Livet er en opdagelsesrejse, der aldrig får ende. Det er forfatterens overordnede konklusion efter 37 år som højskolelærer. Og dermed - ifølge ham selv - tillige som en slags ekspeditionsleder, der fører an på et stykke af rejsen.
Bogen har karakter af status, men er ikke en levnesbeskrivelse i traditionel forstand. Om Fanøs tilværelse uden for højskolen hører vi næsten intet.
Men vi får da lige et hurtigt rids af hans baggrund: Han er født i 1939 på en østjysk gård og voksede op i et miljø stærkt præget af Grundtvig og højskolen. Han blev uddannet på Den Frie Lærerskole i Ollerup og har yderligere været på en række studieophold i udlandet. Han blev lærer Køng Folkehøjskole og siden på Rønshoved Højskolen. I 1972 kom han til Den Jyske Pensionisthøjskole i Nr. Nissum - nu: Seniorhøjskolen - og i de 32 år, han har været dér, har han haft mellem 35.000 og 40.000 kursister.
I første del af bogen beretter Fanø om de ”vise mænd og kvinder”, der har været til inspiration for ham på den såkaldte opdagelsesrejse. Som en lærer lægger han stoffet frem. Og læseren føler sig som en af hans kursister.
Først får vi en næsten 30 siders indføring i Grundtvigs tankeverden. Men Fanø kan også være mindre forudsigelig i sine valg af personligheder. For eksempel når han fremhæver digteren Poul Martin Møller og dennes angivelige betydning som ”banebryder for tænkningens udvikling i Danmark” - samt ikke mindst den fremtrædende norske, men i Damark næsten ukendte filosof og forfatter Nina Karin Monsen. Et højdepunkt på opdagelsesrejsen har for Fanø været beskæftigelsen med den tjekkiske dramatiker og præsident Václav Havel, der prises for sin dybtgående indsigt i menneskelivet og for sin evne til at beskrive de store eksistentielle spørgsmål. I samme - høje - forbindelse nævnes kulturkritikeren Bjørn Poulsen: Ingen bog har betydet mere for Fanø end denne forfatters ”Idéernes krise i åndsliv og politik” (1960).
Asbjørn Jakobsen Fanø holder sig i de beskrevne sekvenser beskedent i baggrunden, uden dog selv helt at forsvinde. Man er aldrig i tvivl om, at det er gennem ekspeditionslederens engagement, vi oplever de forskellige personligheder.
Imidlertid er det i den efterfølgende del af bogen, han for alvor træder i karakter for læseren. Således når han bekender sin passion for idéhistorie, der har været hans ”erkendelsesmæssige kraftkilde” - som ”et redskab til at trænge gennem vor tids overflade af flimmer og forvirring” og skærpe sansen for, hvad der er væsentligt og hvad ikke.
Dermed er en del sagt om retningen for den opdagelsesrejse, som Fanø tager læseren med på. Temaet er det store og uudtømmelige: Hvad vil det sige at være menneske? Et udgangspunkt for al undervisning i folkehøjskolen - for så vidt det står til forfatteren.
Et centralt element i bogen er den advarsel, som Fanø retter mod videnskabens rolle. Han opfatter den sag som et af tidens mest påtrængende eksistentielle anliggender, men mener, at de fleste viger udenom. ”Den ensidige videnskabeliggørelse af samfundet truer med at tømme tilværelsen for indhold,” skriver han ud fra den opfattelse af, at dimensionen, der består af dannelse, visdom og åndelige værdier, efterhånden næsten er sat ud af spillet.