ”Hullet” giver ingen konkrete svar på, hvorfor han har det svært. Den genopfinder heller ikke det absurde teater, men er en underholdende karaokeversion, som måske indvarsler en genopblomstring til absurdismen. Livet er jo stadig et stort hul i jorden, som vi ikke bare selv skal grave, men også selv skal fylde med mening.