Historien er allerede kendt, men det gør den ikke mindre god, og Lise Nørgaards første 100 år har i sandhed været imponerende. Hendes lange liv indeholder nemlig alt det, som fængslende historier er gjort af, og hun har selv fortalt dele af den i erindringsbøgerne ”Kun en pige” (1992) og ”De sendte en dame” (1993), i alverdens interviews, i portræt- og samtalebøger og nu i fuld længde til journalist Jacob Wendt Jensen.
Undervejs indskærper hun ham, at det ikke må blive for rosenrødt (hvilket hendes venner dog sørger for, at det alligevel bliver) – og omvendt viser hun tydeligt, hvornår han kom for tæt på (hvilket især gælder, når talen falder på forholdet til hendes børn). Og helt ind under huden kommer man aldrig på Lise Nørgaard, om hvem et barnebarn siger: ”Hun kan bedre med humor, end hun kan med følelser.”
Bogen er dygtigt orkestreret af Jacob Wendt Jensen. Han bryder kronologien med tematiserende kapitler om blandt andet journalistik, hunde og forfængelighed, og han lader flittigt Lise Nørgaard selv og hendes sjove, sikre og sarkastiske sprog træde frem.
Han veksler behændigt mellem de informationer, han får fra Lise Nørgaard selv i løbet af deres mange frokost-samtaler, sin omfattende research og sine interviews med omkring 50 forskellige kilder tæt på hovedpersonen. Og så er der bogens scoop: en mange hundrede siders lang brevkorrespondance med bedsteveninden Eva Bendix, der aldrig tidligere har været offentliggjort, og som Lise Nørgaard giver Jacob Wendt Jensen lov til at plukke fra – og som viser en om muligt endnu mere barsk og bramfri udgave af Lise Nørgaard, end den vi allerede kender.
Lise Nørgaard har med sine egne ord altid arbejdet som et svin. Det ligger hende på sinde at gøre sig umage, og hendes arbejde har aldrig været en sur pligt. Faktisk er arbejdsmarkedet, hvis man skal tro hende, det eneste sande rekreative område. Og dem har hun haft mange af. Fra elevtiden på Roskilde Dagblad over årene på Politiken, Hjemmet og Berlingske Tidende til det intense arbejde med manuskripterne, til Matador, der gjorde hende til folkeeje, til andre tv-serier, til bøger og foredrag.
Og netop hendes prioritering af arbejdet på bekostning af det private fylder en del i Jacob Wendt Jensens biografi, hvor blandt andre hendes tre nulevende børn kommer (kritisk) til orde. For det er nok særligt her, at der kunne være en mulighed for fortrydelse og dermed for at ridse i det rosenrøde. Ikke mindst når man er født i 1917 og er kvinde og egentlig burde været blevet hjemme sammen med de fire børn, som man fik på fem år, og som de færreste mente, at man burde have forladt for at forfølge en karriere – en beslutning, man som minimum burde angre og fortryde og sige undskyld for.
Men det gør Lise Nørgaard ikke. Hun har trykket på tilvalg, når det gælder såvel livets op- som nedture, og som vennerne siger, så har hun en eminent evne til at drive sig selv videre gennem hårde tider, måske fordi hun med sine egne uforlignelige ord er så ”rædselsfuldt nysgerrig”, og fordi ”den dér vidunderlige mistillid altid har givet mig vinger.”
