Livet er tragisk. Det ændrer nok så megen tolerance ikke på

Ny bog samler essays om kultur og samfund fra de seneste 30 år af den tyske dramatiker Botho Strauss. Det er farligere og væsentligere, end det lyder

”Hvis bare man ville lade være med at tale om ’medierne’ og i stedet om et elektrisk show.”

Sådan sukkede den tyske dramatiker Botho Strauss (født i 1944) engang i sit nu herostratisk berømte essay i Der Spiegel, ”Tiltagende bukkesang”, fra 1993. Medierne, allerede dengang, som en digital syndflod af snak. Kommentatorer, debattører, ”infotainere”, som Strauss kaldte dem.

Deres problem, for Strauss i 1993 og endnu sandere i dag, er, at de ikke tror på, at menneskelivet kan være tragisk. Konflikter, skæbne, krig forsøges hele tiden formidlet i tolerancens, oplysningens eller dialogens navn. Det er derfor, vor tids mediemenneske altid virker så ”skævt og forpint” – det har travlt med at forlyve de kræfter, der altid har drevet mennesker og historien frem.

Frem for alt afslører pinen sig altså i snak. Det er altid de usunde, der taler mest og helst om deres egen usikkerhed og problemer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Af samme grund kredser Botho Strauss i nyudgivelsen ”Ekspeditionen til vægterne og sprængmestrene” om det modsatte. Tavsheden. I 1993 var det først og fremmest modet til at blive en enspænder, det handlede om. En naturlig konsekvens snart 30 år senere er så, hvordan man lever sit liv efter den succesfulde løsrivelse fra verdensmoderatorernes moralisme.

For den intellektuelle er et svar: læsning. Enhver idiot kan skrive, altid skrive, for det er blot at dokumentere sin syndflod af ord på skrift. Det er langt sværere at lære at læse.

Udgivelsen er hovedsageligt en samling af Strauss’ væsentligste ”kritiske prosa”, som forlaget kalder det, og samler essays om teater, bøger og malerier fra tre årtier, mens den afsluttes med det lange nyskrevne essay ”Sprengsel”, der betyder pletter eller stænk.

Her kredser Strauss om læsningens svære kunst. Det begynder med den romerske feltherre, der i ro og mag satte sig til at læse i en vandrehal sammen med sine mænd. Det gjorde, at de horder af barbarer, der nærmede sig, sænkede våbnene, og derfor blev ”nedslagtet”, da romerne i sidste og rette sekund sprang op og trak blankt. Det leder Strauss til den tanke, at det ikke er næsen, der kendetegner et menneskes ansigt, men dets læsning: ”Et menneskes udseende formes af dets fantasi.”

Læsning som tilbagetrækningsstrategi og som forsvarsmekanisme over for mediemandens pomadiserede instrumentalisering af snusfornuften fører til et kendt og væsentligt Strauss-tema, nemlig forestillingen om, at værdigheden, historien og muligheden for et sandt liv opbevares og overleverer i de litterære klassikere.

Ud over afsnittene om de nævnte kunstarter optrykkes også under et afsnit, der nok bedst oversættes ”Kulturkritik” (tysk: Zeitgeschehen) først det berømte ”Tiltagende bukkesang” samt lignende former for kulturkritisk prosa. Allerede i 1993 lød det smukke suk, at ”det er trist, virkelig trist, med den ødelagte overlevering”. I sidste del indarbejdes et citat fra essayet ”Den sidste tysker” fra 2015:

”Den sidste tyskers måde at føle og tænke på er rodfæstet i den åndelige heltehistorie, der spænder fra Hamann til Jünger, fra Jakob Böhme til Nietzsche, fra Klopstock til Celan. Den, som er fri af denne historie, som de fleste herboende tyskere, social-tyskerne, der ikke er mindre rodløse end de millioner af rodløse, som nu slutter sig til dem, han ved ikke, hvad kulturel smerte kan være.”

Essayet blev i øvrigt dengang bragt i dansk oversættelse i Information, hvorfra disse linjers forstandige oversættelse er lånt.

Til denne kendte Strauss-forestilling føjes her også en diagnose af svækkelsen af en afgørende forestilling i Vesten, nemlig kaldstanken. Strauss påpeger, hvordan universitets- og medieverdenen er begyndt at konvergere – man kan ikke se forskel – og fremmaner følgende billede:

”En kvindelig professor i kulturvidenskab, rundt ansigt, sort, fladt-krøllet hår, bredstående, smalle og udtryksløse øjne. En person, der lever mat og trægt passer sin stilling; en person, som ikke længere har videnskabelige ambitioner, tilsyneladende et menneske, der aldrig har oplevet, at et digt kunne feje benene væk under det.”

Denne type er produktet af, at ingen længere kerer sig om den åndelige heltehistorie, og derfor er der heller ikke på universitetet noget kald at høre. På denne paradoksale måde er traditionen både det, hvis forsvinden begrædes, og det, der kan frelse os fra den nivellerende snak.

Man kan spørge – og det er blevet gjort – hvor højreorienteret Botho Strauss’ politiske og historiske tænkning er, men han har selv givet svaret. Han er højreorienteret, men ikke højreradikal: Forholdet er som det mellem fodboldelskeren og hooliganen. Og så er vi igen tilbage til kærligheden til kanon: ”Det bedste, man kan gøre”, lyder det, ”er at leve i værkernes evige forandringer. Altid at skønne på deres storhed på ny”. Det vil være en måde at både leve som enspænder og at redde sig selv.

I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.