Prøv avisen
Bog

Livet er et kunstværk med både skønhed og undergang

5 stjerner

Verdens første rigtige dannelsesroman, Goethes ”Wilhelm Meisters læreår”, i ny oversættelse

I Goethes 1700-tals Tyskland er der omrejsende teatertrupper overalt i de idylliske fyrstedømmer. Det er for så vidt udmærket, for det betyder, at der står ”templer” – det vil sige: teatre – i selv ensomme bjergegne og tætte skove.

Det betyder også, at disse områder myldrer med følsomme naturer, der render ind i visse praktiske udfordringer. Som nu eksempelvis en sufflør, der elsker skuespilkunsten så højt, at han begynder at græde over sublime passager og derfor ikke er i stand til at hjælpe skuespillerne med deres replikker. Denne følsomme sjæl har det problem, at ”hans stemme er for hæs og hans bevægelser for stive” til scenen, og hans natur samtidig for ”hypokondrisk” til livet ude i virkeligheden.

Dette sære forhold mellem kunsten og ”livet” er den afgørende spænding i Goethes legendarisk lange og mosaikagtige grundlæggelse af dannelsesromangenren, som det hændte i ”Wilhelm Meisters læreår” (1795-1796).

I ”Wilhelm Meisters læreår” er teatermetaforen overalt. Det er således ikke kun spilfægteri, når værkets ikoniske åbningssentens lyder, at ”skuespillet varede meget længe”. Det gjorde det, det gør det, fordi livet – de nøgterne kendsgerninger, pligterne og døden – selv forvandles til et kunstværk i romanens løb.

Hele fortællingen fra det sært stiliserede oplysningstyskland er præget af en luftighed og en klassicisme, der ikke er mindst plastisk i det ikoniske dukketeater, som den glade dreng Wilhelm i sin barndom elsker, og som forlaget kongenialt har placeret nøgternt på udgavens forside. Selvfølgelig i en idealiseret rentegning.

Romanen begynder med ynglingen Wilhelms flirt med skuespillerinden Mariane, der i øvrigt oftest er klædt ud som mand, og fortsætter derefter med Wilhelms færd ud i verden og hans møde med kvinderne og kunsten.

Det er indledningsvis præget af en munter lethed, der sømmer sig for et eventyrlystent sind: ”De mange penge, der lå i hans kasse, de indtægter, han kunne takke sit talent for, den velvilje, de fornemme viste ham, den tiltrækningskraft, han havde på kvinderne, de nye bekendtskaber, han hele tiden gjorde, den udvikling, hans krop og ånd gennemgik, alt det skabte sammen med hans forhåbninger for fremtiden et så vidunderligt luftmaleri, at selv fru Fata Morgana ikke kunne have malet det bedre.”

Bemærk, at det lykkes oversætterne at bevare samme muntre og lystige luftighed uden at sætte et punktum. Preis og Monrad har for vane at tage sig temmelig store friheder i forhold til originalteksterne. Det er grammatisk problematisk, men stilistisk vedkommende.

Wilhelm mener, at kun teatret kan være hans bestemmelse, og de første fem af de otte bind handler derfor om hans forsøg på at blive skuespiller, instruktør og teaterdirektør samtidig. Deri ser man, at teatraliseringen af livet også altid hælder faretruende mod det ironiske. Livets skønhed og kunstnerens uduelighed hænger desværre oftest sammen.

Efter nogle succesfulde måneder med en skuespillertrup talte Wilhelm ”i lang tid lykkeligt med sig selv, han blev ved med at gentage, hvad han havde skrevet, og opregnede samtidig alt det smukke og ædle, han skulle udrette.” Ironien består her i uklarheden mellem det personlige og det almene. ”Alt det”, Wilhelm har opnået, er på dette tidspunkt ikke noget. Hans eksempler handler mest om glæden ved at læse Shakespeare og ved brændende ild på læberne efter smukke grevinders kys. Det er udpræget personlige fænomener, der selvsagt ikke kan føre til det ”smukke og ædle”. Måske vor elskelige yngling også er naiv?

Wilhelm bevæger sig mod afklaring – dannelse – i konfrontation med ikke bare verden som et smukt kunstværk, men også den nødvendige skyggeside i form af død og prædestination, hvis vores roller allerede er skrevet. Som da han opdager, at et hemmeligt tårnselskab har været i stand til at skrive hans skæbne på papyrus. Eller som da en uhyggelig harpespiller forsøger et barnemord, og lægen efterfølgende forklarer, at harpespilleren kun ser indad, ”altid kun på sit eget hule, tomme jeg, der er som en umådelig afgrund”.

Romanen og dens hovedperson er på vej mod en syntese, hvor livet er kunstværk, der bevarer sin skønhed, uden at afgrunden forsvinder af syne, og hvor kunst ikke også fører til ansvarsløshed.

Et andet argument for, at vi faktisk har at gøre med en dannelsesroman, handler om overensstemmelsen mellem mennesket og den omgivende verden. I Goethes tyske univers er mennesket ikke skildret som en fremmed i en ond eller tavs verden. Snarere står de to i en organisk sammenhæng i lykke og i nød. Det gælder ikke bare den omfattende identificering af teater og verden, kunst og virkelighed, men også i den utrolige Mignons kunstdød.

Brutalt kradser hun ganske konkret af. Denne androgyne idé-eksistens, der står som romanens mest rystende skikkelse på trods af sine uklare konturer, er ifølge sig selv ”uddannet til at elske og sørge”. Wilhelm ser hende en dag blive mishandlet af en gøgler og løskøber hende. Hun bliver ham derved evigt forbundet, og han tager sig af hende som en datter.

Denne skikkelse og Wilhelms forhold til hende er nærmest degenereret i den forstand, at Goethe synes at gyse over Wilhelms halvt tilfældige natlige berøring med denne ”12-årige drengepiges krop”, som der står i oversætternes efterord. Alligevel forbliver hun elskeligst af alle i romanen.

Mignon dør af smerte, da hun ser Wilhelm og hans midlertidigt elskede Therese kysse hinanden lidenskabeligt:

”Mignon tog sig pludselig til hjertet med venstre hånd, strakte så højre arm ud i en voldsom bevægelse, skreg og faldt død ned for Natalies fødder. Hvilken rædsel.”

Hun stedes til hvile i et marmormausoleum under en stærkt stiliseret, kunstreligiøs ceremoni, hvor usynlige drengekor begræder ”fortidens smukke billede”, mens ”en mekanik” sørger for, at ”kroppen sank ned mellem marmorvæggene”.

I de sidste dage af sit liv var Mignon i øvrigt endelig begyndt at klæde sig som en kvinde ved at bære ”et langt og let, hvidt gevandt”, så hun lignede en engel:

”Min hvide kjole må I ikke trække af mig!/ Lad mig ligne den, jeg inden længe er. Den smukke Jord vil give mig fra sig,/ Jeg skal bo i et kammer af ler,” sang hun.

Man fristes til at citere oversætternes modigt patosladede efterords skønhedssuk:

”Mignon. Ak ja, Mignon. (…) Fjernt fra de blomstrende citroners land, i et koldt kunstkammer. Mignon. Mignon. Mignon.”

Det er samme barn, der udødeliggør kunstlængslen efter Italien med sangspørgsmålet:

”Kender du landet med blomstrende citroner,

Med guldappelsiner i sortgrønne kroner,

Hvor brisen er blid og himlen blå,

Hvor myrten kryber, og laurbær stå,

Kender du landet?

Derhen! Derhen

Vil jeg med dig, min elskede ven!”.

Goethe kendte et land af himmel og jord, hvor skønheden bor. Og den varer meget længe.